I perioden fra omkring 2012 og frem til 2020 er der sket en vækst i skønlitterære udgivelser, som på den ene eller anden måde tager udgangspunkt i det dansk-tyske grænseland. Det gælder romaner, der tager historiske temaer op primært fra det historiske Nordslesvig (det område, vi i daglig tale kalder for ‘Sønderjylland’) og sekundært Sydslesvig (området mellem den dansk-tyske grænse og floden Ejder).

I de romaner, der beskæftiger sig med perioden op til Første Verdenskrig, de fire krigsår fra 1914 til 1918 og den efterfølgende periode op til de to afstemninger i Nord- og Mellemslesvig i 1920, er grænsen mellem Nord- og Sydslesvig dog knap så synlig i litteraturen. Det skyldes i sagens natur, at det tidligere hertugdømme og i den pågældende periode preussiske landsdel Slesvig var en enhed. I flere af romanerne er der således tråde til Flensborg og Mellemslesvig, som vi i dag ikke medregner som en del af Nordslesvig. Denne skarpe skelnen havde man dog ikke før afstemningen og det, man i Danmark kender som genforeningen i 1920.

Denne situation er især de to store af de tre nationale mindretal i grænselandet på mange måder vendt tilbage til i dag, hvor både det økonomiske, kulturelle og politiske samarbejde hen over grænsen er blevet stærkt intensiveret - blandt andet på grund af Euroregion Sønderjylland-Schleswig - og der blandt flertalsbefolkningerne er har udviklet sig en større accept og tolerance over for de tre nationale mindretal på begge sider af grænsen.

Når jeg skriver tre mindretal er det fordi, der ikke blot findes et tysk mindretal i Sønderjylland (Nordslesvig) og et dansk mindretal i Sydslesvig, men også et frisisk mindretal i amtet (på tysk: Kreis) Nordfriesland i det vestlige Sydslesvig.

Udviklingen mellem dansk og tysk er på begge sider af den dansk-tyske grænse fra de stærke konfrontationer i årtierne efter 1945 gået fra et ‘mod hinanden’ til i dag at være et ‘med hinanden’.

Man kan med god ret hævde, at den offentlige interesse for det dansk-tyske grænseland og landsdelens ofte konfliktprægede historie voksede markant i årene fra 2008 til 2010. I 2008 udsendte historikeren, forfatteren og journalisten Tom Buk-Swienty sin dokumentariske skildring af slaget på Dybbøl i 1864. Hans bog Slagtebænk Dybbøl fik fine anmeldelser i både dagspresse og faghistoriske tidsskrifter. To år efter, i 2010, udkom fortsættelsen, Dommedag Als, og tilsammen er de to bøger solgt i godt 150.000 eksemplarer (ifølge Gyldendal er det status februar 2020).

I 2014 blev Ole Bornedals dramaserie 1864 vist på DR-TV i anledning af 150-året for den for Danmarks så skæbnesvangre krig. Al kritikken af dramaserien og debatten om den til trods nåede serien usædvanligt høje seertal for en dramaserie med et historisk tema. Det officielle seertal for premieren den 12. oktober 2014 var 1,690 millioner. Tredje og fjerde afsnit oplevede godt nok en tilbagegang, men havde fortsat pæne høje seertal. Instruktøren Ole Monrad blev af det store flertal af faghistorikere kritiseret for at tegne et ensidigt billede af Danmarks motiver op til krigen og ikke til fordel for Danmark.

Jens Ole Christensen, der er inspektør på Tøjhusmuseet og historiker med flere bøger om 1864 og ansvarlig for museets udstilling om 1864, kaldte for eksempel filmens beskrivelsen af historiens forløb for ‘utroværdig’ (Berlingske 8. oktober 2014). TV-serien var sammen med Tom Buk-Swientys dokumentariske værker medvirkende til en større og bred offentlig diskurs om Sønderjyllands historie.

Stor histiorisk interesse
I Sønderjylland har den lokal- og regionalhistoriske interesse altid været høj. Historisk Samfund for Sønderjylland tæller godt 2000 medlemmer og er dermed Danmarks største historiske forening. Cirka 600 af disse medlemmer er godt nok bosat uden for Sønderjylland og Sydslesvig, men er for en stor dels vedkommende danskere med sønderjyske rødder.

