Der er måske en del af Kapellets læsere, der kan huske, da Knud Romers debutroman Den der blinker er bange for døden dukkede op. Den høstede mange roser ved udgivelsen, både fra kritikere og sært nok samtidig også fra læserne. Romanen skabte i sin tid en del furore, idet Romer skildrede figurer i sin meget selvbiografiske roman, der delte navne med folk, som havde kendt forfatteren. Enkelte af disse personer havde pudsigt nok en helt anden oplevelse af begivenhederne skildret i romanen, end forfatteren er og synes derfor, at Romer havde begået en række karaktermord.

Undertegnede tror ikke at det var denne virak omkring romanen, der fik Romer til at vente over ti år med at udgive sin næste roman, der udkom i starten af juni 2018. For har man enten oplevet Romer som debattør på bl.a. tv eller i utallige kronikker, så virker han umiddelbart ikke som en person, der er viger tilbage for nogen eller noget, heller ikke er han bange for at have en klar, personlig holdning til tingene.

Når man læser hans delvist selvbiografiske romaner, ændres dette billede muligvis en anelse, da han i både debutromanen og den nye ikke skyr tilbage for at skildre sig selv som en fiasko, som et menneske, fyldt med traumer, dårlig samvittighed og skyldfølelse. Dette er både meget ærligt og står mildest talt i kontrast til det image, som man i øvrigt kan få af den medierede Romer.

Den nye roman har heldigvis, i Kapellets optik i al fald, været hele ventetiden værd, for Kort over Paradis er en utroligt underholdende og ikke mindst velskrevet roman, der ulig den første introducerer en fiktiv parallelfortælling til alle skildringerne af Knuds eget liv.

Romanen starter med vise læseren Knuds noget besværlige forhold til hans gamle, senildemente far. Faderen sidder alene tilbage i familiens hus og indimellem glemmer han helt, at hans hustru ikke lever længere. Knud har ikke meget held med at forsøde faderens liv og må indse, at det er på tide at få den svækkede fader på plejehjem, meget mod dennes vilje. Det er nok den vej det går for de fleste af os, men det lykkes Romer at formidle den afmagt og tristesse, der er ved hele denne situation på sådan en måde, at det nærmest er ubærligt.

Romanen er på ingen måde kronologisk, for mens der arbejdes med at rydde op i barndomshjemmet, springer den centrale jeg-fortæller tilbage til både barndomslandet, til alle drømmene, der umiddelbart føltes uforløste og de mange livsvalg, der set i bagklogskabens klare lys, måske ikke var de allermest heldige.

Romer virker hudløst ærlig i sin selvfortælling. Læseren får information om dannelsesrejsen til det nordlige Afrika, der ender helt anderledes end forfatteren havde troet. Han skriver om evighedsstudiet på litteraturvidenskab på KUA, hvor Romer i øvrigt fyrer en bredside af mod datidens forstokkede akademiske miljø. Ifølge romanen sugede det litteraturvidenskabelige fakultet al magi ud af de studerendes læseoplevelse, eksempelvis ved kun at tillade bestemte politiserede og standardiserede overfortolkninger af værker, vel og mærke kun værker, som underviserne dømte var ”god” litteratur. Eksempelvis nævner Romer i forbifarten professor Torben Grodahl, der ”rakkede Ringenes Herre ned som selvpinerisk, katolsk, underkastelsesdyrkelse og kaldte det for ”Lorteringen”” (s. 115). En tendens som sikkert vil vække genklang hos mange (læs – også undertegnede), der har oplevet at være hamrende uenige med lektores og vejlederes dom over hvilke fiktioner, der kunne accepteres og hvilke, der bestemt ikke var værdige at studere i forbindelse med opgaveskrivning.

