Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




In Tranzit (108 min.) Købsfilm / Pan Vision
Anmeldt 14/3 2010, 23:24 af Kim Toft Hansen

I kvindearme


I kvindearme

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sneen falder, det er isnende koldt, og de fangevogtere i lejren, der kun er et skridt på mod Gulag, har kun sig selv at holde øje med. Lejren er for kvinder, og derfor er det en stor overraskelse for de kvindelige vogtere, at en lastvogn med et halvt hundrede tyske krigsfanger ankommer til lejren. Alligevel må de tage dem ind, brødføde dem, og give dem husly, da ingen andre synes at vide, hvad de skal gøre med dem. Sådan starter Tom Roberts film In Tranzit fra 2008, som først nu er udkommet på dansk dvd. Filmen er en del af flere film, der handler om de mange små og ufortalte historie om Anden Verdenskrig, der synes at være et uudtømmeligt reservoir af lidelseshistorier.

Vi befinder os i Leningrad i 1946, kort efter krigens afslutning, hvor tyske krigsfanger er blevet fanget i et vacuum, fordi det russiske tribunal er på jagt efter krigsforbrydere. De fleste af soldaterne, der ankommer til lejren, er menige soldater, der som sådan blot venter på at blive sendt hjem. Men imellem dem mener det russiske militær, at et par tyske krigsforbrydere gemmer sig under falsk identitet. Kvindernes beføjelse bliver dermed – med alle midler – at forsøge at finde frem til, hvem det er blandt soldaterne, der skjuler deres virkelige identitet. De får besked på at bruge alle midler for at finde frem til disse, også midler som kun kvinder er i besiddelse af.

Filmen veksler mellem en depressiv rytme, der i høj grad er kamera- og klippeteknikkens fine fortjeneste. Langsomt bliver vi klogere på disse soldater, uden at vi alligevel synes at krybe helt ind under huden på dem. Det samme gælder de russiske kvinder, og ikke mindst militærledelsens agenda. Der er skjulte fortællinger og formål over det hele, og det samlede billede bliver ikke nemmere af, at problemer med tyveri af mad, mænd og kvinders småforelskelser, og øvrige brudte favntag begynder at spille større og større roller. Her vender filmen momentvist sit blik mod små lyspunkter i den kolde russiske vinter – stadig med det dystre hvilende som et skyggetæppe.

Filmen er generelt velspillet og vellykket. En hel del kendte ansigter pryder filmen. De tyske Daniel Brühl og Thomas Kretchmann bærer de centrale roller blandt fangerne godt, mens den ukrainske – amerikansk fødte – Vera Farmiga spiller lejrens læge, der på sin egen måde bliver impliceret i filmens sideløbende små fortællinger om kærlighed i krig. På sin egen måde veksler Farmiga – som resten af filmen – mellem dystre toner og kærlig medgørlighed i sin mimik. Desuden er John Malkovich som den russiske militærleder lidt af et birollescoop. Altså er der ikke noget i vejen med castingen, og samspillet mellem karaktererne virker problemfrit.

Desværre er filmen indspillet på engelsk, hvilket selvfølgelig er et helt klassisk problem, vi kender fra mange amerikanske krigsfilm. Tyskerne snakker et gebrokkent engelsk med tysk accent, mens russerne svælger i russiskklingende fonemer, der skal overbevise os om, at personerne snakker hvert sit sprog. Det er dog undervejs til tider noget svært at høre, hvilke gebrokne accenter, de gør brug af – snakker de et fælles sprog, snakker de tysk eller russisk? Det giver nogle kommunikative problemer, idet karaktererne til tider også selv forsøger at gemme sine ord for de andre – hvorfor er det nødvendigt at gå i skjul for at snakke russisk, når den tyske soldat alligevel ikke forstår det? Havde tyskerne snakket tysk, og russerne russisk, havde sammenhængene været nemmere at følge, mens filmens også ville have opretholdt en højere grad af autencitet.

Den er nemlig bygget på autentiske beretninger fra såvel russisk som tysk side. Fortællingen er således baseret på virkelige hændelser, hvilket kun giver den depressive stemning endnu et opsving. Sådanne fortællinger om en krig, der ikke nødvendigvis bringer fred, bare fordi den ene magt kapitulerer, er ikke behagelige, men det er i høj grad interessante fortællinger, der bibringer med nye vinkler på den appellerende fortælling om den seneste – forhåbentlig sidste – store krig. Et pudsigt – og meget sigende – indslag i filmen er, at portneren i lejren, der er den eneste fastboende mand, er blevet hjerneskadet under krigen: Porten og grænsen ud til resten af verden er på den måde – for både indsatte og fangevogtere – bevogtet af en person med manglende sans for virkeligheden. Eller er det faktisk ham, der har luret det hele? Filmen antyder det, men giver ikke et klart svar. Krigen er hermed metaforisk fremstillet som dette psykologiske grænseland, hvor de implicerede har svært ved at hitte redde i, hvordan det hele hænger sammen. Titlen siger lidt det samme: de er alle fanget i transit, i mellempositioner.

In Tranzit er derfor i høj grad en vedkommende og interessant film om Anden Verdenskrigs eftertid. Den har sproget som sin eneste fejlprioritering, men det er derfor ikke et lille problem: Det spolerer elementært enkelte handlingstråde. Udover det så formår filmen alligevel at formidle den depression, der hviler gemt væk i den russiske vinter – kun et skidt på vejen mod Gulag og glemsel.


Forrige anmeldelse
« Jennifer’s Body «
Nste anmeldelse
» The Limits of Control »


Filmanmeldelser