Sammenlignet med Anden Verdenskrig fylder Første Verdenskrig forsvindende lidt i den europæiske skønlitteratur - og stort set ingenting i dansk litteraturhistorie. Det sidste kan forklares med, at verdenskrigen begrænsede sig til Sønderjylland, der på det tidspunkt var under tysk herredømme. Her gemmer sig dog masser af stof, der egner sig til skønlitterære fortællinger - også stof, der rækker langt ud over det en snæver hjemstavnslitteratur.

Man skønner, at omkring 30.000 dansksindede nordslesvigere - eller sønderjyder for at bruge en mere nutidig betegnelse - som tyske statsborgere var underlagt det tyske kejserriges værnepligt og måtte gå i krig for en sag, der ikke var deres. Dette tal skal sættes i forhold til Sønderjyllands daværende befolkningstal på cirka 160.000.

Det er vanskeligt præcis at fastslå, hvor mange der opfattede sig selv som dansksindede. Især i den sydlige del af det nuværende Sønderjylland fandtes en gruppe, man lidt negativt ladet har kaldt “de blakkede”, det vil sige sønderjyder, der var nationalt indifferente.

Der hersker derfor også uenighed om, hvor mange dansksindede soldater, der faldt i tysk tjeneste fra 1914 til 1918. Rigsarkivet vurderede på udstillingen Danskere i den store krig, at over 5000 danskere faldt i tysk tjeneste (Bent Blüdnikow, Berlingske, 1. august 2014). Andre steder hersker der usikkerhed om definitionen - for eksempel i Kristeligt Dagblad (20. februar 2014): “30.000 unge dansksindede mænd drog i krig, og heraf kom 6000 aldrig tilbage.”

Sønderjyden Karsten Skov har skrevet romanen Knacker om en sønderjysk soldat og hans familie under Første Verdenskrig. Ifølge forfatteren hviler det litterære stof til dels på begivenheder, der i virkeligheden har fundet sted.

Hovedpersonen er den dansksindede soldat Esben Mikkelsen, der er en bonde fra små kår på Sydals. Han deltager i et reserveregiment i de bestialske slag på vestfronten i Nordfrankrig, hvor han får kælenavnet “Knacker” af sin Feldwebel (omtrent: oversergent) - et engelsk ord for “krejler” og i bogen et synonym for danskere der tjente godt på krigen. Forfatteren staver ikke navnet konsekvent. En lidt irriterende lapsus, der desværre ikke er blevet fanget i korrekturen.

Læseren får i den første femtedel af bogen et koncentrat af det helvede, som soldaterne oplevede på vestfronten. Maskingeværsalver, afskudte lemmer, en lugt af råddenskab, skyttegrave og mudder. Dette var en del af krigen på fronten, men ikke det fuldstændige billede.

I krydsklip med landlivet på Als har det dog en stærk litterær virkning. Hjemme på orlov generes Esben Mikkelsen af den usympatiske gendarm Holz, som nærmest bliver en symbolsk figur på den i Sønderjylland udbredte opfattelse af en nidkær preussisk embedsmand. Holz har selv via de rette forbindelser undgået krigstjeneste, men er til gengæld særdeles grundig i sin jagt efter dansksindede, der begår faneflugt.

Desertering fandt for alvor fandt sted fra omkring 1916 efter de ørkesløse og opslidende slag ved Somme og Verdun. I de to første krigsår vejede pligtfølelsen hos både danske og tyske nordslesvigere tungest, og på det tidspunkt var der i offentligheden en forventning om, at krigen inden længe ville slutte med en fredaftale.

Deserterede man, risikerede man at tabe retten til sin sin ejendom i hjemstavnen. På den måde bevarede de dansksindede deres borgerrettigheder. Og fædrenes gårde kunne forblive i slægtens besiddelse. Fra julen 1915 steg antallet af deserteringer betragteligt. Sammenlagt flygtede godt 2500 sønderjyder, men det i vide kredse opfattet negativt: Man svigtede sin deling.

Det lykkes aldrig hovedpersonen Esben at flygte til Danmark. Et forsøg på at gå over isen til Als er nær ved at koste ham livet. I stedet for må han gemme sig i et sprøjtehus i landsbyen Skovby og på loftet over sin fødegård, mens den emsige gendarm Holz hele tiden har på fornemmelsen, at Esben Mikkelsen befinder sig i lokalsamfundet. Det hedder sig godt nok, at han er flygtet til København, men da hans hustru bliver gravid, brænder tampen. Det kan ikke skjules længere.

Det er denne del, beskrivelsen af hjemmefronten i det sønderjyske, der er romanens helt afgørende kvalitet - ikke blot holdes spændingskurven højt med gendarmens mistanke og den hele tiden lurende frygt i familien Mikkelsen. Vi får også nogle troværdige og historisk autentiske beskrivelser af trængslerne i det tyskstyrede Sønderjylland - både materielt og ikke-materielt. Og selv om fortællevinklen er lagt i en dansksindet familie, tegnes der også et nuanceret billede af den tysksindede nabo. Billedet er ikke entydigt.

Karsten Skov er afgørende hjemme i sit stof. Har man læst den omfattende historiske litteratur om emnet samt de mange kommenterede udgivelser af soldaters korrespondance med familien hjemme i Nordslesvig, vil man læse bogen som en spændende levendegørelse af stoffet.

Forfatteren gør fortiden levende. Der er dog et lille problem, der rokker ved troværdigheden i bogen, og det er forfatterens skødesløse omgang med de tyske tiltaleformer. Man kan altid diskutere, om man ikke er dus på dansk de steder, hvor man er Des på tysk. Forfatteren lader Esben Mikkelsen være dus med preussiske øvrighedspersoner som gendarm Holz og majoren i Sønderborg, samtidig med, at han er Des med skolelæreren i Skovby. Det er ikke blot en anakronisme at lade Esben Mikkelsen være dus med disse personer. Det forekommer simpelthen ikke på tysk.

Uret tikker i romanen. Esben Mikkelsens skæbne afgøres i timerne op til den 9. november 1918, da oprøret kommer indefra i Tyskland, og kejseren sættes fra bestillingen. Når han det? Spørgsmålet intensiverer spændingen hos læseren. Et godt fortælletrick fra forfatterens side.

Bogen filmatiseres i begyndelsen af 2018 i Sønderborg og flere steder rundt på Als. I krig og kærlighed bliver titlen på filmen, der som Ronnie Fridthjof bliver instruktør på. Filmen får efter planen premiere i biograferne i november 2018.

Kommer der et nyt oplag af bogen, bør forlaget skifte forsidebilledet ud. Det viser britiske soldater i en indsats under Anden Verdenskrig!