Forfatteren Iben Mondrup er vokset op med raceopdeling. Ikke i Sydafrika eller USA, men i det danske kongerige.

Et foto fra hendes første skoledag i Grønland viser hende stående med grønlandske børn uden for skolen, før de skal ind. Indfødte grønlændere står blandet med børn fra danske tilflytterfamilier. På billedet ser det ud som om, at børnene er én stor fælles flok. Få minutter efter, at det fælles gruppebillede blev taget, sad Iben Mondrup i et andet klasselokale end sine grønlandske skolekammerater.

- På min første skoledag gik det for alvor op for mig, at jeg var anderledes. De danske børn blev skilt ad fra de grønlandske børn. Tankegangen har været, at “de danske børn da ikke skal sidde sammen med de der tunge grønlandske børn”. Der blev praktiseret raceopdeling. Meningen var jo, at vi danske børn få år senere skulle tilbage til Danmark, og derfor blev vi undervist i separate klasseværelser, siger Iben Mondrup.

Iben Mondrup boede i Grønland fra hun var tre år - det var i 1972 - til hun som 18-årig flyttede til Danmark. Hendes forældre flyttede til Grønland som danskere, der skulle arbejde i landet. Det var i 1970erne, i moderniseringstiden, da målet var at udvikle Grønland fra en - i forhold til det moderne Europa - tilbagestående koloni til et moderne land. Moren var børnehavepædagog, faren var lærer.

- Det var normalen, at danskerne blev udsendt i en periode på to eller fem år, og bagefter var det meningen, at de skulle tilbage. Min familie blev dog i Grønland i mange år. Min far døde i Nuuk, og min mor kom først tilbage til Danmark for to år siden, fortæller Iben Mondrup.

Hun er oprindeligt billedkunstner med en uddannelse fra kunstakademiet i København. I 2014 fik hun sit gennembrud som skønlitterær forfatter med romanen Godhavn. Bogen er et sansemættet og indlevende portræt af en dansk udflytterfamilie. Stedet i romanen er Godhavn, en grønlandsk by på sydkysten af øen Disko. Historien fortælles på skift gennem familiens tre børn over en periode på et år. Romanen fik flotte anmeldelser, og den er så sanselig og realitetsnær, at nogle læsere har oplevet den som frastødende. Hvilket i Iben Mondrups optik også kan være en kompliment.

Besværligt emne
I romanen Tabita, der udkom sidste år, vender Iben Mondrup tilbage til Grønland med en ubarmhjertig adoptionshistorie. Også i denne bog får læserne et “rigtigt besværligt emne” beskrevet fra fire forskellige synsvinkler.

- Før Grønlands selvstændighed i 1979 foregik adoptionerne i Grønland på et meget lemfældigt grundlag. En tilstedeværende overlæge eller dansk embedsmænd kunne på stedet afgøre, hvor et barn skulle adopteres hen. Derfor var det vanskeligt at hitte rede i, hvor børnene blev af, og senere kunne man ikke spore sig tilbage til deres ophav. Baggrunden var også meget elastiske familieforhold i Grønland. Hvis ikke ens søster kunne få børn, jamen så kunne man jo som kvinde føde dem for hende. Det var helt almindeligt, fortæller Iben Mondrup.

Tabita handler om at at evne at elske et barn, der ikke er ens egen kød og blod. Det er også en fortælling om Grønland og dansk kolonimentalitet, om kultursammenstød og kløfter mellem kønnene.

Rimelig hærværk
Grønlænderne er igennem århundreder blevet beskrevet udefra, gennemfotograferet ikke blot med billeder, men også i overført betydning - af europæere, der rejste til landet.

- Når vi har set hærværk mod statuerne af missionæren Hans Egede i Nuuk og København og inuitterne klager over navnet Eskimo Is, så handler det i virkeligheden om det helt rimelige i, at grønlænderne gerne vil fortælle deres egen historie. Det handler også om danskernes tilstedeværelse i Grønland. Der er et større billede, jeg gerne vil tegne med mine bøger, siger Iben Mondrup.

Hvordan har grønlænderne reageret på Iben Mondrups romaner? Hun fortæller, at hun har fået “mange positive reaktioner” fra grønlandske læsere.

Forfejlet politik
- Utallige læsere har fortalte mig, at de følte, at det var netop deres historie, der bliver fortalt i Tabita. Mit sprog er blevet til, da jeg som barn hoppede rundt i fjeldene. Sproget bliver til det sted, man vokser op.

- Da jeg kom til København som 18-årig, var jeg meget vred på Danmark. Dengang skulle jeg bruge noget tid på at komme af med vreden. I Nuuk havde jeg nemlig taget meget afstand fra Danmark. Jeg ville ikke være en del af den danske kolonimagt, for hvor fedt var det lige at blive identificeret med de danske kolonisatorer? Jeg syntes også - som nu - at det var en helt forfejlet politik at skille os danske børn fra de grønlandske børn. Blå bog
Født: 26. september 1969 i København.
Uddannelse: Kandidatgrad som billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2003.
Debut: Ved slusen. Milik, 2009.

Litteraturpriser: DR Romanprisen, 2015. Blixenprisen, 2017.
Seneste udgivelse: Tabita. Politikens Forlag, 2020. Roman.
Inspiration: Performancekunstner Jessie Kleemann.