Mest læste
[Litteraturessay]

1 - Litteraturessay
Alsidighedens affektion
2 - Litteraturessay
Krimi, viden og kultur
3 - Litteraturessay
Interview med Theis Ørntoft
4 - Litteraturessay
At finde en form til sin vrede
5 - Litteraturessay
»Jeg har ikke matematiske evner nok til at skrive en krimi«
6 - Litteraturessay
Den Litterære Rebel
7 - Litteraturessay
Interview med Sofie Kluge
8 - Litteraturessay
Hur kommer man på nånting sånt här?
9 - Litteraturessay
Ernesto Dalgas; Modernitetens apokalypse
10 - Litteraturessay
Mosaikkens fortælling



Jeg skulle udgives på Insel Verlag - ikke være klaverbokser på et bordel!


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Der er mange ting i tilværelsen, Knud Romer ikke kunne finde ud af. Der er ikke altid nogen forbindelse mellem hovedet og hænderne, indrømmer han. Når en pære går i stykker i lampen derhjemme, skrider han ikke til handling, men ender med at sidde i mørket ved et stearinlys. Da han boede på Grønningen i København, hobede pizzabakkerne sig op. Duerne byggede rede i lejligheden, fordi han glemte at lukke vinduet, og da han glemte at lukke for vandet i badekarret, og det dryppede ned gennem ejendommen, blev han smidt ud.

Nu har Knud Romer jo været inden for reklamebranchen, så han ved, hvad der skal til. Måske er budskabet vigtigere end de konkrete indhold, når han fortæller os historien.

Romer outer sig gerne ved at fortælle, at han faktisk ikke duede til ret meget andet end at skrive - og spille med i den af Lars von Triers film, der hedder Idioterne. Men han sælger sig selv til langt under pris. Ordene kommer ud af munden på ham, så flere blandt publikum sad og kluklo eller blot forsøgte at følge med, før han allerede var i gang med det næste tema.

Han strøer om sig med citater fra den tyske romantik, og hvordan han forsumpede under et litteraturstudium, hvor hashrygningen førte det med sig, at der blev længere og længere mellem sekunderne. Men hjernen har han ikke røget væk. Mens Romer ikke kan finde ud af at skrue en pære i en lampe, kan han sin Hugo von Hofmannsthal og sin Rainer Maria Rilke - og han kan tale, så flere hundrede mennesker gider sidde og lytte til ham på en hverdagsaften, stuvet sammen i en lille sal, hvor luften hurtigt bliver varm.

En ny virkelighed
Sætningerne kommer flydende. Billedsproget er rigt og frækt. Romer er spejlbilledet af en taler, der er bundet til et manuskript. Mens han siger noget, må hjernen allerede være i gang med at fostre det næste, der skal fortælles. Danmark var hans fædreland, og tysk hans modersmål. Knud Romers mor var tysk, hans far dansk, og for hvert sprog, man vokser op med, får man en ny virkelighed foræret, mener han.


Knud Romer - Foto: Hans Christian Davidsen

- Det er kun politikere og nogle journalister, der tror, at der kun findes én virkelighed. Sådan er det ikke. Virkeligheden er en oplevet virkelighed. Vi kigger alle sammen gennem vore vinduer, ud i det, vi tror, er bevidsthedens landskab. Men der er ingen sandhed. Det eneste sande er døden, men den når vi aldrig at opleve, for så er vi døde, sagde Knud Romer.

- Det er en misforstået høflighed at ville benægte, at der i Danmark har været et historisk tyskerhad, for hvis det er et overstået kapitel, så skulle der ikke være nogen anledning til at fornægte det, vel?, spørger han retorisk om den reaktion, der var på hans selvbiografiske roman, Den der blinker er bange for døden, der udkom i 2006. Bogen beskriver det tyskerhad, Knud Romer oplevede i en dansk provinsby i 1960erne og 1970erne. I 2018 udkom hans seneste bog, Kort over paradis - 12 år efter hans debut, der dengang blev kronet med boghandlernes pris, De gyldne Laurbær.

Blandt en masse sidehistorier er det en historie om Romers ungdom -med studier, ensomhed og misbrug, årene som reklamemand med hurtige penge og mere misbrug, deroute og debuten som forfatter.

