Afstemningen i Sønderjylland i 1920 står i den danske bevidsthed i et nationalromantisk skær. Men der var også en fjerdedel i området mellem den nuværende grænse og 1864-grænsen ved Kongeåen, der stemte tysk. I Sønderborg, Tønder og Aabenraa var det endda over halvdelen.

Dermed fik Danmark 30.000 indbyggere, der ikke brød sig om at blive tvangsdanske. Og fra 1933 fandtes også en tikkende bombe i Danmarks baghave, da det tyske mindretal så nazismen som et middel til at få Nordslesvig “heim ins Reich”,. Der var mange sønderjyder, der heilede af glæde, da tyskerne rykkede ind i Danmark den 9. april 1940.

Fem år senere var den potte ude. Hans Boll-Johansens bog Danskerpak og tyskerpak handler om relationerne mellem danske og tyske fra 1920 i Sønderjylland og specifikt Aabenraa. Hans Boll-Johansen er dr.phil, tidligere universitetslektor og forfatter til en række bøger om fransk kultur og forholdet mellem “De danske og de franske”, men i bogen Danskerpak og tyskerpak gælder det “de danske og de tyske”, for Boll-Johansen (årgang 1936) var barn i et dansk lærerhjem i det udpræget hjemmetyske Aabenraa - og dermed født midt i en etnisk konflikt.

I Danskerpak og tyskerpak læser vi om, hvordan han og mange af hans danske og tyske skolekammerater søgte væk fra Aabenraa. Først 60 år efter begyndte de tøvende at tale om det, og i en alder af 80 år søger Boll-Johansen tilbage til det glemte drama, da drengene fra de to lejre råbte smædevers og skældsord efter hinanden. Forholdet mellem dansk og tysk har udviklet sig positivt gennem de sidste 50 år. Kan dette bruges til noget ved mødet med andre etniske grupper, for eksempel de flygtninge, der strømmer til Europa i dette øjeblik?

250.000 flygtninge
Danmark har før oplevet flygtningestrømme. I 1945 kom der 250.000 flygtninge til Danmark. Indbyggertallet i den sønderjyske købstad Aabenraa blev forøget med næsten 50 procent i løbet af et par måneder.

?- Der er en dobbelt konklusion på den historie, som jeg ikke har med i bogen, en nordslesvigsk og en sydslesvigsk.
- Hvis man ser flygtningehistorien fra Nordslesvig, endte den godt, al den stund flygtningene forsvandt næsten sporløst. Den sidste flygtning forlod Nordslesvig i oktober 1947. Og så var vi glade. Så glade var man ikke i Sydslesvig, for vores flygtninge blev alle sammen sendt herned - og var ikke populære i det danske mindretal, som jo procentvis blev et endnu mindre mindretal, jo flere ekstra tyskere der kom til, siger Hans Boll-Johansen.

- Det nummer kan vi nok ikke lave én gang til: Sende alle de nye flygtninge tilbage til Tyskland i forventning om, at tyskerne vil sige: “Wir schaffen das”. Jeg har en - muligvis naiv - forestilling om, at når det virkelig brænder på, og der for alvor er behov for politikere, der kan tænke og handle i en kritisk situation, så dukker de op fra folkedybet. Så kommer de bedste frem i første række. Vi har endnu til gode at se ledere i det format, der kan finde en europæisk løsning på flygtningekrisen, men hvis min ønsketænkning holder stik, så er de på vej. Kun politiske genier kan finde løsninger på de problemer, som for os andre almindelige mennesker ser ud til at være uløselige. Når der virkelig er brug for dem, træder de store, visionære personligheder ind i politik. Men det begynder at haste, siger Hans Boll-Johansen.

Han blev mindet om det savn ved at genlæse nogle af H.P. Hanssens skrifter. H.P. Hanssen var en sønderjysk politiker og organisator af den danske bevægelse i den periode, da Sønderjylland var tysk.