Foreningen udsender hvert år Sønderjyske Årbøger med videnskabeligt funderede artikler skrevet af historikere med speciale i grænselandet. Desuden står foreningen bag regelmæssige bogudgivelser med en vis tyngde. I 2008-2009 udkom for eksempel to leksikale bind om Sønderjyllands og Sydslesvigs historie på tilsammen godt 1000 sider. Kommenterede brevvekslinger mellem sønderjyske soldater, der var ved fronten som tyske soldater under Første Verdenskrig, og deres familie derhjemme udkommer med jævne mellemrum i bogform og finder hver gang et publikum. De omfattende korrespondancer har givet inspiration til flere romaner, blandt andet Karsten Skovs debutroman, Knacker (Mellemgaard, 2013).

Gynther Hansens forfatterskab
I 1990erne og nullerne var frekvensen af skønlitterære udgivelser, der have et konkret afsæt i grænselandstemaer, mindre. Gynther Hansen (1930-2014) havde i lange perioder sin egen lille niche, som ingen andre dansksprogede forfattere bevægede sig ind i.

Gynther Hansen voksede op i en tysksindet familie i Sønderjylland. Faren og broren blev i 1930erne grebet af nazismen. Gynther Hansen blev dog sendt i dansk skole og valgte senere i livet danskheden til. Han debuterede i 1965 med novellesamlingen Forvandlinger og fik sit egentlige gennembrud med Stemmer fra provinsen i 1975.

Hovedtemaerne i hans forfatterskab vedblev de kommende tre-fire årtier at være konflikten mellem dansk og tysk i Sønderjylland, det tyske mindretals fascination af og ofte kompromisløse sympati for nationalsocialismen og førerskikkelsen Adolf Hitler. Hans noveller og romaner foregår fortrinsvis på Sundeved omkring landsbyen Varnæs, hvor Gynther Hansen selv var barn.

Hans hovedværk er fire romaner om drengen Ernst, der flere steder har karakter af selvbiografi. Den åbnes med Hitler, min far og mig (Lindhardt og Ringhof, 1988), hvor Anden Verdenskrig lurer ude i fremtiden, og fortsættes med Soldaterne (Lindhardt og Ringhof, 1989), der beskriver den hjemmetyske families forhold under krigen. I det tredje bind, Danskerne (Lindhardt og Ringhof, 1990) erfarer Ernst om nazisternes ugerninger. Det går op for Ernst, at nazismens var en stor, frygtelig løgn, og hans storebror - der sympatiserede med nazismen - har været en selvmedlidende og alkoholiseret slapsvans, der blot var en medløber. Broren bliver indsat i Faarhuslejren, først en interneringslejr og senere en straffelejr for såkaldte ‘landssvigere’, først og fremmest mandlige medlemmer af det tyske mindretal. Størsteparten af disse tysksindede mænd blev dømt i henhold til loven om tysk krigstjeneste for at have ladet sig indrullere i Waffen-SS og i det tyske mindretals bevæbnede hjemmeværn, Zeitfreiwilligendienst og Selbstschutz.

Efter at have besøgt broren i Faarhuslejren tager Ernst den beslutning, at han vil være dansk.

Serien skulle egentlig have været en trilogi, men syv år senere, i 1997, udkom romanen Befrielse (Lindhardt & Ringhof). Ernst er blevet en fremmed over for sine nærmeste, mens båndene stadig eksisterer. Han kan ikke holde hende ud, men elsker hende stadig. Han føler sig fordømt, skyldig og utilstrækkelig. Sønnen er bundet til sin mor, der bruger depressionen som et våben i undertrykkelsen.

Moren forstår at ramme Ernsts dårlige samvittighed, så han er usikker og føler sig utilstrækkelig. Derfor opleves morens død som en befrielse. Gynther Hansen har en sjælden psykologisk indsigt og en evne til at fortælle om alt det store i det stille.

