Siden 2012 har frekvensen af bogudgivelser, der har et afsæt i det dansk-tyske grænseland, været markant større sammenlignet med de tidligere år. Det er især forfattere som Karsten Skov, Linda Lassen, Keld Conradsen, Pernille Juhl og Anna Elisabeth Jessen, der primært har markeret sig og præsteret endog meget fine salgstal.

Jeg vil i det følgende skistere de fem forfatterskaber.

Det hænder ofte, at virkeligheden overgår fantasien. Jens Frederik Heise fra landsbyen Vibøge på Sydals var en af de cirka 30.000 sønderjyske soldater, der deltog i Første Verdenskrig på tysk side. Han gjorde tjeneste i Rusland og senere på vestfronten. Jens Frederik Heise blev alvorligt såret to gange. Den første gang blev han ramt af i lungen af et projektil, og den anden gang blev han såret i venstre hånd.

Den 3. september 1917 valgte han at desertere - med alle de store risici, der var forbundet med dette: Tugthus og dårlig mad i en militær straffelejr og familien hjemme i Sønderjylland, der risikerede at blive sat fra hus og hjem af de preussiske myndigheder. Han stak af fra lazarettet i Flensborg, gik hele vejen tilbage til Als og gemte sig i halvandet år på et høloft ved Skovby på Sydals.

Jens Frederik Heise blev aldrig opdaget og kom først ud af sit skjul, da Tyskland havde tabt krigen. Ikke engang hans forældre vidste på det tidspunkt, at han var levende - og fik sig et chok, da de i 1918 kom levende ind i stuen. De havde frygtet, at han var faldet. Jens Frederik Heise døde i 1968 og talte sjældent om, at han var deserteret. Stolt af det var han ikke. Han ville blot redde sig selv - men mange desertører havde samtidig en dårlig samvittighed over at have svigtet deres soldaterkammerater.

Men hans kone åbnede op og fortalte historien til de nærmeste - blandt andet Kathrine Johannsen, der i 1997 af en lokalhistoriker blev opfordret til at skrive historien ned.

Samme år hørte Karsten Skov (født 1962 i Sønderborg) for første gang den autentiske beretning fra Kathrine Johannsens svigersøn. Der skulle gå 16 år, før Karsten Skov på forlaget Mellemgaard udsendte en roman baseret på de virkelige hændelser. Mellemgaard er kendt som et forlag, hvor håbefulde forfattere selv finansierer deres bøger. Karsten Skov satte barren for lavt. I dag havde han kunnet sælge manuskriptet til et forlag af en helt anden karakter.

Hans roman Knacker fik fine anmeldelser i Weekendavisen (15. marts 2013) og Kristeligt Dagblad (2. marts 2013). I 2014 solgte han en option til Fridthjof Film, der den 11. november 2018 havde premiere på filmatiseringen I Krig & Kærlighed - på 100-års dagen for våbenhvilen i 1918. Filmen var en dansk-tysk-tjekkisk co-production, der blev vist i danske biografer, den tyske regionale public service-kanal NDR og andre tv-stationer.

Filmen gav romanen et boost. Romanen er nu udkommet i tredje oplag.

I Knacker fortæller Karsten Skov bevidst om Første Verdenskrig set fra en dansksindet soldats synsvinkel.

“Det vigtige for mig var at vise, at de dansksindede soldater var ved fronten mod deres vilje, men at der var gode grunde til, at de i sidste ende drog til fronten. Jeg har også villet vise, at mændene ved fronten i første omgang var indbyrdes kammerater på tværs af det dansk-tyske skel - og først bagefter enten dansk- eller tysksindede”, siger Karsten Skov, da jeg i januar 2020 interviewede ham om hans bevæggrund til at udsende bogen.

Karsten Skov stammer fra Augustenborg på Als og havde selv en oldefar, der deltog i krigen. Men hans oldefar fortalte aldrig om sine oplevelser under krigen.