- H.P. Hanssen var sådan en mand som jeg efterlyser. Han meldte sig til det politiske i den periode, hvor det så allersværest ud for de danske i Sønderjylland. Han kom til at drive hele Sønderjylland med samme rettidige omhu, som den hvormed man driver sin slægtsgård. På det tidspunkt, da H.P. Hanssen begyndte at se sig selv som en national frelserskikkelse, i 1880’erne, så det håbløst ud for enhver tanke om grænseflytning. Omkring århundredskiftet blev det endnu værre. Så kom verdenskrigen, som Tyskland tabte, og en uge efter våbenstilstanden, den 18. november 1918, holdt H.P. Hanssen sin store tale på Folkehjem i Aabenraa, hvor han lovede sønderjyderne, at de nok skulle komme hjem til Danmark. Det øjeblik havde han forberedt sig på, siden han som ung mand viede sit liv til den sønderjyske sag, siger Hans Boll-Johansen.

Året efter den store tale på Folkehjem deltog H.P. Hanssen som medlem af den danske delegation ved fredsforhandlingerne i Paris.?Irredentisme, det juridiske ord for ønske om grænseflytning, er samtidig et synonym for ballade.

Da den danske delegation fik foretræde for den franske udenrigsminister, Stéphen Pichon, sagde denne, at han egentlig havde regnet med, at de ville kræve noget mere land ned til Ejderen, som kong Christian X også gerne så. De kunne da i det mindste tage Flensborg med. Og behøvede man virkelig alt det besvær med en afstemning, kunne man ikke springe det over?

”Lige lovlig” flinke
Stéphen Pichon fandt de danske krav meget moderate, lige lovlig moderate faktisk, men som der står i H.P. Hanssens notater: »Han forstod meget vel ønsket om at bevare Nationalstaten og blive fri for tyske Elementer i større antal inden for Rigets grænser«.  Der er to konklusioner, man kan uddrage af H.P. Hanssens dagbog fra Fredsforhandlingerne:
For det første: Danskerne kunne have fået mere ud af den fredsslutning, hvis de havde insisteret. Danskerne kunne sikkert have fået Flensborg med, selv om Flensborg på det tidspunkt havde et klart tysk flertal. Det ville have været imod ideen om folkenes selvbestemmelse, som den amerikanske præsident Wilson gik ind for, når der skulle trækkes nye grænser. Men det tog franskmændene ikke så tungt. Det vigtigste for dem var, at tyskerne kom ned med nakken. Og det kom de som bekendt. Den franske premierminister Georges Clemenceau var nådesløs.

For det andet kan man konstatere, at Danmark og Tyskland ikke “slap for” mindretal på begge sider af grænsen, og dermed for irredentisme. Ligegyldigt hvor man trak den nye grænse, ville der være mindretal tilbage på begge sider af grænsen, tysk på den danske side og dansk på den tyske. Aabenraa havde tysk flertal ved afstemningen - og kom alligevel til at høre med til Danmark. Tønder og Sønderborg ligeså.

Grænsedragningen i 1920 efterlod mindretal på begge sider af grænsen.
?Danskerne oprettede Grænseforeningen for at støtte det danske mindretal i Sydslesvig med det langsigtede perspektiv at få flyttet grænsen sydpå. Der var 60.000 medlemmer af den forening i 1930’erne.

Det tyske mindretal nord for grænsen meldte sig i stort tal ind i nazistpartiet i 1930erne i håb om at få Hitler til flytte grænsen nordpå igen til Kongeåen. Det kom der heller noget ud af, fordi Hitler - imod forventning - ikke var interesseret.

- Vi kom altså til at leve med de mindretal der nu engang var strandet på det, de selv opfattede som den forkerte side. Og nu er der så gået 70 år, siden Anden Verdenskrig sluttede. Spændingerne mellem folkegrupperne er aftaget betydeligt, men der har været en del postyr undervejs, siger Hans Boll-Johansen.

- I min bog har jeg fået nogle af mine tysksindede skolekammerater fra det tyske mindretal til at tænke med og fortælle om, hvordan de og deres familie oplevede relationen mellem dansk og tysk. Vi har jo ikke oplevet det samme, selv om vi har boet i Aabenraa samtidig. Deres fædre havde været Zeitfreiwillige, det vil sige medlemmer af det de selv kaldte “hjemmeværn”, og havde siddet to år i Faarhuslejren efter krigen, som var straffen for at have været medlem af denne paramilitære enhed.

Danskerpak og tyskerpak er en erindringsbog set fra den danske og den tyske side på én gang. Danskerne var kede af det den 9. april 1940, da Danmark blev besat. Medlemmerne af det tyske mindretal i Sønderjylland var lykkelige. Det var det, de havde drømt om siden 1920.

