Den højproduktive digter Simon Grotrian har skrevet et værk, der bærer titlen Hørekrans. Titlen alluderer til, at vi har at gøre med et værk, der er så tæt på at være en sonetkrans som muligt – uden at være det. Der er således i Hørekrans præcis lige så mange linjer og stavelser som i en sonetkrans, nemlig 15 digte med hver 14 verslinjer, i hvilke der er 10 stavelser i hver.

At den klassiske form ikke er opfyldt, skyldes således udelukkende, at der er en trokæisk og ikke en jambisk rytme i Grotrians ’sonetter’, at rimstillingen varierer, samt at der ikke er tale om en mestersonet, dvs. en sonet bestående af startlinjen fra de øvrige 14 sonetter, i det 15 digt. En sonetkrans, som kun Inger Christensen er berømt for med Sommerfugledalen at have skabt i nyere tid, kunne Grotrian utvivlsomt også have lavet. Hvis han altså havde villet. Det ville han naturligvis ikke, for Grotrian er en digter, hvis kendetegn er, at han aldrig gør som andre digtere.

Neologismen ”hørekrans” vækker også andre associationer. For ligesom dette mærkelige ord lyder fascinerende, er halvdelen af fornøjelsen ved at læse Grotrians poesi forbundet med det klanglige og rytmiske. Her flyder sproget eminent melodisk i de 15 digte. Opfanger man derudover i ordet ”hørekrans” en hentydning til ekstatiske forestillinger om Guds strålekrans og harpeklang i himmelen, er man næppe heller gal på den.

Temaet i digtene er, som i digterens øvrige værker, bekendelsen til den kristne tro. Man møder i Grotrians poetiske visioner et polariseret univers, hvor forskellen mellem det lidelsesfyldte jordiske liv og det salige himmelske ditto er absolut. Om førstnævnte lyder en diagnose:

”Gråden, som vi lagde foran porte / snører vore bukseremme korte / døden havde travlt i disse gyder / hér, hvor mørkets flammerose syder”. Tilsvarende klinger den poetiske drøm om det hinsidige igennem med fuld styrke i digterens vers: ”Øret er en vindeltrappe hjem / til en port, der altid står på klem / harpeknipset over skvalderkål / lokker os med Paradisets skål”.

Til sidst skal det om Grotrians værk siges, at den har et usædvanlig smukt udseende med illustrationer af billedkunstneren Leif Dræby. Hos denne kunstner er der, så vidt jeg kan skønne, som hos Grotrian også masser af kamp mellem lys og mørke samt en solid dosis bizar mysticisme på spil. Og denne samklang mellem digter og billedkunstner gør ikke værket mindre interessant.