Han mener, at jubilæumsårene for Første Verdenskrig og genforeningen i 1920 spiller en vigtig rolle for, at der i disse år udgives ekstra mange romaner om grænselandstemaer. Men det er ifølge Karsten Skov ikke den eneste faktor: “I resten af Danmark er tyskernes ageren fra 1940 til 1945 velkendt. Mange har troet, at det var det samme under Første Verdenskrig. Men den særlige historie har nok overrasket mange, og så har forlagene set en mulighed for et nyt marked«, siger Karsten Skov. I sin anden roman, Enkeland (Hovedland, 2018), nuancerer Karsten Skov forholdet mellem dansk og tysk i den periode, som i Sønderjylland er kendt som »preussertiden«. Romanen foregår på hjemmefronten i Sønderjylland under Første Verdenskrig, hos de efterladte kvinder.
Enkeland indeholder temaer om ‘uægte børn’, som man førhen kaldte børn født uden for ægteskab, og om børn, der blev tvangsfjernet fra dansksindede familier for at blive overgivet til ‘gode tyske familier’ - ja det at fattige, dansksindede fik frataget opdrageretten over deres børn bliver i bogen til et sindbillede på Tyskland, der ikke blot røver Danmarks land, men også Danmarks børn.

Læserne møder dog også en tysksindet, der noget overraskende går ind i en kamp for dansksindede - her betyder konkrete menneskelige hensyn og blodsbånd alligevel mere end det abstrakte nationale. Vi følger endvidere en krigsinvalid, der vender tilbage til krigsskuepladsen i Nordfrankrig for at hente en dræbt sønderjyde hjem til en sorgramt kvinde.

Bogen fik en pæn modtagelse i dagbladene, blandt andet Kristeligt Dagblad (12. maj 2018) og JydskeVestkysten (21. april 2018) og er i 2020 udkommet i tredje oplag. Men anmeldelserne i diverse historiske tidsskrifter viser blandt andet, at fiktion og historieskrivning er to forskellige verdener. Skønlitterære forfattere og historikere taler sjældent hinandens sprog, og det med god grund: Mens historien bevæger sig ad en jævn linje, ofte ikke særlig spektakulært, er en stigende spændingskurve med flere overraskende sidehistorier nærmest et must i fiktionen - for at holde læserens interesse.

På portalen historie-online.dk, der redigeres af Dansk Historisk Fællesråd, blev bogen anmeldt (18. september 2018) af Bjarne Søndergaard Bendtsen, der dog er cand.mag. i nordisk sprog og litteratur - og altså ikke historiker. Men han hæfter sig ved ‘historiske brølere’, som han mener, Karsten Skov begår i romanen. ‘Er man til det sentimentale og melodramatiske, så læs løs’, skriver Søndergaard Bendtsen videre.

Bjarne Søndergaard Bendtsens anmeldelse adskiller sig markant fra den lektørudtalelse, som Enkeland har fået på bibliotek.dk: “En meget velskrevet og fængslende historie, der tillige er let at læse. Vi får et interessant blik ind i en dramatisk tid for de dansksindede i Sønderjylland, der gav store ofre i 1. Verdenskrig”, skriver lektøren Poul Flou Pedersen.

Disse to anmeldelser illustrerer dog, at modtagelsen af grænselandslitteraturen - både i dette konkrete tilfælde, men også generelt - har været meget forskellig alt efter, hvilke kredse man befinder sig i. Jeg har journalistisk dækket flere af Karsten Skovs oplæsningsarrangementer på folkebiblioteker i grænselandet, og her har reaktionerne fra læserne/tilhørerne gennemgående været: “Du skriver, så vi kan forstå det” og “Vi kan genkende os selv og Sønderjylland” i dine bøger. Det er udsagn fra mennesker, der almindeligvis ikke udtrykker sig på skrift.

Karsten Skovs tredje roman Under samme måne (Hovedland, 2020) er udkommet efter redaktionens slutning. Det er en roman, der er inspireret af autentiske begivenheder. Bogen handler om en af den cirka kvarte million østtyske flygtninge, der i Anden Verdenskrigs sidste måneder kom til Danmark. 18-årige Erika flygtede fra Königsberg (det nuværende Kaliningrad i Rusland) i Østpreussen. I Sønderjylland fandt en del af disse flygtninge deres midlertidige eksil hos det tyske mindretal.