- Vi danske og tyske drenge gik i skole sammen efter krigen, danske og tyske børn, fordi de tyske skoler blev lukket i 1945 af danskerne. Derfor lærte vi hinanden at kende. Men vi talte aldrig med hinanden om besættelsen og retsopgøret før 60 år senere. Vi havde ikke ret meget med hinanden at gøre, hverken da vi gik i skole sammen eller i alle de mellemliggende år. Når der er konflikt, eller kold krig, lever folkegrupperne i hver sin ghetto. Jeg har aldrig besøgt mine skolekammerater fra det tyske mindretal i deres hjem, husker Hans Boll-Johansen.

Fortællingerne om de dansk-tyske relationer i Sønderjylland er afhængige af hvilken generation, der fortæller dem. Hans Boll-Johansens generation er født i 1930’erne og dermed den sidste generation, der kan huske hele Anden Verdenskrig i dens fulde længde, men forfatterens og hans venner fra dengang så krigen fra barnehøjde. De var tilskuere, ikke aktører.

- Det er klart, at konflikterne mellem dansk og tysk blev voldsomt optrappet under Anden Verdenskrig, fordi tyskerne havde besat vores land. Men jeg tror aldrig det tyske mindretal i Sønderjylland har forstået, hvorfor vi var så vrede over det, siger Boll-Johansen. Efter krigen var der to ting, der gjorde, at konfrontationen forblev uforsonlig i en årrække. Og nu var det “de andre”, der var vrede. Det ene var lukningerne af de tyske skoler i Sønderjylland, og det andet var retsopgøret efter krigen.

Skolelukninger
Det er en gammel, national kampdisciplin i Sønderjylland at lukke hinandens skoler. Når den ene folkegruppe har overtaget, lukker man den andens skoler. Danmark lukkede de tyske skoler i 1850, da de havde vundet krigen. Tyskerne lukkede de danske skoler efter 1864, da de havde vundet. Og danskerne lukkede de tyske skoler i 1945.

Da alle danske skoler var lukket i 1888, syntes danskerne, at det var et overgreb af uhyrlige dimensioner.
- Da de tyske skoler blev lukket i 1945, tog danskerne det mere roligt, må jeg indrømme. Det har jeg jo selv oplevet, og jeg har grebet mig selv i at tænke at de tyske elever da egentlig måtte være glade for at komme over i den danske. For det var vel den bedste, siger Hans Boll-Johansen.

I 1920 lukkede danskerne dog ikke de tyske skoler. Boll-Johansen kalder det en slags “grænsehandel”. Danskerne lod tyskerne beholde deres tyske skoler i forventning om, at de danske skoler i Sydslesvig fik samme vilkår, mener han.

Retsopgøret
Det andet arnested for fjendtlighed på nationalt grundlag var retsopgøret efter krigen. Vinderne overser ofte, at retsopgør er nemmere at leve med for vinderen end for taberen.

- Det er igen det med, at vi skiftes til at være vrede, og at vi har svært ved at forstå dybden i de andres vrede. De ædle vindere sagde, da taberne kom ud af fængslet: “Nu har I udstået jeres straf, så taler vi ikke mere om det. Men så regner vi også med, at I fortryder alt hvad I har gjort”. For tyskerne i Sønderjylland var det ikke helt så enkelt. De var ikke indstillet på at fortryde, og de var stadig forbitrede over, at de havde måttet tilbringe flere år i fængsel, fordi danskerne gjorde det strafbart med tilbagevirkende kraft at have været Zeitfreiwillig og frivillig på Østfronten, siger forfatteren.

Tankegangen fra dansk side var: Man kan ikke bare lade landssvigerne gå, som om intet var sket. De har fortjent at blive straffet, fordi de holdt med fjenden. Hvis ikke der er hjemmel for at straffe dem, så må man skaffe sådan en. Og så vedtog man love med tilbagevirkende kraft.

- Det er interessant i denne her forsonings-sammenhæng, fordi det er nøglen til at forstå, hvorfor der mange år efter krigen var opsparet så meget vrede på den tyske side i Sønderjylland. I resten af Danmark var det en akademisk diskussion, om man synes det var rimeligt eller urimeligt. Vi endte med at sige, at det var både rimeligt og nødvendigt, for man kunne da ikke bare lade forbrydere gå frit rundt, siger Boll-Johansen.

