Det er en gåde, hvordan forfatteren til den bundsolide scf-fi-gyser The Colony er selvsamme person, som har skrevet manus til indie-gyseren Hellions. Ligeledes kan man undre sig over, at det er instruktøren til den opfindsomme Pontypool, som har villet instruere filmen, mest af alt fordi Hellions ganske enkelt ikke er en særlig god film. Dette handler ikke kun om at ens forventninger er blevet skruet lidt i vejret på grund af førnævnte forfatter og instruktør, men også fordi filmens cover prydes med teksten ”A future Halloween classic”, som om denne film kunne tage kampen op mod John Carpenters ikoniske slasherfilm, eller for den sags skyld enhver anden gyser lavet siden 1979 – for Hellions er hverken særlig uhyggelig, spændende eller klassisk. Den er mest af alt noget frygteligt rod.

Filmen starter ellers lovende med, at seeren møder den 17-årige Dora, der den 31. oktober om formiddagen har været en tur forbi hendes praktiserende læge og fået at vide, at hun er med barn. Det er en nyhed, som er ganske svær at fordøje, men værre endnu bliver det, da der sker et eller andet mærkværdigt, som ikke kun sørger for at farve det meste af Doras verden svagt lyserød, og i samme nu dukker der en masse mystiske børn op i sære udklædninger.

Først tror Dora, at det blot er unger, der er ude for at fejre Halloween og giver dem slik, men det er slet ikke det, de er ude efter. De vil i stedet have det barn, som hun bærer på, så de dukkert kort tid efter op med økser og en meget ringe attitude. Gode råd er dyre, men heldigvis dukker der en politimand op i form af Robert Patrick, der løsner nogle skud og forsøger at hjælpe Dora mod disse overnaturlige møgunger.

Filmen fungerer på enkelte, udsatte steder – eksempelvis er der nogle ganske stemningsfulde billeder fra græskarmarker og enkelte af de små monstres udklædning er ganske fine, hvor andre bare har fået en metalspand over hovedet. Filmen forsøger at skabe en form for alternativ virkelighed og sende Dora, som om var hun en moderne søster til Alice, til en form for surrealistisk mareridtsversion af hendes dagligdag. En verden, hvor det er svært at skelne mareridt fra virkelighed, men selv om ideen måske virker fint på papiret, så fungerer det ikke som film. Etymologisk er ”hellion” slang, som bruges nedsættende om en person, hvor det er underforstået, at det er en person, der kommer fra helvede. Måske burde ordbogen udvides til også at beskrive film, som kommer derfra, for ud over ikke at være særlig sammenhængende, så forsøger den af være kunstfærdig, art-cinema-agtig, men fejler eklatant. Stemningen, der bygges op undervejs, er ikke en af surreel rædsel, og filmen formår heller ikke at opnå en kvalitet, så den kan påråbe sig at være en egentlig kunstfilm, men den er derimod en film, som rent fortællemæssigt og visuelt ikke hænger ret godt sammen.

Hellions er ganske enkelt en skuffelse. Når twitchfilm.com på bagcoveret citeres for ”Cronenberg, Romero and even Cocteau levels of surrealism”, så er det taget ud af en sammenhæng, som dog kan ses url='http://twitchfilm.com/2015/01/sundance-2015-review-hellions-a-monstrours-misstep.html'>her. For også anmelderen på Twitch er enig i, at den ikke fungerer og overdriver stort set alle sine virkemidler i sådan en grad, at det bliver decideret pinligt. Det kan godt være at filmmagerne bag Hellions har ladet sig kraftigt inspirere af de toneangivende instruktører, der nævnes i citatet, men uden at det på nogen måde lykkes.

Hellions er en visuel irriterende og skinger film, der fortjener at blive glemt lige så hurtigt, som man kan forestille sig en lille dreng med en spand på hovedet som forklædning. Tænker du på det lige nu? Se så er det lykkedes!