Her berører Karsten Skov et tema, som Keld Conradsen (ligeledes født 1963 i Sønderborg) tog op i sin debutroman Stemte S’er (Modtryk, 2009).

Keld Conradsens far er dansk, hans mor tysk. Moren kom til Danmark som flygtning fra Østpreussen og overlevede krigen - som den eneste i familien. Under flugten fra den hastigt fremadrykkende sovjetiske hær i den iskolde vinter 1945 nåede familien til Gotenhafen (det nuværende Gdingen i Polen), men hun blev skilt fra sine forældre, da hun ikke nåede med om bord på skibet Wilhelm Gustloff. Det reddede hendes liv - og kostede hende forældrene.

Wilhelm Gustloff blev torpederet af en sovjetisk ubåd og gik ned med over 9000 mennesker om bord i historiens største skibskatastrofe.

Det var - igen - et tabu i familien. Moren nægtede at tale om de uhyggelige minder. Men i bogen skildrer han dog en mor, der tynges af skyldfølelse. I 1990erne opsøger moren i bogen alligevel de lokaliteter i Østpreussen og Pommern - nu Polen - som hun huskede fra flugten, hvor børn frøs ihjel, kvinder blev voldtaget på stribe, og civile skudt uden pardon.

En anden af Keld Conradsens indtil videre fire romaner, Familien Bruchfontaine (Modtryk, 2014), udspiller sig pudsigt nok i samme miljø, som Karsten Skovs Enkeland: I teglværksmiljøet på nordsiden af Flensborg Fjord. Det er en slægtsfortælling om en tysk indvandrer, der i 1920erne slår sig ned i Sønderjylland og gifter sig med datteren af en teglværksejer. Tre generationer arbejder sig op til samfundets top. Men det er ikke uden omkostninger. Den, der kommer i vejen for familiens ambitioner, slår sig - og familiens egne medlemmer har også bare at rette ind. Det er naturligvis ikke alle, der accepterer at bøje sig, og de bliver udstødt. En af dem er datteren Fanny, der under Anden Verdenskrig forelsker sig i en tysk soldat og flytter med ham til Tyskland.

Bag pligtmoralen gemmer sig skeletter.

Pernille Juhls autentiske stof
En tredje forfatter, Pernille Juhl, er ligeledes født i Sønderborg, samme år som de to foregående, men flyttede som lille med familien til Fyn. Litterært er hun dog stærkt præget af Sønderjylland. Hun debuterede i 2013 og har i tidsrummet frem til 2020 udsendt syv romaner.

Pernille Juhl udsender alle sine bøger på eget forlag. Hun skriver og redigerer selv, ligesom hun står for opgaver som salg og markedsføring. Det er lykkedes hende at skabe og fastholde en stor læserskare, ikke mindst i grænselandet, hvor mange læsere har førstehåndskendskab til de autentiske personer, som hun typisk bygger sine romaner op omkring. Af alle de nævnte forfattere, der har udgivet romaner med grænselandstemaer i perioden efter 2012, ligger Pernille Juhl som nummer tre på listen over bibliotekspenge kun overgået af Erling Jepsen og Linda Lassen (kilde: bibliotekspenge.dk).

Lige siden sin barndom har Pernille Juhl vidst, at hendes farfar deltog i Første Verdenskrig på tysk side. Hun havde blot ikke interesseret sig for det, før hun i 2010 kastede sig over de udførlige dagbøger, farfaren havde ført ved fronten, fortalte hun til Flensborg Avis i januar 2014 - kort tid efter, at hendes debutroman Vent på mig Marie, var udkommet.

Dagbøgerne er romanens skelet. Læseren følger danskeren Anders Andersen i kampene på både vestfronten og østfronten, og det er frem for alt dagligdagen, der skildres: De udmarvende marcher, ventetiden, transporterne med jernbanen, livet på slagmarken og i skyttegravene. Hjemme i Sønderjylland venter hans kæreste, Marie, på ham, og da han i november 1918 vender tilbage fra krigen, er Marie dødssyg af spansk syge. Men hun overlever mirakuløst, da hans stemme vækker de sidste livskræfter i hende. Det udviklede sig til en trilogi med andet bind, Efter mørke i 2014, og tredje bind, Når solen står højest i 2015. Og senere med endnu et skud på stammen, Det Usagte (2016)

Med den dokumentariske roman Frihed og ære (2016) gravede Pernille Juhl en grænselandshistorie op, som aldrig tidligere var blevet fortalt.

