Inden for de seneste 10-15 år er der udkommet en lang række erindringsbøger fra det dansk-tyske grænseland - og dertil også romaner, fra forfattere, der blot har en enkelt eller to skønlitterære udgivelser bag sig. Disse bøger har været med til at tegne et facetteret og nuanceret billede af det at vokse op i et grænseland, det tidligere hertugdøme Slesvig, med flere kultur, nationale modsætninger med også det at rumme to nationaliteter og identiteter i én krop.

Fælles for dem er, at de blot har en eller to bogudgivelser bag sig, men dog ikke blot er ubetydelige paranteser.

Journalisten og forfatteren Jakob Brodersen har med Thode (Books on Demand, 2014) skrevet en roman, der er baseret på efterladte erindringer skrevet af hans oldefar, Carl Theodor Thode, der som 19-årig blev indkaldt til den tyske hær i 1915. Under en orlov forelsker han sig i en fransk pige, og efter krigen rejser han tilbage til Frankrig for at blive genforenet med hende. Bogen giver en fin indsigt i ynglings udvikling til mand og indblik i, hvordan krigen præger ham resten af livet.

Den frankofile litterat Hans Boll-Johansen (født 1936) har et omfattende og kvalitativt stærkt forfatterskab bag sig. Hans bog Danskerpak og Tyskerpak (Gyldendal, 2015) er en form for erindringsbog, hvor der dog sjældent er en ‘jeg’-vinkel, men snarere ‘vi’-vinkel på Aabenraa i efterkrigstiden.

< Hans Boll-Johansen er selv ud af en dansk embedsmandsfamilie, der var kommet til egnen efter 1920 for at være et led i den politisk styrede fordanskning af Sønderjylland. Da den tyske skole i Aabenraa blev lukket efter 1945, kom Boll-Johansen til at gå i skole med både dansk- og tysksindede. Tidligere havde dansk og tysk levet i to parallelverdener og i de foregående år i direkte fjendskab, men i den fælles skoleklasse var de to parter tvunget til at finde ud af det sammen.

En vigtig kilde - og en direkte anledning til bogen - var et manuskript på halvandet hundrede sider, som hans hjemmetyske klassekammerat Uwe Hänel overlod til ham. Bogen indeholder fremragende øjenvidneberetninger om det tyske mindretals adfærd under besættelsen af Danmark 1940-1945 og det efterfølgende retsopgør, som hos mindretallet var med til at skabe en martyrmyte - det såkaldte ‘Faarhussyndrom’, hvor de indsatte fra efterkrigstidens Faarhuslejr førte til både tavshed og solidaritet indbyrdes. Endelig er der på sydslesvigsk side fem forfattere, der bør fremhæves: Dorothea Petersen, Kirstin Deckert, Finn Egeris Petersen, Helga Küssner og Rolf Erbst. Her er tale om både erindringer og romaner.

Dorothea Petersen skildrer i Parallelle verdener - at finde et ståsted (Mellemgaard, 2012) sine oplevelser som sydslesvigsk feriebarn i Danmark efter krigen og sit liv mellem to kulturer, dansk og tysk. Efter en opvækst i Sydslesvig er hun i dag bosat i Danmark. I romanen Havets rytter (Mellemgaard, 2014) behandler hun historisk stof om ‘Danmarks Atlantis’ - den danske handelsby Rungholt, der blev oversvømmet og totalt ødelagt under en stormflod i 1462. Man skønner, at 7600 mennesker druknede i vadehavsregionen den nat, cirka en fjerdedel fra Rungholt. Det fantastiske stof til trods er det stort set kun behandlet skønlitterært af tysksprogede forfattere, indtil Havets rytter udkom.

Sydslesvigeren Kirstin Deckert, der i dag ligeledes er bosat i Danmark, har udsendt Børnene dernedefra (Skriveforlaget, 2014) med 12 mosaikker om en hverdag i Tyskland mellem diktatur og demokrati. Kalejdoskopet (eget forlag, 2017) er en erindringsbog om hendes familiehistorie, hvor hun fremhæver det fænomen, at mennesker kan have to nationale identiteter - en bog, som forfateren selv kalder “et bidrag til den aktuelle værdidebat i Danmark2. I Vidnet (Skriveforlaget, 2014) bringer hun et udvalg af sin fars erindringer fra hans tid som tysk soldat under Første Verdenskrig.

Finn Egeris Petersens De faderløse (Mellemgaard, 2016) er en letlæst roman om to drenge i Slesvig og Tønning i tiden under nazismen og tiden efter Tysklands totale sammenbrud i 1945. Slesvig-drengen Wilhelm har en far, som nok er fysisk til stede, men gradvist bliver mærkeligt vag. Kars er lidt yngre, har en frisisk baggrund fra Helgoland og mister sin far, der er tysk soldat på østfronten under Anden Verdenskrig.

Deres historie fortælles parallelt, og i slutningen af bogen mødes deres veje.

Sydslesvigeren Helga Küssner (født 1936) har udgivet erindringsbogen Sorgens børn (Ådalen, 2016) om sin vej fra bombehelvedet i Hamborg i august 1943 til Flensborg, hvor hun og familien efter 1945 gled ind i det danske mindretal, som moren i forvejen havde været en del af.

“En ualmindelig velskrevet lille bog, hvor læseren bliver præsenteret for en meget interessant historie fra efterkrigstidens Flensborg” (Sønderjysk Månedsskrift - nr. 4 2014) er Rolf Erbsts erindringer Barakkerne. Min danske og tyske barndom i efterkrigstidens Flensborg (Mellemgaard, 2012).

I slutningen af Anden Verdenskrig oplevede Slesvig-Holsten en massiv tilstrømning af flygtninge fra Østpreussen, Pommern, Schlesien og sønderbombede storbyer længere sydpå. Derfor blev der bygget barakker til disse flygtninge, og det er disse barakker, Rolf Erbst (født 1946) beretter fra.

“Han har bogen igennem en ironisk distance til sig selv og til de oplevelser, han skildrer. Det har utvivlsomt været nødvendigt, da det er en meget barsk fortælling, der foldes ud for læseren”, skriver historikeren Mogens Rostgaard Nissen i sin anmeldelse i Sønderjysk Månedsskrift.

Fælles for alle disse udgivelser er, at forfatterne forholder sig til begreberne ‘dansk’ og ‘tysk’. De nuancerer disse to begreber i et område, hvor grænserne historisk både har været hårdt trukket op, men også flydende. I første halvdel af 1800-tallet frem til de to Slesvigske Krige definerede mange mennesker sig stadig som slesvigere og i mindre omfang som enten dansk eller tysk. De skarpe skel mellem dansk og tysk fulgte først med de nationale modsætninger fra cirka 1830erne, de to slesvigske krige, treårskrigen fra 1848 til 1850, samt den for Danmark så fatale krig i 1864 og endelig afstemningen i det tidligere hertugdømme Slesvig i 1920 - hvor slesvigere i afstemningskampen ofte blev delt på tværs af familier og for første gang i deres liv tvunget til at tage stilling for enten dansk eller tysk. Der fandtes også en stor gruppe national indifferente, medet folkeligt og måske lidt værdiladet ord kaldet for “de blakkede” - en gruppe mennesker, der ofte ikke har fået den store bevågenhed, men som var levende symboler på et grænseland med dansk og tysk vævet ind i hinanden.