Desuden trækker Romer sin læser med rundt i 80’ernes og 90’ernes København fyldt med skuffelser, overfladiske mennesker, konstant druk og et stigende narkomisbrug, der alligevel ikke kunne dæmpe Knuds bondeanger over det speciale, der ikke blev skrevet. Det er i disse passager ikke fordi forfatteren beder om læserens sympati, han er godt klar over, at han har været et kæmpefjols, for slet ikke at tale om den økonomiske byrde han har været for sine forældre. I romanens sidste tredjedel får læseren indsigt i Romers nærmest tilfældige karriere som reklamemand, som medvirkende i Lars von Triers film Idioterne og helt frem til nutiden. Romanen kunne meget nemt være endt som et ynkeligt klynk fra en midaldrende forfatter, der på sine grædende knæ trygler om læserens sympati, men dette sker aldrig, for heldigvis er Romer i stand til at forklare sin opførsel og sine tanker i en prosaform, der aldrig bliver hverken træls eller uinteressant at læse og som nævnt er distanceret nok fra bogens Romer til at give ham tørt på.

Kort over Paradis er af samme grund hurtigt læst og giver både sin læser en virkelig god læseoplevelse, fine, præcise miljøskildringer, en biografisk indsigt i Romers liv, et billede af forfatterens fortid og samtid, og som om dette ikke er nok, så er han også leveringdygtig i en perlerække verbale mavepustere og kommentarer til både enkeltpersoner, miljøer, holdninger, populærkulturelle fænomener og meget mere, som kan være både morsomme og meget rammende.

Som nævnt ovenfor er der også en fortælling, der afvikles sideløbende med Knuds historie. Tidligt i romanen fortæller han om mødet med en mærkværdig og hemmelighedsfuld ven fra USA. De to mødes helt tilfældigt som unge drenge, hvor de begynder at spille skak sammen. Disse skakspil bliver, da vennen må rejse væk, ført videre i breve og andre former for korrespondancer mellem de to. Selv om vennen ikke deler megen information med Knud, så får læseren alligevel indsigt i den unge mands liv.

Det viser sig at hans forældre er en form for dobbeltagenter, der modsat Knuds lever et ganske turbulent og kulørt liv. De opholder sig i længere perioder i forskellige dele af Mellemøsten og her fortælles, med mindst lige så stor sproglig finesse og detaljerigdom om livet på disse meget eksotiske steder. Vennes historie kommer til at stå som en slående kontrast til Knuds jante-nedtursoplevelser som evighedsstudent og selvudnævnt fiasko. Denne fortælling er dog ikke alene medtaget som en form for kontrast, men også for at den nu voksne forfatter i sit eget værk kan eksperimentere med netop de spraglede fantasifulde fortællinger, som han har været fascineret af helt fra barnsben af.

Helt konkret er store dele af Kort over Paradis delt op på den vis, at hvis det afsnit, du er i gang med at læse, handler om Knuds hemmelighedsfulde ven, så kommer det næste med garanti til at handle om Knud selv osv. Det er en ok strategi, men personligt forekommer Knuds egen historie den, som er den mest dragende, ikke kun fordi den med garanti er blevet oplevet næsten præcis som forfatteren forsøger at beskrive, men også fordi det som leverpostejsfarvet dansker er langt nemmere at relatere sig til et Københavnsk natteliv end de snævre gyder i en mellemøstlig bazaar.

Kort over Paradis beviser meget tydeligt at Hr. Romer har ordet i sin magt. Det er tankevækkende læsning og en fornøjelse at pløje sig igennem de små 600 sider. Det kan godt være, at de allerbedste biografiske fortællinger fra Knuds liv med disse to romaner nu stort set er blevet kortlagt, men det betyder forhåbentlig ikke, at han ikke har flere historier at fortælle. Kapellet håber i al fald på, at der ikke skal gå endnu ti år, før vi hører fra hr. Romer igen.

Endelig er romanen også en, der vidner om, at der heldigvis er visse aspekter ved livet i Danmark der måske er blevet lidt bedre, for monstro ikke Romers romaner i 2018 forholdsvis nemt ville kunne være grundlag for et eller flere projekter på det litteraturvidenskabelige fakultet? Det tænker vi på Kapellet da er tilfældet.

NB: Som en slags parentetisk, afsluttende bemærkning dukkede der i skrivende stund (nærmere bestemt torsdag d. 16 august, 2018) en pressemeddelelse op fra Lindhardt og Ringhof, der kunne fortælle, at Kort over Paradis ville udkomme på det tyske forlag Insel. Grunden til at dette nævnes, ja, det bør man læse romanen for bedre at kunne forstå, men lad det bare blive sagt herfra, at vi her i Kapellet udbringer en skål og ønsker Knud et stort tillykke med det.