Romanen handler om den unge mand Christian Fries fra Kollund ved Flensborg Fjord. Han blev på opfordring sat til at opbygge en ny dansk efterretningsenhed, og en af hans store bedrifter var videregivelsen af oplysninger om nazisternes V2-raketplaner. I maj 1944 blev han arresteret af tyskerne, og via Vestre Fængsel gik det til koncentrationslejren Neuengamme ved Hamborg og herfra videre til udelejren Schwesing ved Husum, hvor han den 18. november 1944 bukkede under for sult, sygdom og overanstrengelse.

Romanen er baseret på efterladte breve og dokumenter, som Pernille Juhl fik videregivet af en af hendes læsere, som ville have hende til at skrive netop denne roman. Blandt meget andet får Pernille Juhl fortalt en historie, som vel de færreste danskere kendte til: Nemlig at der blot 40 kilometer syd for den dansk-tyske grænse, ved landsbyen Svesing, fandtes en koncentrationslejr, hvor der blandt de 2500 fanger blev interneret adskillige danske fanger. Flere af danskerne kom aldrig hjem.

Med Frihed og ære sporede hun sig også mere ind på noget, som hun siden har gjort til sit varemærke: En fortælling, der hviler på historiske fakta. Som hun selv skrev i sin pressemeddelelse til en senere roman: “Jeg har skrevet en letlæselig roman for helt almindelige mennesker, som ikke orker at læse en masse faglitteratur. Jeg har tygget mig igennem adskillige bøger for dem”. Der ramte hun nok en sandhed.

Hendes romaner er dog også blevet kritiseret for at være lidt lange (lektørudtalelse om Frihed og ære af Sanne Mendel), og da hendes 412 sider tykke biografi Marens vilje blev valgt som “Månedens bog” på Flensborg Avis-TV (www.fla.de, juni 2018) blev det fremhævet, at hendes bøger ville have godt at få hæftet en ekstern redaktør på for at få strammet formen op.

Maren Sørensen siger de færreste danskere noget - selv om hun i 1940 blev den første kvindelige præst i Danmark og en af de første kvinder, der modtog ridderkorset for sit omfattende sociale arbejde. I både Syd- og Nordslesvig er Maren Sørensen derimod en kendt personlighed, især som plejemor og forstanderinde på Børnenes Helsehjem ved Haderslev og som ildsjæl i det danske mindretalsarbejde på egnen omkring den sydslesvigske landsby Valsbøl. Bogen er et eksempel på, at Pernille Juhl rammer meget lokalt og når en særlig læserskare i et afgrænset geografisk område, samtidig med at bogen også har en mere almen og generel appel på landsplan i Danmark.

I 100-året for genforenigen udsendte Pernille Juhl i 2020 den biografiske roman Genforeningen om den sønderjyske politiker H.P. Hanssen (1862-1936).

“Det er til dato en af de bedste romaner, Pernille Juhl har udgivet - hvis ikke den bedste. Forfatteren tegner et levende og troværdigt portræt af den dansksindede sønderjyde, som man nogle gange skulle tro brændte sit lys i begge ender”, hed det blandt andet i Flensborg Avis’ anmeldelse. Avisen kvitterede med fem ud af seks stjerner.

Linda Lassen - koder der skal knækkes
Linda Lassens forfatterskab står centralt i den nyere bølge af grænselandslitteratur. Hun er født i 1948 og stammer fra Fyn. Efter nogle år i Grønland flyttede hun i 2009 til Sønderjylland med sin mand. Hun havde ingen anden relation til egnen end, at hendes farfar stammede fra Als og på et tidspunkt var flyttet til Fyn. Det vigtigste motiv til at flytte til Sønderjylland var dog, at hun og ægtefællen gerne ville tilbage til Jylland. Linda Lassen erfarede, at det at flytte til Sønderjylland var noget helt andet end at flytte til andre egne af Danmark.

“Jeg har flyttet en del i mit liv, så jeg havde noget at sammenligne med. I Slagelse kan man godt bo uden at kende byens historie, det samme i Nyborg, Odense og så videre. Sådan er det ikke i Sønderjylland. Her er koder, som det er en fordel at kende”, siger hun i et interview, som jeg lavede med hende specielt med henblik på denne artikel.

Da hun havde boet i Gråsten et par uger, fik hun og ægtefællen besøg af en nabo, der kom med en flaske vin og ville hilse på. Naboen blev budt indenfor, og da han trådte ind, pegede han på en nyindkøbt dørmåtte, som Linda Lassen havde købt syd for grænsen. På måttet stod “moin” - den hilsen, som man nu engang bruger i Sønderjylland.

“Nå, I er hjemmetyskere”, udbrød naboen ifølge Lassen - der lidt forskrækket spurgte, hvad han dog mente med det?

“Jo, ‘mojnø er jo den tyske stavemåde for ‘mojn’ “, forklarede han.

Noget andet, der ifølge Linda Lassen fylder meget, er familiehistorierne. Man kan ikke tale med en sønderjyde uden, at der i deres familie har været en mand, der faldt i ‘den store krig’, deserterede, gemte sig eller kom hjem som invalid”, fortæller hun.

“Eller man har haft en bedstefar, der var ‘på en forkerte side’ under Anden Verdenskrig eller havde siddet i Faarhuslejren eller på Sønderborg Slot efter krigen - indespærret som landsforræder. Der var heltehistorier, man gerne fortalte om, og der var alt det, man tav om. Derfor var noget så uskyldigt som en dørmåtte ikke helt så uskyldigt alligevel, og jeg blev nysgerrig efter at knække koderne”, fortæller Linda Lassen om sin tid som tilflytter.

Efter at have udsendt en række børnebøger og voksenromaner (blandt andet Håbets år (Hovedland, 2011) om Gertrud Rask og Hans Egede, der rejste til Grønland som missionærer) blev hun af forlæggeren Steen Piper fra Hovedland spurgt, om hun havde mod på at skrive endnu en historisk roman, der havde referencer til Sønderjylland.

“Det tør jeg ikke”, var hendes første reaktion (interview i Jyllands-Posten, 22. september 2014). Den sønderjyske historie var for kompliceret, mente hun.

I 2014 udsendte hun alligevel den delvist dokumentariske roman Men sko må jeg ha’ (Hovedland) om den sønderjyske vandrerlærerinde Henriette Gubi.

Vandrelærer-begrebet kendes i danmarkshistorien primært fra Nord- og Sydslesvig. Vandrelærerne drog rundt til de enkelte hjem for at undervise i dansk sprog og kultur, efter at tysk var blevet indført som undervisningssprog på skolerne i Slesvig.

Hjemmeundervisningen kom under stærkt pres fra de preussiske myndigheder. Efter 1920 fortsatte denne praksis i mange årtier frem i det danske mindretal i Sydslesvig.

Linda Lassen skildrer Henriette Gubis omflakkende liv. Hun var henvist til at bo på de gårde, hvor hun underviste - i øvrigt på opfordring af H.P. Hanssen i hvis dagbøger, Linda Lassen stødte på Henriette Gubis navn. Og det lykkedes aldrig Henritte Gubi at finde en mand. Parallelt får læseren en historie om en ung mand fra Sundeved, der for at undgå preussisk militærtjeneste levede illegalt på forældrenes gård og fik børn med forældrenes tjenestepige. Han oplevede sit liv som et fangenskab, som han forsøgte at slippe fri fra. Manden på Sundeved fulgte Henriette Gubis liv og virke på afstand, men de mødtes kun én gang, kort før Henriette Gubis død. Da stod det klart, at deres musiske evner og interesse for litteratur kunne have givet dem et godt liv sammen.

Romanen fik en sjældent fin modtagelse i Sønderjysk Månedsskrift, der udgives af Historisk Samfund for Sønderjylland: “For mit eget vedkommende husker jeg historiske begivenheder særlig godt, når disse kædes sammen med personlige beretninger”, skrev Britta Bargfeldt i månedsskrift nr. 4 2015.