De medlemmer af det tyske mindretal, der blev spærret inde i Faarhuslejren, tog ikke så let på det som sejrherrerne. For dem var det eksistentiel virkelighed at være spærret inde bag pigtråd i to år. Det var ikke mennesker fra samfundets bund. Det var hele den borgerlige middelklasse, der var strandet som tysk mindretal i Danmark. Bitterheden overleveres i et vist omfang til sønnerne og døtrene. Der blev arresteret 3200 fra det tyske mindretal.

- Mine skolekammeraters fædre sad typisk halvandet til to år i Faarhuslejren. Den ene var bankdirektør, den anden var selvbevidst gårdejer på en mellemstor gård. En tredje, som også var gårdejer, sad kun i to måneder, men han var endnu mere forbitret end de to andre, husker Boll-Johansen.

De der havde været frivillige på Østfronten i Frikorps Danmark, hvis antikommunisme den danske regering jo i et vist omfang sympatiserede med, kunne heller ikke se den højere retfærdighed i, at de røg direkte i fængsel, da de kom hjem fra krigen. Det er spørgsmålet om vindernes og tabernes psykologi. De, der selv havde siddet i Faarhuslejren i typisk halvandet til to år, var forbitrede og kunne ikke se andet, end at retsopgøret var uretfærdigt. Danskerne, det vil sige vinderne, kaldte den holdning “Faarhusmentalitet”. Det var noget, taberne sad og hidsede hinanden op til at mene i Faarhuslejren, hed det i danskernes optik.

“Faarhusmentalitet” er et nedsættende ord for det, danskerne oplevede som uberettiget selvmedlidenhed. De følelser, der blev sat i bevægelse dengang, har ikke lagt sig helt endnu. De har ikke den samme voldsomme karakter som i de første år. Men det er især, fordi hovedpersonerne er døde. I den næste generation er vreden, hvis der er en, det man kan kalde en “stedfortrædende vrede”. Aktørerne er selv døde, og spørgsmålet er, hvor meget af deres vrede de har overleveret til næste generation.

- Det er sikkert sandt, det som mange har sagt til mig: “Du kunne ikke have skrevet den bog for ti år side”. Da levede nogle af fædrene nemlig stadig.

Tavsheden
Noget af det, Hans Boll-Johansen har været interesseret i at finde ud af, er, hvordan en belastet fortid overleveres ned gennem tiderne. Han betragter sig selv som en slags mentalitetshistoriker, der interesserer sig for, hvordan holdninger ændrer sig.

- Det er måske derfor, jeg er så fascineret af tavsheden. Den ville jeg ikke have interesseret mig for, hvis jeg havde været kildehistoriker. Tavsheden efterlader ikke mange kilder, og i det hele taget ikke mange spor, før den eventuelt brydes. Det er jo karakteristisk for dramatiske og chokerende begivenheder, at man ikke har lyst til at tale om dem. Tavsheden er i sagens natur ikke let at fortolke. Tavshed kan betyde, at der ikke er noget at tale om, fordi man ikke har noget at sige. Men tavshed kan også dække over noget, som man ikke har lyst til at fortælle om.

- Vi har alle hørt om sønderjyske familier, der havde sønner eller fædre med i Første Verdenskrig, hvorfra soldaterne kom hjem ligesom forstenede. De ville aldrig tale om det, fordi ord ikke kunne beskrive, hvor grufuldt det havde været. Ingen ville kunne forstå, hvad man talte om, undtagen andre der også havde været med. Denne tavshed kan man genfinde hos aktører fra Anden Verdenskrig og deres børn, siger Hans Boll-Johansen.

- Mine gamle skolekammerater havde fået lukket deres skoler, og deres fædre havde været spærret inde i Faarhuslejren i typisk halvandet til to år. Det er længe at undvære sin far. Det er skamfuldt, at ens far har siddet i fængsel, især hvis man går i skole med nogle, hvis fædre ikke har siddet i fængsel. Det havde vores skolekammerater ikke lyst til at tale om i 60 år. Især ikke med os andre, det vil sige de danske skolekammerater. Det siger noget om, hvor dramatisk de oplevede det, at de ikke ville tale om det. Det er - sådan forstår jeg det - taberens afmægtige reaktion. Men det er min fortolkning. Det har vi stadig ikke talt om. Og den version har jeg egentlig heller ikke lyst til at forelægge dem. De skal have lov til at være i fred med deres følelser i den anledning, hvad enten det er skam eller almindelig ulyst ved at dele sin intimsfære med andre.

