Forfatteren Pernille Juhl havde ikke noget forhold til sin farfar. Han var en gammel mand, der sad i et hjørne uden at sige et kuk. Da han døde, var Pernille Juhl seks år.

Mange år senere åbnede hun en kasse med farfarens dagbøger fra Første Verdenskrig. Da hun læste dem, mødte hun en mand af mange ord. Velformuleret, vidende og særdeles interesseret i geografi.

- Han afslørede tilmed, at han havde humor. Jeg fik pludselig øje på min farfars kvaliteter og kom først rigtig til at lære ham at kende, siger Pernille Juhl.

Mødet med farfaren Claus Juhls dagbøger fra Første Verdenskrig blev starten til hendes karriere som romanforfatter. I 2013 debuterede hun med bogen Vent på mig Marie på eget forlag, og siden har hun udsendt yderligere syv romaner samtidig med, at hun har passet et fuldtidsjob som kemiingeniør.

Et estimat lyder, at godt 30.000 sønderjyder fra 1914 til 1918 kæmpede på tysk side. Pernille Juhls farfar var en af dem. Ligesom mange andre sønderjyske mænd talte han sjældent om krigen. Efter Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 skulle livet gå videre. Der var nok at tage fat på i en til tider hård efterkrigs-dagligdag, og lysten til at gå i detaljer med krigsoplevelserne kunne ligge et meget lille sted.

Stor respekt
Pernille Juhl har fået “ekstrem stor respekt” for sin farfar og hans soldaterkammerater.

- De sultede, og det var forbandet koldt. På Østfronten kunne det rask væk blive under 20 minusgrader. De sov aldrig indenfor, og der var ikke noget, der hed termotøj eller iso-soveposer dengang. Der var rigtig mange, der ikke døde i kamp, men af sult, sygdom og syfilis, siger Pernille Juhl.

Hun var en af de gæstende forfattere, da Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig og Jaruplund Højskole i februar 2019 holdt “Litterært træfpunkt” på højskolen og de danske biblioteker syd for grænsen.

Pernille Juhl er født i Sønderborg i 1963. Hendes familie er sønderjysk, men da hun var fire år, flyttede den til Fyn. Hun føler sig dog en stærk tilknytning til landet syd for Kongeåen.

En hage at være ingeniør
Studierne af hendes farfars dagbøger har vendt op og ned på mange forestillinger.

- Vi har for eksempel ofte det billede for os, at soldaterne lå i skyttergave det meste af tiden. Nej, de rejste rigtig meget rundt i tog og så helt nye dele af Europa. Min farfar har meget nøje studeret landkort og beskrevet, hvor han var, fortæller hun.

Vent på mig Marie er godt nok baseret på farfarens oplevelser, men hun har alligevel ændret hovedpersonens navn fra Claus Juhl til Anders Andersen. Hendes baggrund som ingeniør har nogle gange været lidt af et handicap, når hun skule skrive historiske romaner, siger hun.

- Jeg havde før en tendens til at gå efter, at alt skulle være så nøjagtigt og korrekt som muligt, men det er ikke altid befordrende for romanens kvalitet. Derfor besluttede jeg mig for at ændre navn. Så stod jeg mere frit og kunne tilføje fiktion, siger hun.

Usympatiske - men ikke onde
En af hendes ambitioner er at vise, at ting aldrig er sort-hvide i en krigssituation. Menneskers gerninger kan være usympatiske, men det gør dem ikke til onde mennesker. Pernille Juhl skildrer for eksempel en gruppe soldater, der ribber en hønsegård hos fremmede mennesker, fordi de er hundesultne.

- Vi kan føle med soldaterne og den situation, de stod i. Men jeg kunne jo også have valgt at fortælle om hændelsen fra den anden side: De lokale bønder har sikkert oplevet overfaldet på deres hønsegård som værende begået af nogle forfærdelige soldater, siger hun.

Fortsættelsen til Vent på mig Marie hedder Når solen står højst. Den udkom i 2014 og handler om tiden, hvor Anders kommer hjem gifter sig med sin Marie. Der opstår en stærkt generationskonflikt med sønnen i Sønderjylland, hvor nazismen i 1930erne fik tag i mange.

Får tips med email
Herfra og i de efterfølgende bøger, hviler handlingen  i mindre grad på autentiske begivenheder i hendes egen familie. Men hendes to romaner Frihed og ære fra 2016 og Marens vilje fra 2018 er dog to fortællinger om virkelige eksistenser i det dansk-tyske grænseland. Den ene handler om efterretningsagenten Christian Fries fra Kollund, den anden om Maren Sørensen, der blandt andet arbejdede for den danske mindretalssag i Sydslesvig og inden for socialt arbejde i Sønderjylland.

- Ideerne til begge bøger kom til mig udefra. Det var mennesker, der henvendte sig til mig med stof til romanerne. Jeg meddeler altid min emailadresse i mine bøger, og det giver rigtig mange gode tips og læserreaktioner, siger hun.

Pernille Juhl udgiver sine bøger på eget forlag. Det er ikke noget, der er synderlig megen prestige i. Men læserne er ligeglade. Pernille Juhl ligger placeret pænt i toppen på udlånslisterne på de danske biblioteker.

- Jeg sendte mit først manuskript ind til Gyldendal og fik et begrundet afslag. Det lærte mig rigtig meget. Jeg havde lavet den typiske fejl og ikke fulgt grundreglen “show - don’t tell”. En veninde spurgte mig: “Hvorfor udgiver du ikke bare på eget forlag?”. Første tænkte jeg, at det simpelthen var for taberagtigt. Men nu er jeg kommet dertil, at jeg foretrækker det. Jeg vil for eksempel helst skrive om de nære, dagligdages ting, hvor en redaktør fra et forlag sagde til mig, at jeg i højere grad burde skildre større sammenhæng. Men det er ikke rigtig det, jeg ønsker, siger Pernille Juhl.