I Tysklandsarbejderen - Frederiks valg (Hovedland, 2019) tager Linda Lassen fat på et tema, som kun i begrænset omfang har været genstand for historisk forskning.

I foråret 1940 indgik den danske regering - med de danske fagforeningers velsignelse - en aftale med regimet i Berlin om, at arbejdsløse danske mænd kunne tage arbejde i Tyskland. Op med 100.000 danske mænd arbejdede for den tyske regering fra 1940 til 1944, vurderer historikeren Ole Brandenborg Jensen i en ph.d.-afhandling om besættelsestidens økonomiske og erhvervsmæssige forhold. Nogle gjorde det frivilligt. Andre stod i en vanskelig situation, hvor man med rette kan spørge, om de reelt havde noget valg. En ting var, at arbejdsløsheden var stor. En anden ting var, at mange kunne miste retten til understøttelse, hvis ikke de sagde ja. Uden understøttelse ville en familie dengang kunne blive sat på gaden og risikere at leve som husvilde, tiggere eller af kriminalitet.

Efter 1945 blev disse ‘tysklandsarbejdere’ frikendt af det officielle Danmark - men sjældent af det uofficielle Danmark, naboer, kolleger, familie etc. Mange var nødt til at flytte til en anden by og begynde en ny tilværelse.

Linda Lassen fandt ud af, at hendes egen farfar havde været tysklandsarbejder, og ad eksterne kanaler også, at hendes farfars del af familien havde været tysksindet. Det var der aldrig nogen, der havde fortalt hende.

I Linda Lassens indtil videre tredje roman med stof fra grænselandet, Jens og Marie - En genforeningsroman (Hovedland, 2019) handler det om Jens Jessen, der var chefredaktør på Flensborg Avis fra 1882 til sin død i 1906, og ikke mindst hans hustru, Marie (født Fibiger).

Bogen udkom op til 100-året for markeringen af grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland - ‘genforeningen’, som den historiske begivenhed kaldes, når synsvinklen er kongerigsk-dansk og sønderjysk-dansk. Det danske mindretal i Sydslesvig havde af gode grunde ikke så meget at fejre efter afstemningen i 1920, og ordet »genforening« har derfor historisk ikke haft den samme klang syd for grænsen som nord for. Derfor er det også tankevækkende, ja lidt pudsigt, at bogen har fået undertitlen en genforeningsroman.

I romanen skildrer Linda Lassen ikke blot Jens og Marie Jessens fælles kamp for (også) at få Flensborg og Mellemslesvig tilbage til Danmark efter, at Slesvig sammen med Holsten efter krigen i 1864 blev udskilt fra den danske krone og i 1867 blev indlemmet i Preussen.

Bogen beskriver også Jens og Marie Jessens privatliv, herunder deres kærlighedsliv, og beskrivelserne er baseret på en omfattende research. Kilderne er blandt andet dagbøger og breve, som findes i rigt mål i den periode, romanen finder sted.

Her handler det om de dansksindede i den sydlige del af grænselandet, om dem, der ikke havde datidens ‘politisk korrekte’ meninger om at trække grænse der, hvor den endte med at gå, men ville have en grænse længere sydpå.

“Skønlitteraturen giver noget, som faglitteraturen som regel ikke gør. Et svar på, hvorfor jeg ikke overlader til faghistorikerne at skrive om de historiske temaer fra grænselandet, er, at man efter min mening via fiktionen udvikler forståelsen for det enkelte menneske i en bestemt tid. Jeg tror faktisk, der er større mulighed for at øge refleksionerne om for eksempel krigens (u)nødvendighed, hvis man har ladet sig følelsesmæssigt involvere”, siger Linda Lassen i et interview med denne artikels forfatter.

Hendes valg at fokusere på lokalt og regionalt stof hænger sammen med, at ord som ‘nationalstat’ og ‘nationalistisk’ var begyndt at dukke op i medier, i fiktion og i den offentlige debat, siger hun.

