Der er visse gyserfilm, som man på trods af deres uslebne kanter, mystiske påfund, tåbelige plots og fjollede effekter alligevel ikke kan andet end at holde af. Det handler om film, der bruser over af en ligefrem, lettere naiv fortælleglæde og enorm lyst til at vise en række udpenslede splattereffekter, som man ikke har set før – at historiens interne logisk sammenhæng uvilkårligt kommer til at lide grusomt undervejs, betyder mindre. Det gør heller ikke så meget, for i sidste ende er det jo blot splatterfilm lavet af splatterfilmfans til et blodtørstigt splatterfilmspublikum.

Der sker imidlertid alt for tit, at man som filmfan oplever, at der er alt for langt mellem de vidtløftige og taknemmelige ord bag på DVD-kassetter og filmenes reelle indhold, men heldigvis er der stadig splatterfilm som holder, hvad de lover, og en af de seneste er The Rage.

Filmens handling har man set variationer af mange gange før. En excentrisk, kugleskør videnskabsmand har opfundet en virus, der hensætter de inficerede i et sådant primatstadie af arrigskab, at denne er villig til at dræbe og spise selv sin nærmeste familie. Film som George A. Romero’s Martin eller Cronenbergs Rabid synes at spøge i kulissen, men The Rage kan bedst betegnes som deres morsomme onkel.

Filmen starter i den tossede doktors laboratorium, hvor han vanen tro er ved at pille ved folks hjerner med skarpe instrumenter. Noget går naturligvis grueligt galt. Selvom det hele tiden har været den russiske doktors intention at sprede denne arrigskabsvirus i Amerika (for på den måde at give kapitalisterne en ordentlig lærestreg!), så flygter en af hans inficerede forsøgspersoner fra laboratoriet.

Endnu værre bliver det, da denne forsøgsperson bukker under, og en flok sultne gribbe giver sig til at mæske sig i det inficerede lig. Pludselig er der nemlig grundlag for at lade muterede dræbergribbe, der på mystisk vis er blevet i stand til at flyve næsten lige så hurtigt som jagerfly, og som af uvisse årsager omdanner afhuggede hoveder til æg, gå amok på intetanende, liderlige teenagers, som er på vej hjem efter en rockkoncert. Deres autocamper kører galt, og de står nu pludselig i en skov – lavbudgetfilmens favoritlocation – uden præcis at vide, hvor de er, men med en mængde sultne, psykotiske dræbergribbe i hælene.

Det leder naturligt nok til en lang række kamp- og flugtscener, hvor de unge liderbasser en efter en bukker under for gribbenes angreb. Det er som at være vidne til en meget bizar udgave af Hitchcocks Fuglene. De sidste overlevende søger naturligvis tilflugt i – den opmærksomme seer har allerede gættet det – den gale doktors laboratorium, som skal vise sig at gemme på flere blodige overraskelser end først antaget.

The Rage er på ingen måde lige så spektakulær som Brian Yuznas og Stewart Gordons film fra midt80’erne, men den minder på mange måder om disse. For på et plan tager den sig selv meget seriøst, og synes at vil kreere en stemning af genuin uhygge og afsky hos sin seer, men på den anden side er det vildt overdrevne effektjageri og mængden af teaterblod og kunstige indvolde med til, at man ikke kan lade være med at smile gennem store dele af filmen. Det er altså letbenet voldsunderholdning tilsat overraskende hæderlige computereffekter.

I de scener, hvor gribbene er gengivet med CGI, er også, hvor filmen bryder sin illusion mest tydelig. Selvom store Hollywoodproduktioner efterhånden er blevet ret gode til at inkorporere CGI i deres film, så falder det ikke altid lige heldigt ud i forhold til lavbudgetfilm, hvor prostetiske effekter i mange henseender virker langt bedre. Dette er også tilfældet her – men om ikke andet kan man som seer nyde scenerne med computergribbene og bare nyde forestillingen om, hvordan skuespillerne reagerer på ting som helt tydeligt ikke har været der, da de optog scenen. The Rage er blandt andet derfor en underholdende gang nonsens, som med garanti vil tiltale alle os, der i forvejen er vilde med den slags.