Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Slagtebænk Dybbøl - 18. april 1864. Historien om et slag / Tom Buk-Swienty / 400 sider
Gyldendal. ISBN
Anmeldt 5/11 2008, 12:42 af Torben Haugaard Jensen

Dansk historie ændret – med ét slag!


Dansk historie ændret – med ét slag!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Siden 2006 har 18. april 1864 været kanoniseret af Undervisningsministeriet som en dato af skelsættende betydning i dansk historie. Årstallet 1864 har på en eller anden måde en plads i den kollektive danske erindring. Alligevel er de fleste danskere sandsynligvis ikke i stand til at præcisere, hvad der rent faktisk skete 18. april det år. Selv erindrer jeg ikke, at der i løbet af min skoletid blev lagt synderlig vægt på emnet i historieundervisningen. Efter med stor interesse at have læst den danske forfatter og journalist Tom Buk-Swientys fremragende bog Slagtebænk Dybbøl – 18. april 1864 står det lysende klart for mig, at denne prioritering var forkert.

18. april 1864 var dagen, hvor Danmark mistede mere end en tredjedel af sit landareal og næsten halvdelen af sin befolkning, som blev underlagt preussisk herredømme. Det rædselsvækkende menneskeslagteri, der udspillede sig under Slaget ved Dybbøl Banke, er uden sidestykke i dansk historie og gjorde landet til en miniput i Europa uden politisk magt. Det danske nederlag har skabt et kollektivt mindreværdskompleks, som kan hævdes at have haft indflydelse på vores selvforståelse helt frem til i dag. Siden slaget er Danmarks politiske og militære ambitioner på den europæiske scene blevet nedjusteret betydeligt og erstattet med en højere grad af ydmyghed, diplomati og forbehold over for militære eventyr.

Til grund for krigen i 1864 lå ”det slesvigske spørgsmål”, som handlede om, hvorvidt Slesvig skulle være dansk eller tysk. Danmark var på dette tidspunkt opdelt i fire jævnbyrdige landsdele: Kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Ledende nationalliberale kræfter i Danmark betragtede Slesvig som et stykke ur-Danmark, der skulle adskilles fra Holsten og indlemmes i Kongeriget Danmark. Da den danske rigsdag vedtog en ny forfatning, som lagde op til denne politik, erklærede stormagterne Preussen og Østrig Danmark krig. Forfatningen var en direkte overtrædelse af en international traktat, som Danmark havde bundet sig til, og derfor betragtedes danskerne som aggressorerne og blev isoleret internatio-nalt. Ydermere tog forfatningen ikke højde for, at majoriteten af befolkningen syd for Flensborg faktisk anså sig selv for at være tyskere. På preussisk side havde konservative kræfter med den handlekraftige ministerpræsident Bismarck og Kong Wilhelm I i spidsen stærke ambitioner om at skabe et samlet tysk rige under Berlins lederskab. De havde brug for en militær magtdemonstration for at cementere deres position, og danskernes provokationer var en kærkommen lejlighed.

Tom Buk-Swienty giver en eminent redegørelse for både den komplicerede optakt til krigshandlingerne og selve slaget. På dansk side bar optakten præg af en række uheldige og absurde beslutninger, foretaget af svage og inkompetente ledere. Den svage og psykisk knækkede øverstkommanderende for hæren, Gerlach, turde ikke modsætte sig ordrerne fra den nidkære og fysisk og åndeligt svækkede krigsminister, Lundbye, som på sin side ikke havde rygrad til at sætte sig igennem over for den kompromisløse og mentalt utilregnelige statsminister, D.G. Monrad. Og Monrad havde reelt ingen anelse om, hvordan det stod til ved fronten, og fejltolkede fuldstændigt det politiske klima i Berlin.

Fra første færd stod det klart, at Danmark på ingen måde var klar til krig. I København førte man aggressiv udenrigspolitik, men gjorde på paradoksal vis ikke nok for at styrke sin egen hær. Den danske hær var modstanderne håbløst underlegen hvad angår antal, uddannelse, udrustning og våbenteknologi. Krigen startede ved Dannevirke, men denne dårligt vedligeholdte forpost blev snart rømmet; en beslutning, den excentriske, men fornuftige general Christian de Meza blev gjort til syndebuk for. Preusserne og østrigerne besluttede derefter at koncentrere deres styrker om den tredjedel af den danske hær, som trak sig tilbage til Dybbøl. Her gravede de to modstandere sig ned over for hinanden, ca. 2000 danske soldater over for omkring 10.000 preussiske og østrigske. Et blodigt helvede kunne begynde.

Forsvarsværket ved Dybbøl var oprindeligt udtænkt som en offensiv stilling, hvorfra danske soldater kunne overfalde en fjendtlig hær, som var på vej op i Jylland. I april 1864 var den danske hær dog konstant i defensiven og kæmpede for at holde stand, mens initiativet var på preussernes side. For begge parter gjaldt det om at have så god en forhandlingsposition ved en fredskonference som muligt. De preussiske kanoner skød gradvist Dybbølskanserne i smadder i en vedholdende og destruktiv granatregn, og preusserne arbejdede sig langsomt ind på de danske stillinger. Til sidst adskilte blot få hundrede meter de to hære. 18. april var Dybbøl Banke på fjendens hænder, og resterne af den danske hær var i desperation flygtet til Als. Elleve dage senere besatte preusserne øen, og Slesvig var tabt. For danskerne var det en håbløs kamp mod overmagten; et blodbad til ingen verdens nytte med store menneskelige tab og et nationalt traume til følge.

Slagtebænk Dybbøl – 18. april 1864 er en glimrende gennemgang af et afgørende begivenhedsforløb i Danmarkshistorien - bag i bogen er der en overskuelig kronologisk oversigt over forløbet. Som læser kommer man tæt på den virkelighed, soldaterne på begge sider af fronten oplevede, fordi bogen er baseret på deres breve, dagbøger og erindringer samt på krigskorrespondenters artikler. En historisk begivenhed er lettere at begribe for læseren, hvis den skildres gennem en eller flere aktører, som spillede en rolle i forbindelse med begivenheden. Dette er netop tilfældet i Buk-Swientys bog, og det gør den lettilgængelig. Visse steder anvendes en dramatiserende fortællestil à la Stephen King, som puster liv i beretningen, uden at man som læser betvivler sagligheden, fx: ”Det er dagen før, mølleren Niels Chr. Larsens kone, Inger Marie, bliver enke med to små børn. Den mindste, en pige,[…]vil aldrig få sin far at se.” (s. 248).

Et enkelt kritikpunkt ved bogen skulle lige være manglen på nogle kort over hærenes stillinger og bevægelser, men det rokker dog ikke ved, at der er tale om fremragende historieskrivning.

70
Forrige anmeldelse
« Folket med de trætte okser «
Næste anmeldelse
» Arven fra min far »