Brian Ørnbøls tre tidligere digtsamlinger står allerede i min bogreol. At de står allersidst har udelukkede noget med den alfabetiske orden at gøre og må bestemt ikke forveksles med en degradering i forhold til kvalitet og indholdsmæssig niveau. I august 2011 er Ørnbøls fjerde digtsamling SYV føjet til samlingen, og digtsamlingen har fået en flot plads i både bogreolen og i mit hjerte.

Man kan frygte, at niveauet hos en digter vil falde efter et par udgivelser, men det forholder sig ikke sådan med denne fjerde udgivelse. Stilen er genkendelig fra Ørnbøls forrige udgivelser, og der kredses om nogle af de samme emner, men alligevel er digtene helt sine egne. Bogen er inddelt i fire kapitler med undertitlerne ”Elektrisk”, ”Prædikerne”, ”Cold Reading” samt ”SALIGIA”. Hver del har sit eget særpræg, som tilsammen giver digtsamlingen et udtryk af væren i verden.

”Elektrisk” er hovedsageligt digte om eksistentiel søgen. Et jeg, som søger svar, og som forsøger at begå sig i verden. Digtene, som er samlet under ”Prædikerne”, bærer mere præg af tankespind og gruk omkring livet. Som læser oplever man en følelse af eftertænksomhed og rolighed i denne gruppe digte. Digtene i dette afsnit består hver af blot en enkelt velformuleret og præcis linje, som spejles i en sætning fra Det Gamle Testamente. Spejlingen giver genklang af eksistens og erkendelse, mens der ingen prædiken er at finde i ”Prædikerne”. Digtene peger ind ad mod digteren selv men medfører dog refleksion hos læseren selv.

Afsnittet ”Cold Reading” peger ikke mod et jeg men i modsatte retning. Her henvendes der til et du. Hvert digt er en ærlig blotlæggelse af du’ets personlighed, karaktertræk og mentalitet. Digtene minder om små horoskoper, der kommer ind på alle tænkelige forhold og omstændigheder i livet. Samlingens sidste afsnit er syv digte, som hver repræsenterer en af de syv dødssynder. Digtene får følelsen af dødssynden til at stå tydeligt frem, og især ”Invidia” er en drøngod beskrivelse af misundelse. Det er svært at beskrive en følelse, men Ørnbøl bruger flot ord og billeder til at fremmane følelsen.

Endnu en gang fornægter Ørnbøls baggrund sig ikke. SYV har tydeligt afsæt i det religiøse, og digtsamlingen står ved, at udgangspunktet er Bibelen. Det er ikke moraliserende digte, som nogle måske kunne frygte, når man nævner et religiøst afsæt. Derimod bruger digtene det religiøse til at vende vrangen ud af livets spørgsmål. Det er her, at der bliver grobund for at se på eksistens midt i en fortvivlende verdensopfattelse. Samtidig medfører det religiøse en dynamik, som strømmer ud fra papiret, og der er god mulighed for selvransagelse ved læsning af disse digte.

Stemningen i digtsamlingen er rolig og samtidig lidt aggressiv. Blandingen af fortvivlelse og forståelse, eftertænksomhed og rodløshed giver en helhedsfølelse af kaos og kosmos, hudløs ærlighed og forsøg på selvforståelse. Det er verdensordnen fanget i ord og vendinger og nedfældet på papir i suveræn stil.