Ordet “hjemstavn” er på dansk ikke nær så benyttet, som “Heimat” er på tysk. Hjemstavn er det sted, hvor man er født og er vokset op; det sted, hvor ens slægt stammer fra.

Mange - ikke blot unge - vil nok opfatte ordet “hjemstavn” som lidt gammeldags. Hjemegn, barndomsegn eller barndomsland er nok mere almindelige - de sidste to ord typisk i litterære sammenhæng.

Maleren Emil Nolde skrev langt overvejende breve, dagbøger, erindringer på tysk - han kunne også flydende dansk eller sønderjysk - og her brugte han ordet “Heimat”, som direkte skal oversættes til “hjemstavn”. Det gjorde han også på adskillige af sine billeder.

Hjemstavnen havde en afgørende betydning for Emil Nolde. Så afgørende mener nogle, at det var en årsag til, at han i 1902 droppede efternavnet Hansen og i stedet for kaldte sig Nolde - navnet på hans fødeby øst for Tønder.

Men kender man Nolde ret, hænger det dog i lige så høj grad - hvis ikke i højere grad - sammen med det, vi i dag ville kalde markedsføring.

Folkeligt forankret
Nolde havde en meget dyb forankring i sin hjemstavn, og her adskiller han sig markant fra de andre større tyske ekspressionister. Det ser vi i hans mange oliemalerier og akvareller, men også i tegninger fra hans vestslesvigske landskab.

På det punkt lignede han mange andre i sin samtid, der gik op i at holde fast i en motivverden med rødder i middelalderens folkekunst og bondekulturen. Dette kørte parallelt med en voksende tysk nationalisme, især i kejserriget og med fuld skrue fra omkring 1930.

Længslen efter naturen i de første tre årtier af 1900-tallet var ikke et fænomen, der var isoleret til ekspressionisterne. Denne længsel var meget udbredt og også folkeligt forankret i Tyskland. Der var idrætsklubber, spejderbevægelser og vandrerlaug, der ville et andet liv end det bur, som man mente, at industrialismen havde sat mennesket i.

Industrialiseringen kom forholdsvis sent til Tyskland sammenlignet med for eksempel Storbritannien, men da den så endelig kom, var det med stor styrke. Middelklassen søgte ud i kolonihaver, og naturområderne ved den tyske Østersøkyst tiltrak ikke blot kunstnere og forfattere, men også Wandervogel-bevægelsen.

Der var i den første tredjedel af 1900-tallet en dyrkelse af det primitive, en stræben efter en utopi og en fremtidsvision i en konfliktfyldt tid. Mens mange af Noldes ekspressionist-kolleger drog disse steder hen, valgte Nolde i stedet sin hjemstavn - her adskilte han sig klart fra de andre.

Ved afstemningen i Slesvig i 1920 valgte Nolde det danske statsborgerskab, formentlig fordi det var det mest praktiske, når han beholdt sin bopæl nord for den nye grænse, ved Rudbøl Sø. Vi ved det ikke med sikkerhed.

Det oprindelige
Det var autenticiteten, som Nolde søgte tilbage til på sin hjemegn efter at have været ude i den store verden, München, Schweiz, København og Berlin.

Der var ikke den meget direkte civilisationskritik i hans billeder, som man så hos flere andre tyske ekspressionister - mest markant nok hos Karl Schmidt-Rottluff - selv om han, igen ligesom andre tyske ekspressionister, havde et ambivalent forhold til det efter deres mening dekadente storbyliv i Berlin.

Men Nolde var dog på den anden side tiltrukket af det oprindelige og det uspolerede. Han kom på et tidspunkt i en konflikt med det 20. århundredes ingeniører i forbindelse med inddæmningen omkring Vidå ved Rudbøl og Tønder.

Frastødt og fascineret
Nolde var i en ganske kort periode medlem af den ekspressionistiske kunstnergruppe Die Brücke. De andre var udprægede bymennesker, der om sommeren rejste væk fra deres atelier i storbyen ud til det primitive og rekreative friluftsliv om sommeren. Det var både en kunstnerisk praksis og en livsfilosofi.

Her adskilte han sig fra de øvrige. Men kun til dels. Han praktiserede noget lignende, da han sammen med Ada havde sit fiskerhus i Sjellerupskov på Als, hvor han boede om sommeren og flyttede til Berlin i vintermånederne. Men derefter flyttede han til Vestslesvig - Utenwarf og til sidst Seebüll - hvor han boede fast, men dog stadig havde kontakt til Berlin ved at have en lejlighed i byen.

