En klassiker er kendetegnet ved, at den til enhver tid er vedkommende. En sådan er Mutter Courage og hendes børn, der udspiler sig under 30- årskrigen (1618 til 1648), skrevet i 1939 af den landsfordrevne tyske forfatter Bertolt Brecht i sit eksil i Stockholm – kort efter Nazitysklands invadering af Polen og Anden Verdenskrigs udbrud.

Et politisk antikrigsstykke, der ikke kun advarer mod krigens rædsler, men også anklager magthaverne (kapitalismen) for kynisme og umenneskelighed i profittens navn. Alt sammen illustreret gennem marketenderen Mutter Courages vogn, som med let omsættelige varer bogstaveligt driver frem og tilbage mellem de kæmpende regimenter af lejesoldater. Altid klar til en hurtig handel med mad, sprut og krudt i en kynisk erkendelse af, at freden kun skaber uorden og nedgang.

Det er netop krigen - ikke kun den der tog tredive år – der skildres som en konstant uomgængelig faktor, Det kongelige Teaters opsætning har lagt vægt på, ved Sigrid Strøm Reibos iscenesættelse.

Gennem tolv afsnit følger vi kærrens tur gennem tid og krigslarm. Hvert afsnit introduceres med trommer og piber af soldater fra forskellige tidsaldre. Et soldateropbud, der spænder over Korstogene, Napoleonskrigene, Kolonitiden, 1. verdenskrig, Korea-krigen og Iran-krigen. Ja, Mutter Courages marketenderi ruller, sørgeligt nok, helt op til vor tid.

Mutter Courage er dog mere end blot et symbol, hun er et sammensat menneske, en overlever - fuld af fejl, kynisme og galgenhumor, der har affundet sig med krigens helvede, hvor kun den stærkeste overlever og hvor moral og anstændighed ingen chance har. Og så er hun, med hud og udslået hår, mor til tre, alle med hver deres karakteregenskab: Den stumme godhjertede empatiske Kattrin (Fanny Louise Bernth), den tapre tilpasnings parate soldat, Elif (Mathias Skov Rahbæk) og Sweitserost (Sigurd Holme le Dons), naiv og lidt fjollet, som sit navn– alle ramt af krigens onder/goder. For krigen kræver ofre, men giver også profit.

Mutter Courage og hendes børn leger med alle teatrets virkemidler, som netop Bertolt Brecht kunne. Opløse de klassiske begreber, om handling, tid og sted – rive teatrets fjerde mur ned, råbe til os dernede i salen: ”husk det her er teater – og samtidig også jeres virkelighed”. For replikker og kostumer er realistiske nok. En absurd virkelighed, når Mutter kommer slæbende med sin vogn, hvor der her både er plads til de eftertragtede handelsvarer, et velspillende lille firemands orkester og endda et sort/hvid-tv med krigsreportager og angivelse med årstallet!

Verfremdung, teatermagi og hyperrealisme – er godt nok, men ingen Mutter Courage uden en rigtig Mutter i kød og blod. Her i Karen-Lise Mynsters dækkende fortolkning, selvom de psykologiske nuancer ofte fortaber sig i kanontorden og sceneskift. Ikke af scenen et øjeblik. Skifter fra kynisme til en omsorgsfuld og sorrigfuld mor. Rap i replikken, sikker i sine Songs. For selvfølgelig brydes talescenerne hos Bertolt Brecht med sang og dans. Vi når i krigsvandviddet helt op på niveau med Mell Brooks musical Forår for Hitler, når nazisterne swingdanser til Poul Dessaus rytmer.

Mutter Courage kan spilles i en garage – og fungere. Den tyske verdenskendte scenograf og kostumier Katrin Nottrodt bruger derimod Skuespilhusets kæmpescenes tekniske klaviatur på voldsomste vis. Her ryger orkestergrav, faldlemme, mellemscene og soffitter op og ned til de talrige tableauer, hvor menige soldater, officerer, fattigfolk, en præst, en kok, en enøjet, er et mylder, midt på den aldrig sluttende slagmark, som Karen-Lise Mynster trækker marketenderi-kærren igennem. Den evige hyæne, som feltpræsten kalder hende. For hvornår holder krigen op? Aldrig, der kommer altid en ny krig i hælene på den afsluttede.

En stor forestilling med mening og tumult. Med Karen-Lise Mynsters Mutter, omgivet at professionelle medspillere, der alle kæmper med Bertolt Brechts kompromisløse krav til blandingen af teater og ikke-teater – ofte overdøvet af teatertorden og sceneteknik.

P.S. En særlig (utilsigtet) ”verfremdungs-effekt” gjorde publikum opmærksom på at de er i et teater, da skuespilchef Morten Kirkskov inden forestillingen går på scenen og beder os alle, hvor det er muligt, med henvisning til den aktuelle Corona-virus fare, at holde et tomt sædes afstand mellem hver tilskuer.