Det er ens indre 12-årige knægts feberdrøm, der bliver til virkelighed, når kreative folk skaber fantasy-(og superhelte)film, som aldrig før. Filmatiseringen af The Lord of the Rings og Harry Potter-serien har tydeligvis overbevist investorer og producere om, at der er penge i fantastiske fortællinger, men som det er med så markedskræfter leder en kraftig inflation ofte til et uundgåeligt krak. Fantasy-boblen springer da også med et slapt ”plop” i David L. Cunninghams filmatisering af Susan Cooppers anden bog i The Dark is Rising serien, der i alt omfatter fem bøger.

Filmens hovedperson er den 13-årige Will, en amerikansk dreng, der netop er flyttet med sin familie til landlig idyl i England. Han bor her med sin omfattende mængde søskende, en kærlig mor og en arbejdsom far. Da hans 14-års fødselsdag nærmer sig, begynder der at ske mærkelige ting omkring Will. Han ser krager samle sig i træerne muligvis for at studere ham. I næste øjeblik passes Will op i et stormagasin af to betjente, der anklager ham for butikstyveri. De tager ham ned i en, hvad der allermest ligner en fangekælder i DDR – en neonoplyst betonkælder og begynder at udspørge ham. Under forhøret forvandles betjentene langsomt til uhyrer, der gentagne gange vil have knægten til at aflevere ”tegnene”. Will ved ikke hvad de taler om og flygter med nød og næppe dette hallucinatoriske møde, men desværre for ham er der ingen i hans familien, der tager hans beretning alvorligt. Det er bare puberteten, der trykker, synes alle at være enige om.

Under en julemiddag, hvor landsbyen samles hos byens rigmand, Merriman (Ian McShane kendt fra tv-serien Deadwood) bliver Will pludselig klar over, at han er ”The seeker” – den udvalgte. I næste øjeblik dukker Rytteren (Christopher Eccleston – bedre kendt som den 9ende Doctor Who) op og lover Will guld og grønne skove, hvis han får tegnene. Will ved stadig ikke, hvad det er for tegn, men heldigt for ham forpurres rytterens planer af Merriman, dennes kone og et par andre gamlinge fra herregården. Det viser sig, at hjælperne er bedre kendt som ”De Gamle” (”The Old Ones” - H.P. Lovecraft-fans kan selv finde på en vits hér), som ligesom Will har overnaturlige evner og kan rejse gennem tiden. Deres primære opgave er at assistere Søgeren i hans jagt på de 6 tegn. Tegnene er alle dele af lysets magt, og blev efter det sidste opgør med Mørket delt i 6 dele, så Mørket ville have sværere ved at finde og ødelægge det. De 6 tegn er altså garanten for at lysets magter kan vinde, men det er kun søgeren der er i stand til at finde dem – og så må det undre tilskueren på det kraftigste, at alle tegn i sidste ende er placeret indenfor en radius på måske 20 kvadratkilometer, rundt om i sovebyen, hvor Will har slået sig ned.

Så hårdt kan grænserne mellem ondt og tegnes op og selv den sløveste elev i klassen er aldrig i tvivl om, hvad denne film handler om – nu da plottet forklares igen og igen; ”Nu er der kun 4 dage til alle tegnene skal samles – ellers får Rytteren magten over jorden.” [lidt senere] ” Will – Nu er der kun 3 dage til alle tegnene skal samles, ellers får mørkets kræfter, repræsenteret af Rytteren, magten over jorden”. Meget trættende folkens.

Will er naturligvis den syvende søn, af en syvende søn – og lige som den unge protagonist, der deler denne skæbne i Joseph Delaneys fremragende Spook-serie (som i øvrigt også snart filmatiseres) – vil Will først ikke rigtigt acceptere denne skæbne, især når han tæller efter og det viser sig at han kun har fem brødre og en lillesøster. Det viser sig dog, at profetien alligevel passer, da det afsløres at Will engang havde en tvillingebror, som forsvandt på mystisk vis – gad vise, hvem der har stjålet baby?

Skæbnen synes at være et kernebegreb i filmen, for lige som det er skæbnebestemt, at Will er Søgeren, så er det også nærmest tilfældigt, at vores unge helt konstant snubler over tegnene, der er drysset ud over landskabet. Selv om der rejses lidt i tiden, og Will blandt andet må undgå Vikingers økser, så virker det aldrig, som om han virkelig er i fare. Et godt eksempel er under vikingekrigen, at Wills søster tager sig tid til at redde en kattekilling, mens der plyndres og voldtages om ørene på dem.

Værre endnu er det, at enkelte af filmens store roller ikke synes at kunne levere så meget som en enkelt replik overbevisende. Især Ian McShane, der ellers er fabelagtig i Deadwood, virker som om han læser alle sine replikker op fra en teleprompter, i enkelte scener virker det ligefrem som om han er fuld, mens han gør det. Som stor Doctor Who-fan havde undertegnede også meget svært ved at opfatte Eccleston som en led satan. Børnene i filmen gør det dog overvejende fint, både vores hovedrolleindehaver Will (Alexander Ludwig) og hans bedårende søster (Emma Lockhart) er gode, selv om Will nær filmens klimaks også synes at være træt af hele misæren.

Det mest irriterende ved filmen er dog hverken det bibelpapirtynde skæbneplot, de forudsigelige og i evindelighed gentagne replikker, eller for den sags skyld de sparsomme effekter – det er den måde filmen benytter sig af slow-motion og stroboskopeffekter på. I starten af filmen da man først introduceres til rytteren fungerer slow-motion effekten, men når den bliver brugt, hver eneste gang folk ser skræmte ud, drejer hovedet eller kaster sig for at undgå noget væmmeligt, bliver det simpelthen for meget af det gode. Instruktøren bør sætte sig ned og (gen)se John Woos Hard Boiled for at se, hvornår man benytter slow-motion i dramatisk øjemed. Filmen ville måske blive hele ti minutter kortere, hvis alt var kørt i normalt tempo.

Stroboskopeffekterne fungerer også fint i filmens start, da Will er i forhørslokalet, men når vi når filmens lys-mod-mørke klimaks, går det helt amok, og folk med epilepsi i familien bør, som alle andre fornuftige mennesker, undgå at se denne film. Det virker allermest, som om filmmagerne har forsøgt at skjule, at de ikke havde fået nok materiale i kassen, eller at pengene til de virkelig fede CG-effekter allerede var blevet brugt på krager og Rytterens tågehær.

I DRs Troldspejlet den 8. oktober 2007 fortalte Jakob Stegelmann, at optagelser til filmen var startet i februar måned i år, og med det i mente er det lidt af en bedrift, at de har nået at få den færdig til biograferne nu. Filmen ville sikkert ikke blive meget bedre, hvis filmmagerne havde haft $20 mio. ekstra og et år mere til at finpudse detaljerne, dertil er indholdet stadigt for vagt. Det korte og det lange er altså, at The Dark is Rising er et trist eksempel på, hvad der sker, når man blot vil ride med på fantasy-bølgen, men hverken har det rigtige surfbræt eller kan alle de seje håndtegn.