Siden internettet og deraf følgende og omsiggribende digitalisering overtog det globale verdensdømme, har det ikke skortet på kulturkonservative og kulturpessimister, der gang på gang har erklæret bogens død. Med de nye mediers uendelige muligheder for selvpublicering, deling af tekster og remix-mash-up-poetikken i digital og tværmedial udgave har bogbranchen in general og forlagene været i krise. Tillige har forfatterne frivilligt eller ufrivilligt delt sig i dem, der fastholder at udgive fysiske, trykte papirbøger og dem, der eksperimenterer med medierne og udnytter de nye potentialer, som digitaliseringen giver - oftest en kløft mellem ældre og unge.

I USA, Europa og Asien (Japan især) har forfattere i flere år udgivet banebrydende værker, der blander tekst med grafik, musik, billeder og lyd i en stor smeltedigel, ligesom apps til smartphones exellerer i den ene brilliante klassikerudgave efter den anden - tænk bare på de monumentale apps med T.S. Eliotts "The Waste Land" og Jack Keruacs "On the Road", som vitterligt udvider læseroplevelsen betragteligt. På dansk grund er man endnu ikke helt med, og danske forfattere/musikere har endnu ikke præsteret tilpas mange lignende tiltag, så man kan tale om en tendens. Heldigvis har vi Lars Emil Foder (L.E.F.), der sammen med bandet De langsomme lyn og grafiker Rakel Torning-Vater har udgivet Natatlas.

Udgivelsen er et selvudnævnt "litpop"-værk, hvor musikken og teksterne til sangene suppleres af smukke illustrationer og konkrete små memorabilia, deriblandt en gåsefjer og en ægte guitarstreng, er vedlagt så læseren kan føle de små objekters materialitet og lade associationerne vandre. Der er sigtet mod en art totaloplevelse af værket, der skal stimulere det auditive, det visuelle, det tekstlige, det fysiske - hvilket kunne lyde prætentiøst og ende i en masse gode intentioner i mindre talentfulde hænder.

Men Lars Emil Foder og co. formår at præsentere et originalt og helstøbt værk, hvis tematik kredser om eksistensens skrøbelighed, den evige tilstedeværelse af melankoli og vemod, kærlighedens skrøbelige natur og dødsangstens nærvær. Det lyder dystert, men både musik, de lyriske tekster og illustrationer holder sig på den holdbare side af grænsen mellem pubertært klynkeri og universel identifikation. Tillige fremstår de forskellige genres supplering af hinanden ikke forceret og unødvendig i forhold til en større ide om partout at skulle mixe genrer på tværs af medier og genrer - istedet fremstår Natatlas som en smuk, prægnant og helt naturlig vision, der giver håb om at andre lige så originale kunstnere vil følge trop og give deres bud på en æstetisk totaloplevelse.