Noget særligt ved Gynther Hansens forfatterskab er, at han fører læseren med ind i et tysk mindretals miljø i Sønderjylland.

I den sønderjyske historie findes adskillige begivenheder og forløb, der er forbundet med en særlig sensibilitet. To af disse, som både dansksindede og tysksindede har været involveret i, er:

• De sønderjyske soldateres deltagelse i Første Verdenskrig under den tyske kejserhær.

• Forholdet til nazismen op gennem 1930erne og under den tyske besættelse af Danmark fra 1940 til 1945.

Disse to aspekter er kun i begrænsetomfang skildret skønlitterært af tysksprogede forfattere med baggrund i Nordslesvig. Vinklerne er primært danske. En undtagelse er erindringslitteraturen, hvor vi finder beretninger fra mænd tilhørende det tyske mindretal, der fortæller om deres bevæggrunde til at handle, som de gjorde i 1930erne, da det tyske mindretal i Sønderjylland var gennem-nazificeret.

Mange af de tysksindede mænd, der fra 1945 til 1949 blev indsat i Faarhuslejren, følte sig ifølge historikeren Henrik Skov Kristensen (Straffelejren, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2011) uretfærdigt behandlet af den danske stat, fordi de som såkaldte ‘landssvigere’ blev dømt efter en lov med tilbagevirkende kraft. Det kommer til udtryk i for eksempel i Hanns Christian Jessens bog Faarhus. Straflager für die deutsche Minderheit in Dänemark. Erlebnis, Berichte, Dokumente (Husum Verlag, 1987).

Den ringe tilstedeværelse af mindretals-tyske stemmer i den dansksprogede litteratur hænger sammen med det skylds- og tabubelagte i mindretallets forhold til nazismen. Derfor har Gynther Hansens forfatterskab en særlig vægt i den ‘moderne sønderjyske litteraturhistorie’.

Den glemte Linnemann
Jeg vil nævne en række af de andre grænselands-udgivelser, der blev udsendt før 2000 - fra 1960erne og 30-40 år frem.

Den dansk-sydslesvigske forfatter Willy-August Linnemann (1914-1985) er i dag en næsten glemt forfatter, selv om han fik både Kritikerprisen, boghandlernes “De gyldne Laurbær” og Holberg-medaljen.

I serien Europafortællinger havde Linnemann visioner for grænselandet som en region, der i ly af et overstatsligt fællesskab, hvor kraftcentre ved og hen over den gamle grænse skal være med til at viske den ud. “Linnemanns utopier er langt forud for deres tid - og endda forud for os i dag”, skriver Johan de Mylius i bogen Lys over Linnemann (Multivers), som han i 2014 udsendte i samarbejde med Annegret Friedrichsen.

Europafortællinger, der også har samletitlen Bogen om det skjulte Ansigt, handler om en flok mennesker, der under Anden Verdenskrig gennem en længere periode næsten hver nat søger tilflugt i et beskyttelsesrum i en unavngiven havneby i Nordtyskland. Det kan næsten ikke være andre steder end hjembyen Flensborg.

I de lange nætter, hvor luftalarmen lyder, og hvor udslettelsen lurer, forkorter de tiden med at fortælle historier for hinanden. I begyndelsen er der ikke megen sammenhæng mellem historierne, men det viser sig, at de har en indbyrdes forbindelse. Som tiden går, og fortællingerne udvikler sig, danner de et tæt sammenvævet mønster, hvor den ene historie udbygger og supplerer den anden, og hvor det mere eller mindre fælles persongalleri udvikler sig og udbygger forbindelserne og relationerne mellem de enkelte personer og deres såvel individuelle som sammenvævede skæbner. Den samme episode fortælles ofte flere gange set fra forskellige personers synsvinkel.

Linnemann var overbevist europæer og for det europæiske fællesmarked. Ikke uden at være i opposition til strømningerne inden for mindretallene, som Annegret Friedrichsen konstaterer i sin gennemgang af Linnemanns liv og værk i Lys over Linnemann. Her begriber læseren for alvor, at Linnemann også kan have en relevans i dag. Ikke blot for sin fremsynede indgang til det europæiske, men også for sin forankring i det traditionelle regionale og sin vægt på det flerkulturelle som en mulighed. Linnemann var lokal og global (i et europæisk perspektiv).