“Måske startede det med tvillingetårnenes fald i 2001. Den ydre fjende, som vestligt orienterede demokratier pludselig så sig truet af, fik folk til at rykke sammen om det, de kendte og var trygge ved, og dermed steg måske også behovet for at kende det, der var ‘vores’; det der adskilte sig fra ‘de andres’, de ukendtes. Hvis ikke man kendte sin egen historie, kunne man ikke så godt argumentere mod at de ‘fremmedes’ kultur og historie var en trussel eller for, hvad det var, vi ville beskytte. Endvidere var der jo nogle historiske markeringer. 1864, Første Verdenskrig og markeringen af 100-året for genforeningen”, siger Linda Lassen.

Anna Elisabeth Jessen - en slægtsgård ved Haderslev
“En usædvanlig flot debut”, kaldte Jyllands-Posten (17. februar 2019). Lars Handesten indrømmede i Kristeligt Dagblad (31. januar 2019) at han så på “annonceringen af endnu en familiekrønike med en vis skepsis”, men måtte lægge sig fladt ned for Anna Elisabeth Jessen, da hun udsendte den sønderjyske slægtshistorie Om hundrede år: “.. fortalt i et enkelt, men overbevisende sprog. Tonen holder romanen ud. Og fortælleren skifter ubesværet synsvinkel mellem de forskellige familiemedlemmer, som også skildres, så karaktererne slår klart …. fint gjort af en debutant”, skrev Lars Handesten.

Radio- og tv-dokumentaristen Anna Elisabeth Jessen fandt på slægtsgården syd for Haderslev en stak breve og dokumenter, der tydeligvis var gemt væk, men dog ikke destrueret. En oplevelse mange efterkrigsgenerationer i Sønderjylland har haft efter, at deres forældre eller bedsteforældre er gået bort. Det var dette materiale, der inspirerede hende til romanen.

Anna Elisabeth Jessens roman fik ikke blot en overdådig kritik, men bliver i skrivende stund revet væk og udsendt i nye oplag. Vi følger en familie fra det år, hvor Første Verdenskrig brød ud - 1914 - frem til 2014, og det gør vi i små, korte afsnit, der sjældent er længere end fire bogsider. Hvert afsnit har et årstal som overskrift. Forfatteren er med andre ord nødt til - ligesom den familie, hun beskriver - at lade meget stå usagt. Dette er netop noget af det fine ved bogen sammen med en række meget præcise miljøbeskrivelser, overraskende handlinger og en passende mængde humor.

I 1914 må den dansksindede sønderjyde Hans drage af sted for at kæmpe i tysk uniform. Han kommer aldrig tilbage for at kunne overtage forældrenes gård. Svogeren Marius og søsteren Helene får i stedet for ansvaret for gården. Her bor også deres døve far, der også har været med i krigen, søskende og senere fem børn.

Landbrugssamfundet og det nære findes endnu. Skal man til den nærmeste købstad, er det ekstraordinært. Alligevel er der tråde til den store verden, og landsbyen i Sønderjylland bliver på et senere tidspunkt en del af den globale landsby.

Landbrugskrisen i 1930erne synes ikke at påvirke gården voldsomt, men både spændingerne og den daglige sameksistens mellem dansk og tysk i grænselandet ligger latent og kommer med mellemrum til udbrud.

Knap nok er Første Verdenskrig slut, og Sønderjylland blevet en del af det danske kongerige, før det trækker op igen, og dele af familien er lidt for fascineret af blændværket i syd. Skal man tage ham der Adolf Hitler alvorligt?

Mens det uudtalte driver bogen frem, forkludrer det nogle gange menneskenes liv temmelig unødvendigt.

Forfatteren bruger typisk mange ord på at berette om den almindelige og genkendelige dagligdag og slutter derefter afsnittene af med et chokerende, og oftest tankevækkende billeder og hændelser.

Anne Elisabeth Jessen er i modsætning til de tidligere nævnte forfattere en forfatter med en base i mediernes København. un fik også sin bog udgivet på Gyldendal, enhver forfatters drøm, og nåede med Om hundrede år ud til en læserskare, der almindeligvis ikke har beskæftiget sig med det dansk-tyske grænseland.