Han var ligesom Erich Heckel, Ernst Ludwig Kirchner og Karl Schmidt-Rottluff både frastødt og fascineret af det ”dekadente liv” og den ”fremmedgjorte tilværelse” i storbyen Berlin.

Det være nævnt som kontrast til landskabet, det nære og hjemstavnen, som han dyrkede i stor stil.

Forlystelsessygt Berlin
I 1911 skildrede Nolde den demoraliserede og forlystelsessyge del af Berlins natteliv med motiver fra kabaretter, knejper og caféer, for eksempel i det berømte billede Cafégæster. Her er synd, korruption og mandligt begær - og en kvindes oversminkede maskeansigt.

I 1903 forlod Nolde Flensborg efter et par for ham lidt ulykkelige år i byen. Det var her han i sin tid blev uddannet på byens kunsthåndværkerskole. Da han kom hertil i 1884, var han den første i sin slægt, der forlod sin hjemstavn og drog ud i verden.

Sammen med sin danske hustru, Ada, flyttede han til Sjellerupskov ved Nørreskoven på Als - et par kilometer nord for Guderup. Her boede parret i et lille fiskerhus under meget fattige forhold. Huset står her endnu. Den tidligere ejer, en læge fra Nordborg, rev dog huset ned i 1960erne og genopførte det, blot med mere moderne udstyr, blandt andet ordentlig isolering og vinduer med dobbeltglas.


Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt man gør ud af stedet. Det var immervæk her, at Nolde for alvor startede med at male sine fantastiske blomsterbilleder, og det var med blomsterbillederne, at han gjorde farverne til sit primære udtryksmiddel.

Farver er ikke kun farver i Noldes billeder. Farverne udtrykker følelser, og farverne udgør flader, der afgrænser sig fra hinanden.

Det var lige bag det hvide stråtækte hus, at Nolde fandt sine blomstermotiver og lagde grunden til den malestil, der skaffede ham sit senere gennembrud.

Det var et bevidst valg, at Nolde valgte ikke at flytte til det barske, men storslåede marskland i stedet for det mildere klima ved Østersøen, de bløde bakker og de frugtbare haver, skriver han selv flere steder. Mens han boede på Als, drog han dog gentagne gange på male-ekskursioner til Rudbøl.

Han har hele tiden været mest tiltrukket af Vestslesvig. ”Als er smuk, men det milde og det søde blev os dog lidt for meget”, skrev han. Derfor flyttede Nolde-parret i 1917 til huset ´Keldspold´ på Gammel Digevej 5 ved Rudbøl Sø, som han omdøbte til ´Utenwarf´. Her genfandt han de urkræfter, som han ønskede at komme tilbage til. Sit ”Wunderland”, som han selv kaldte det. »Brutal« grænsedragning
I sine erindringer skrev Nolde: ”Der er mennesker, der absolut ikke kan forstå, at vi vil bo i dette flade, kedelige områder, hvor der hverken findes skove, bakker eller bjerge. Sådan tænker vel alle de almindelige på hurtig gennemrejse, Vort landskab er beskedent, men berusende og frodigt. Dog giver landskabet den intime iagttager uendelig meget, stilhed, indre skønhed og en unsentimental storhed”.

Men glæden varede kun kort for Nolde.

I 1920 delte afstemningen Slesvig i to. Nolde opfattede grænsedragningen som ”brutal”. Man må jo forestille sig, at det var hans barndomsland, der blev delt tværs over. Han skrev senere: ”At mit lille Slesvig skulle blive en slagmark for politiske stridigheder, har jeg altid beklaget dybt”.

Han ærgrede sig over, at der var gået nationalpolitik i det hele, og han begræd de irriterende forhindringer ved grænsen: ”Vi elskede vort land, sådan som det var!”

Det var det uberørte landskab, der fascinerede Nolde. Men kort efter grænsedragningen i 1920 skete der noget. Den danske stat påbegyndt et stort inddigningsprojekt omkring Vidå, som fører lige forbi Utenwarf og tillige et afvandingsprojekt, som ville forandre landskabet radikalt.

Nolde var meget imod disse planer, og omtalte de udefra tilkommende som ”kolde og ingeniører”, der udførte deres egne beregninger.