- Den mest knugende tavshed i min gamle klasse var repræsenteret af en pige, hvis far døde på Østfronten lige før, krigen sluttede. Dengang vi gik i skole sammen, anede jeg overhovedet ikke, at han var død. Det gik først op for mig, da vi mødtes til vores 60-års studenterjubilæum i 2015. Indtil da havde hun aldrig talt om det. Formodentlig fordi hun ikke havde lyst til tale med os om det. Det må jo have været det største traume i hendes liv. I dag ville der blive sat et større antal psykologer ind med krisehjælp, hvis en af børnenes fædre pludselig døde. Dengang var der ikke andet end tavshed over hele linjen, husker Hans Boll-Johansen.

Hvordan lærer man to parter, der er fremmede for hinanden, at acceptere hinanden?

- Noget af det værste, man kan gøre, er at trække identitetskortet: At forvente, at de andre skal blive ligesom en selv. “Sådan er vi danske nu engang. Og hvis I bliver ligesom os, vil vi godt kunne lide jer. Vi forklarer, hvad dansk identitet er, så vil I indse, at sådan vil I gerne være”. Der er ikke noget i vejen med identitetsbegrebet i den forstand, at der eksisterer påviselige, kulturelle forskelle mellem forskellige etniske grupper eller forskellige nationer. Det viser sig for eksempel i den måde, man bygger sine institutioner op på. Jeg har engang skrevet en bog om fransk identitet ud fra ideer om grundlæggende forskelle mellem fransk og dansk kultur.

- Jeg har selv tilbragt fem år i Frankrig og gik og følte mig mere og mere dansk, fordi jeg oplevede, at der var nogle klare forskelle i den måde, vores samfund var bygget op på, samt på de typiske holdninger vi har til hinanden. Det gælder for eksempel respekt for autoriteterne på den franske side og tro på den enkeltes frie valg på den danske, katolicismen på den franske og protestantismen på den danske, præsidentstyre på den franske side og det parlamentariske samtaledemokrati på den danske. Det er en deskriptiv måde at bruge begrebet identitet på.

?Identitetsbegrebet bliver først problematisk, når man bruger det normativt. Når man insisterer på, at de andre skal være ligesom en selv, fordi man synes, at ens egen identitet er den rigtige på det sted, hvor man nu engang bor. Her er vi danske. Når der kommer fremmede, forventer vi at de er interesserede i at blive danske, når vi forklarer dem, hvad danske værdier går ud på, siger Boll-Johannsen.

Konklusion
Når gamle modsætninger udjævnes, opstår der nye. Nu gik det lige så godt med de dansk-tyske relationer, og så kommer der en bølge af indvandrere og migranter, som demografisk og politisk udfordrer de europæiske værdier.

- Vi så nytårsnat i Köln 2015, hvordan et andet kvindesyn kan føre til en anden måde at fejre nytår på. Det er afgørende for Europas fremtid, at det lykkes at få de modsætningsforhold der herved opstår, til at harmonisere. Udviklingen af relationerne mellem den danske og den tyske folkegruppe i Sønderjylland i løbet af de sidste 50 år giver grund til en vis, behersket optimisme. De dansk-tyske relationer har i min tid bevæget sig fra fjendskab til neutralitet og endda venskab. Men det kræver tålmodighed og omtanke og især, at tiden er med én. Eksemplerne nord for grænsen viser, at den udvikling nemt kan tage mellem et halvt og et helt århundrede, når man er startet med at råbe Danskerpak og Tyskerpak efter hinanden, siger Hans Boll-Johansen.

Om de erfaringer kan generalises til mødet mellem kulturer, der adskiller sig endnu mere fra hinanden, har vi endnu til gode at få svar på, mener forfatteren.

- Man da de nu er her, muslimerne, må vi finde en formel, der gør det muligt at leve side om side, sådan som vi lærte at gøre det i Sønderjylland - også i den periode hvor vi ikke var de bedste venner. Og man skal lade være med at spille identitetskortet i en alt for selvgod version med mindre man ligefrem trives med polemik og ballade, som nogle teologer synes at gøre.