Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Black Swan (104 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 25/6 2011, 16:14 af Kim Toft Hansen

Svanesøen 2.0


Svanesøen 2.0

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Darren Aronofsky er en instruktør, der bliver ved med at overraske. Han har hidtil lavet fem film, og der er ingen af dem, der ligner hinanden nævneværdigt. Stil, tematik og fortællerytme varierer på fortrinlig vis. Hans første film π (1998) er den mest eksperimenterende og filosofiske, mens Requiem for a Dream (2000) stilmæssigt er en af de mest vellykkede æstetiske skildringer af stofmisbrug – en film uden hvilken Ole Christian Madsens Nordkraft (2005) aldrig var blevet til. Den enigmatiske The Fountain (2006) visualiserer poesi og eventyr på fine måder, mens han i sin forrige film The Wrestler (2008) formåede at menneskeliggøre en stiliseret genre som wrestling. Hans største kommercielle succes er hidtil Black Swan (2010), der i år var nomineret til fem Oscars og vandt én. Den udkommer nu på dvd.

Balletdanseren Nina får sit livs chance, da hun vælges til at danse hovedrollen i Tjajkovskijs eventyrfabel Svanesøen – balletternes ballet. Nina har det dog svært, fordi hun er en teknisk danser, der formår at indstudere svære roller til akkuratesse, men hovedrollen her kræver mere: For at kunne spille den sorte svane i balletten, skal hun ikke kun kunne lære de rette trin til præcision. Hun skal også kunne forføre og fremvise drifter for at vise den hvide svanes bagside. Nina er en uskyldig, kysk pige, der går op i sin kunst, og lever et liv hos sin mor på et lyserødt værelse fyldt med bamser og teenageatmosfære. Hendes mor driver hende med en motivation fra sin egen gårsdags karriere som balletdanser, men noget stikker under. Nina har svært ved at finde sin bagside, sin mørke halvdel.

Filmen spiller på dobbeltgængermotivet på flere måder. For det første bliver det tydeligt, at den dobbelteffekt, der er i mødet mellem det rene hvide og det beskidte sorte er med fra starten. I første scene i et tog virker det til, at Nina klædt i lyst ser sig selv klædt i sort. Det bliver hurtigt klart, at hun har problemer med at erkende sin dark side. For det andet bliver det også hurtigt klart, at filmen spiller på den dobbelte fortælling i, at Nina er med i Svanesøen, mens filmen også selv er bygget over samme fortælling. Den sort/hvide dopplereffekt gennemsyrer filmen fra start til slut. Tjajkovskijs ballet indbygger dobbeltgængeren i sin historie, og det gør Black Swan derfor også. Enhver, der kender til dette motiv, ved, at det kan være fatalt at møde sin bedre/mørke halvdel.

Black Swan skal bruge nogle narrative kneb for at få denne i hus. En motivation for, at Nina skal være denne delikate og uskyldige skønhed, der skal finde sine drifter, understreges og underbygges på det kraftigste af den dominerende mor. Dette betones stilmæssigt flot af en scene, hvor Nina og hendes mor sidder i Ninas træningslokale foran spejlet, så Nina spejles hos sin mor, og hendes mor spejles hos Nina. Moren og Nina er samme person, samme motivation, eller rettere: Nina bærer morens tvingende interesse. Det betyder, at filmen nærmest bliver en indstuderet version af Freuds personlighedsmodel, hvor Nina har et alt for stærkt overjeg istandsat af sin mor, men et meget, meget svagt id, der aldrig får lov at komme til udtryk.

Det er derfor ikke overraskende, at Nina fra starten virker til at have en række psykiske problemer. Det er selvfølgelig ikke indlysende, hvordan det hænger sammen, men meget tyder på, at denne emotionelle undertrykkelse af Ninas drifter skal eksternaliseres på en eller anden måde. I første omgang er hendes strategi at udleve dette gennem balletten, kunsten, hvilket er helt i tråd med Freuds teori om æstetik – han kalder det sublimering. Mødet med Svanesøen og rollen som den sorte svane (drifterne) bliver dog den dråbe, der får det ubevidste hav til at flyde over. Come over to the dark side! Hos Freud bliver undertrykkelsen af impulser afløst af neuroser, og det er helt indlysende dette, filmen spiller på. Den strenge mor bliver til en eventyrets stedmor, der ikke tillader sin datter at gå til bal(let) – på den sorte måde. Der er med andre ord alt i verden at hente for psykoanalytiske tekstteorier i denne film. Freudians, take it away!

Det betyder derfor også, at filmen bliver meget skematisk og forudsigelig. Den sidste halve time, der trækker mere og mere på thrillerens genrekatalog og spændingsopbygning, hæver niveauet, fordi det er så enormt veleksekveret og stilistisk godt. Men filmens fortælling er simpelthen for meget psykoanalyse, for meget udvendiggørelse af undertrykte impulser, for meget langskægget Freud. En cigar er ikke bare en cigar her, og derfor er filmen også sovset meget grundigt ind i hundredvis af mere eller mindre åbenlyse symboler. Selvom Black Swan er en fantastisk flot film at kigge på, så er det en freudiansk tragedie, der vil motivere alt for mange studerende til at bekræfte strukturen som en psykoanalytisk sublimeringsproces. Det er for banalt og for psykologisk uddateret.

Derfor bliver vurderingen af Black Swan også selv en sær, tvetydig størrelse. Filmen er virkeligt velspillet, og Natalie Portman fortjente sin Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Filmen er også stilmæssigt overdådig samt fortælleteknisk meget skarp. Den følger parallelstrukturen mellem Tjajkovskijs ballet og filmens fortælling fint til dørs, selvom det undervejs – intentionelt! – ser ud til, at den faktisk forlader den. Men selve opbygningen af de psykiske modeller, der fra begyndelsen er alt for åbenlyse, gør, at seeren ikke får en chance for at tænke selv. Det tydeligt, hvordan dette bliver til Oscar-potentiale, men det er ikke indlysende, hvordan det kan få alle kritikere til samstemmigt at råde over så pæne gloser, som det har været tilfældet. Dette er Aronofskys svageste film til dato og en af tidens mest overvurderede film.


Forrige anmeldelse
« Min onkel fra Amerika «
Næste anmeldelse
» Duften af den grønne papaya »


Filmanmeldelser