Han frygtede tabet af de ”naturlige herlighedsværdier” og udarbejdede endda sin egen alternative afvandingsplan, som han sendte ind til de danske projektmagere, men han opgav, citat: ”Da jeg erfarede, at projektet var politisk, indså jeg, at der var tale om skønne spildte kræfter”.

Spildevand fra Tønder
Da Tønder bys spildevand blev ledt ud i Vidå og endte lige foran Noldes hus, hvor han hentede sit drikkevand, opgav han Utenwarf endeligt i 1927.

Marsklandskabet ændrede sig radikalt i Noldes levetid. Hedeområderne, moserne, marskens vandhuller og priler forsvandt og blev erstattet af afvandingskanaler. Marker blev kultiveret og drænet, hedelandet forsvandt, der kom broer, der blev ført telefon- og elledninger gennem det flade land og jernbane. Det blev kaldt fremskridt.

”Vi havde kunnet vælge København, Zürich, Paris eller Firenze, men valgte at forblive Slesvig-Holsten tro”.


Når man læser hans autobiografier, kan man næsten smage saltet fra Nordsøens havluft. Og med sine malerier og akvareller med linjerne i horisonten, havets skumsprøjt og de dominerende skyer var han med til at gøre Nordfrisland kendt i især resten af det store tyske rige. Bortset fra Sild var det bestemt ikke et sted, man tog hen. Det afgørende for Nolde var havet. Det var hans vigtigste tema.

Det enkle liv
Begrebet hjemstavn blev for Nolde synonymt med det enkle liv, der var i samklang med de omkringliggende omgivelser.

Allerede i 1902 skrev Nolde i et brev fra Berlin, hvor han har været i byen en aften: ”Soldaterne ryger og danser, drikker tykt øl og sveder. Lad mig flygte herfra, langt væk! Jeg længes efter naturen, efter det rene liv, efter solskin, vestenvind og bølgerne, som pisker mod land”.

Det er ikke alle, der har det nemt med Noldes meget farvemættede billeder. Nolde havde og har sine fans. Men der er også mennesker, der ikke er så fascineret af de grelle farver.

Ofte giver de udtryk for, at de ikke selv ser så kraftige lilla, gule og røde farver, når de er på besøg i marsken - selv når det går allervildest for sig i området. Det er jo rene farveorgier med spændinger mellem det lyse og det mørke.


Men ekspressionisterne malede jo sjældent helt det, de så, men blandede deres sanseindtryk med de følelser og tanker, som netop sanseindtrykkene satte i gang inde i dem selv. Nolde følte sig ikke selv som udpræget ekspressionist, men det er svært at se ham som værende uden for den tyske ekspressionisme - og inden for kunsthistorien er man da heller ikke enig med ham. Han havde det afgørende til fælles med de andre tyske ekspressionister, at han stræbte efter en sammensmeltning mellem jeg´et og kosmos, en stræben efter en urtilstand i den menneskelige tilværelse. Vi kender vel alle selv de følelser og den sindstilstand, vi kommer i, når vi virkelig er helt ude i Vadehavet - på vandring til en hallig eller stående på en af sandbankerne.

Farverne er et middel til at udtrykke noget sjæleligt - ud over også lægge grunden til formerne i billedet.

På jordomrejse
Det er dog vigtigt at huske på, at Nolde drog ud i verden. Han var jo slægtens første, der forlod sin hjemegn. I 1913-1914 deltog han i en officiel ekspedition til Tysk Ny Guinea over Moskva, Sibirien, Korea, Japan og Kina. Dermed fik han også noget at relativere det nære samfund og hjemstavnen og også landskabsbillederne til.

Det er måske værd at huske på i dag, hvor vi oplever en nogle gange polariseret debat mellem by og land. Man kan spørge: Havde Nolde overhovedet haft det syn på det nære, på hjemstavnen, hvis han ikke havde været ude i verden?

Det er naturligvis et kontrafaktisk spørgsmål, som ikke kan besvares entydigt. Men vi kan i hvert fald se, at han ved mødet med det for ham fremmedgjorte, dekadente og nogle gange frastødende storbyliv i Berlin, længes tilbage efter det, han kommer fra: Det rene liv, vinden, bølgerne, vidderne og skyerne.

Mon ikke mange af os kan genkende os selv i Nolde? Som ung kan det ikke gå stærkt nok med at komme væk. Som moden eller ældre søger man tilbage og ser værdierne i det, man kom fra.