En stemme fra Sydslesvig
På samme måde som Willy-August Linnemann i sine romaner kredser om Flensborg by, har den sydslesvigske forfatter Karin Johannsen-Bojsen (født 1936) også byen som kernepunkt.

Hun stammer fra en familie, der oprindelig var tysk, men valgte det danske efter 1945. Hun fik sin litterære debut i 1977 med digtsamlingen Sindelag, der er en række personlige lyriske skitser fra hendes barndom. Senere har hun udsendt blandt andet Regnbuelandet. En roman fra Sydslesvig (Hernov, 1987) og kroniksamlingen Hjerteblod og tryksværte - Klip fra en Sydslesvig-kronikørs værksted (Flensborg Avis, 1996).

I nyere tid har hendes roman Himmel med mange stjerner (Poul Kristensens Forlag, 1997) spillet en væsentlig rolle i den offentlige debat i Sydslesvig, fordi den indeholder en kritisk skildring af en topstyring inden for det danske mindretal i Sydslesvig.

Karin Johannsen-Bojsen lader i bogen sydslesvigske græsrødder og primært rigsdanske funktionærer i mindretallets ledelse styre mod hinanden i en skarpt optrukket konflikt.

I kølvandet på Karin Johannsen-Bojsens to omfattende selvbiografier i to bind på tilsammen over 900 sider, Sydslesvigpige (2004) og Sydslesvigkvinde (2008, begge på Poul Kristensens Forlag), er der kommet andre sydslesvigeres erindringsbøger. Fælles for disse er, at de beskæftiger sig med det at have en baggrund for derefter en gradvis konvertering til det danske - gennem dansk skolegang i Sydslesvig, ferieophold i Danmark og senere også bopæl i Danmark. To eksempler er Rolf Erbst og Kirstin Deckert.

Vækst i grænselands-litteratur
Ind fra højre er der efter årtusindskiftet kommet en række forfattere, der ikke var beskrevne blade ligesom Gynther Hansen nord for grænsen, Karin Johannsen-Bojsen syd for grænsen og Willy-August Linnemann, der har stået med den ene fod i Danmark og den anden i Tyskland, hvor han voksede op.

Væksten i grænselandslitteraturen begynder i tiden omkring Erling Jepsens folkelige gennembrud med den delvist selvbiografiske fortælling Kunsten at græde i kor (Borgen, 2002), der igennem drengen Allans perspektiv skildrer et barndomshjem i byen Gram. Et incestmotiv, som enhver voksen læser forstår, underspilles gennem drengen Allans endnu barnligt-naive briller. Ligesom Frygtelig lykkelig (Borgen, 2005) kunne romanen dog praktisk talt være foregået et hvilket som helst sted i den danske provins.

Der er ikke noget specifikt sønderjysk tema i disse to romaner bortset fra den geografiske lokalitet. Gennem samtalebogen Alting begynder i Gram (Borgen, 2008) udgivet i samarbejde med filminstruktøren Henrik Ruben Genz begyndte Erling Jepsen at nærme sig grænselandstemaerne, som han efter udgivelsen af Den sønderjyske farm (Gyldendal, 2013) rigtig folder ud i Erna i krig (Gyldendal, 2018). Det er en typisk jepsensk roman i et grotesk og humoristisk univers, der står i kontrast til det granatchok, som ramte Sønderjylland, mens egnen var en del af det tyske kejserrige.

Egnen har en historie, der adskiller sig markant fra det øvrige Danmarks historie, og den bruger Erling Jepsen til brændstof om kvinden Erna, der drager i krig.

Sønderjyden Erna fra den fiktive landsby Bramstrup har sønnen Kalle, der er lettere retarderet. Kalle bliver indkaldt til tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig, og da Erna ikke mener, han er i stand til at tage vare på sig selv, drager hun med. Hun skaffer sig en uniform fra en soldat, der deserterer, og drager i krig på vestfronten. Hendes plan er at få den tyske krigsmaskine til at bryde sammen ved at sprede kønssygdomme i de mobile feltbordeller, der skød op langs fronten som svampe i en efterårsskov. Sønderjylland skal vristes ud af preussernes kontrol ved hjælp af syfilis!