”Jeg duer ikke til noget”
Da han var yngre - længe før skavankerne - kom han på ideen, at han ville være den første levende dansker, der blev udgivet på det fornemste tyske forlag, Insel Verlag. For når det er det fornemste i Tyskland, er det også det fornemste i verden. Da han var 35 år, havde han endnu ikke fået noget udgivet endsige haft et job.

- Tiden gik, og jeg kom ingen steder. Og hvis man ikke har et job, hvad gør man så? Man turer rundt i nattelivet fra bar til bar på det alternative ikke-jobmarked, hvor man fortæller alle mulige historier om sig selv. En dag mødte jeg en ven, der sagde, at jeg skulle komme over til ham i reklamebranchen. “Jamen jeg kan ingenting”, sagde jeg. “Jeg kan jiddisch og læse fra højre til venstre!”. “Så er reklamebranchen det helt rigtige for dig”, svarede han.

- Jeg var fuldstændig knust. Jeg skulle udgives på Insel Verlag, og nu skulle jeg være klaverbokser på et bordel!

Nu var det nu. Ellers var det aldrig. Ting skulle ikke være perfekte. De skulle være færdige. Det var der ingen, der havde fortalt Romer i 20 år. Og han var åbenbart heller ikke selv kommet på tanken.

“Vi har det hele til kontoret - og lidt til, hvis det hele en dag bliver for meget”.

“Kig ind og set godt ud”. Det var den slags sætninger, der satte det kognitive ud af spil, der gav lønstigning. Først 30.000 om måneden. Så 40.000. Så 50.000. Og til sidst mange, mange flere. Hu-hej, hvor det gik. “Insecure overachievement”, kaldes det.

Romers tøj lugtede
- Har du lyst til at spille en hovedrolle i min næste film, lød den en dag i den anden ende af røret. Stemmen var Lars von Triers.

- Jamen, jeg er jo ikke skuespiller, svarede Knud Romer.

- Nej, og det skal du heller ikke være. Du skal bare spille dig selv. Filmen kommer til at hedde Idioterne.

Og sådan stod Knud Romer lige pludselig i Cannes. Først kreativ direktør. Så De gyldne Palmer i Cannes. Tre år tidligere havde han været en arbejdsløs bums. Men hjemme i lejligheden på Grønningen var der ikke blevet ryddet op i flere år. Romers tøj stank så meget, at han i stedet for købte et nyt jakkesæt en gang om ugen. Han gik i Beluti Sko, men havde mistet jordforbindelsen. “Man kan miste meget. Men hvis man mister meningen med livet, så er den for alvor gal. Jeg røg helt ned på bunden, og det gode ved bunden er, at dernedefra er det eneste, man kan se, lys. Da var det, Andrea kom”, fortalte Knud Romer.

Andrea Rebekka Alsted, violinist på Det Kongelige Teater, og i øvrigt fra Aabenraa, hvor hun fik undervisning på den lokale musikskole. Hun var og er vild med wienermusik. Og Romer elsker Wien.

Tro mig
- Vi lever vores liv i de historier, vi fortæller om dem. Vi er alle sammen omvandrende romaner. Hvad er en forfatter? Det er en læser, der skriver. Skriv en sætning og tage læserens briller på. Redigér den. Det handler ikke om, hvordan man skriver noget godt, men om hvordan man redigerer noget dårligt. Jeg begynder ikke i øverste venstre hjørne, men i nederste højre hjørne. Så ved jeg, hvor det ender. Og om det er noget, som læseren skal bruge tid og penge på.

- Jeg hader blinde sætninger. Man skal kunne se det hele for sig. Ligesom da vi i gamle dage viste lysbilleder på Falster. Diasshowet gled stille frem som en fortælling. Der skal være rytme. En sætning skal have følelser. Det er ligesom at være nøgen med andre mennesker i en sauna: Man giver sig hen. Det vigtigste råd er at huske det, som alt for mange glemmer, når de skriver: Sansninger. Man kan mærke, når man lever, men det kan man ikke, når man læser. Derfor skal læseren hjælpes på vej. En roman skal altid pege på noget, der hele tiden flygter fra dig - et endemål, der aldrig kommer. For ti-øren kommer aldrig til at falde. Der bliver ikke et nyt Jerusalem, der åbenbarer sig for os, selv om vi gerne vil tro det. Tro mig.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays