Hvis man begejstret flår Sky Crawlers ned fra hylden hos ens lokale DVD pusher efter at have læst anbefalingen ”Fantastic – Oshii’s best since Ghost in the Shell” som pryder forsiden, så bør man altså forberede sig på at blive slemt skuffet, for hvor filmen den blev sammenlignet med var en både dybsindig, ufattelig smuk og ikke mindst spændende fortalt scf-fi film, så snegler Sky Crawlers sig i pensionisttempo over din skærm, indrammet af utrolig flot animation og masser af stemning.

Filmens åbningsscene sætter ellers forhåbningerne og forventningerne højt til resten, for her har vi med en dog-fight scene af de helt spektakulære at gøre. I Sky Crawlers fiktive verden er krig blevet privatiseret og derfor udkæmper multinationale konglomerater krig i flyvemaskiner, dels for folkets gunst, men lige så meget for at erobre markedsandele. Ideen er egentlig god nok og man kunne måske forvente at filmen derfor ville være et sandt orgie i animeret luftakrobatik, men det er tilsyneladende ikke filmens primære mål.

I stedet følger vi en ny pilot, der netop er ankommet til en luftbase, hvor han skal vænne sig til livet som jagerpilot. Et liv der i sagens natur betyder døden for de fleste. I bedste anakronistiske animé-ånd er omgivelserne skildret som en mellemting mellem England under Anden Verdenskrig og et mere nutidigt miljø. Der er derfor både plads til futuristiske retro-propelfly, en tungsindig beagle hund (der minder meget om den der huserer i Innocence – Ghost in the Shell II), der fungerer som basens maskot og endelig har vi det sociale miljø, der omgiver piloterne.

Vores hovedperson, lige som mange af filmens øvrige karakterer ikke en hårdtslående actionhelt, men figurerne er lige så introverte, dybsindige, eftertænksome som den førnævnte køter og det gør at tempoet bliver sat på zen-agtig standby, så snart luftkampene er overstået.

Der er ganske vist plads til en smule overfladisk romance mellem enkelte af karaktererne, men også dette synes både besværligt og tilføjer flere grunde til at sukke dybt og se trist ud.

Selv om japanske film ofte kendetegnes af et helt anderledes fortælletempo end mange af de film der kommer fra vesten, så bliver det i Sky Crawlers, uanset animationens høje kvalitet og den nænsomme pastelpalette i længden så kedsommeligt, at man helt mister interesse for både krigskonceptet, handlingen og karaktererne der sørgmodigt slæber sig af sted mellem fly og mekanikere.

Vil man få et godt indtryk af Oshii, så bør man i stedet for Sky Crawlers starte med at se Rødhætte-parafrasen Rin-Roh – The Wolf Brigade som han har været med til at skrive, for dernæst at blive bjergtaget over den poetiske skønhed i Ghost in The Shells regnvejrssekvens og skal man endelig kaste sig over Sky crawlers univers, så er der vist mulighed for at finde et ganske hæderligt Wii spil med samme titel, der tager udgangspunkt i de spektakulære dogfight sekvenser.