Der er tydelige referencer til Bertolt Brechts Mutter Courage i romanen.

Bogen udkom i 100-året for Første Verdenskrigs afslutning og samtidig med premieren på filmen I Krig & Kærlighed (instruktion: Kasper Torsting, Fridthjof Film), der er inspireret af Karsten Skovs Knacker.

Erna i krig overgik i medieomtale de romaner, som årene forinden var udkommet om dansksindede sønderjyske soldater, der i 1914-1918 måtte trække i tysk uniform og kæmpe i en krig, de ikke følte var deres. Blandt disse romaner var Karsten Skovs Knacker var det blandt andet Jakob Brodersens Thode (Radius, 2016).

Erna i krig fik anmeldelser hele vejen rundt i de landsdækkende danske dagblade (Berlingske 4. oktober 2018, Information 5. oktober 2018, Politiken 5. oktober 2018, Weekendavisen 5. oktober 2018 og Jyllands-Posten 6. oktober 2018). Mest positiv var Jyllands-Posten, der gav bogen fem ud af seks mulige stjerner. Kristeligt Dagblad nøjedes med to ud af fem stjerner.

Kun få sønderjyske forfattere har fået så stor en læserskare og så stor en popularitet i resten af Danmark som Erling Jepsen, og han benyttede den store opmærksomhed til at få sine budskaber ud.

I et interview med Berlingske Tidendes Bent Blüdnikow (3. oktober 2018) sagde Erling Jepsen blandt andet:
“Første Verdenskrig var en meget større tragedie for os sønderjyder end 1864. I 1864 døde der godt nok 3000, mens ofrene under Første Verdenskrig var langt større. Anden Verdenskrig gik hen over os danske sønderjyder uden større tab, så det er Første Verdenskrig, der blev vores store tragiske begivenhed”, forklarede Erling Jepsen i avisen.

Hvorfor der inden for de seneste ti år er vokset denne stærke bølge af grænselandslitteratur frem, har Erling Jepsen et svar på. Han mener, det især hænger sammen med, at der kun er skrevet ganske lidt om dansk deltagelse i Første Verdenskrig. Og med de to 100-års jubilæer i 1914 og 1918 kom anledningen.

“Vi har set bøger og film om 1864 og mængder af bøger og film om Anden Verdenskrig, men næsten intet om Første Verdenskrig. Jo, fagbøger, men ingen litteratur, fordi det vel ikke interesserede de skrivende intellektuelle kredse i København”, sagde Erling Jepsen til Berlingske.

Det er sammenfaldende for de dansksprogede sønderjyder, som har skrevet romaner om Første Verdenskrig, at de selv har haft en oldefar eller bedstefar, der kæmpede som tysk soldat under Første Verdenskrig. Forfatterne er enten blevet inspireret af de breve, som deres forfædre har sendt hjem fra fronten til familien i Nordslesvig - breve, de ofte har fundet i familiens gemmer. Den tavshed og det tabu-belagte, der har været i mange familier, har været en anstødssten for flere af de sønderjyske forfattere.

“Jeg kan huske, at min mor fortalte, at ingen måtte vide, hvad de tidligere soldater sad og snakkede om, når de spillede kort. Men mor havde fået fortalt af sin mor, at det, de talte om, ikke var de forfærdelige ting, som de havde været udsat for, men dét de havde gjort ved andre”, sagde Erling Jepsen i Berlingske.Mens andre forfattere og filmfolk af faghistorikere, politikere og samfundsdebattører har fået slemme hug for ikke at være historisk nøjagtige eller korrekte i deres fiktion, er Erling Jepsen behændigt sluppet for denne kritik: Han giver sig slet ikke ud for at skrive en historisk korrekt roman. Hændelserne er ofte så fantastiske, at faghistorikerne helt har afholdt sig fra at kritisere hans fiktion.