Så blev Neil Gaimans Stardust endelig filmatiseret, og dermed har Gaiman indkasseret den første filmatisering af et af hans værker. Han har tidligere skrevet originale manuskripter, enten til BBC (Neverwhere) eller til film (MirrorMask, instrueret af Dave McKean). Han har ikke selv været med til at skrive manuskriptet til filmen, men har dog givet manuskriptforfatter Jane Goldman og instruktør og medforfatter Matthew Vaughn sin velsignelse til at ændre historien, så den bedre passede til film.

Som alle filmatiseringer skal Stardust slås med fremstillingen af originalværket. Nogle slås mere end andre (Breakfast of Champions), nogle er vellykkede versioner (Ringenes Herre) og nogle er primært illustrerede 'Det Bedste' udgaver (Harry Potter-serien). Matthew Vaughns Stardust er ganske langt fra Gaimans original, i både stil, stemning og historie. Snarere end at lave et egentligt eventyr og dermed følge Gaimans eksempel, har Vaughn valgt at lave en film, som mere minder om The Princess Bride, hvor fantasy-elementerne er pakket ind i ufarlig ironi. Til sidst skifter filmen stil, og ender med at minde mere om Willow.

På mange måder er det et forståeligt valg, der foretages, da der ikke på samme måde findes en tidligere tradition af eventyrfilm at trække på, på samme måde som Gaiman kan trække på Lewis Carroll, Lord Dunsany, Hope Mirrlees og lignende engelske fantaster. Dermed kan Vaughn ikke få den lidt arkaiske stil med, som Gaiman bruger så vellykket i originalen. Det er dog en skam, for det gør, at filmen mister meget af det særpræg, som kendetegner romanen.

Historien ændres også, først ganske lidt og næsten ikke mærkbart, men senere bliver det ganske udtalt. En ung mand ved navn Duncan Thorn undrer sig over stjernerne, og hvorfor det er så fascinerende at kigge på dem. Duncan bor i landsbyen Wall, hvor en mur adskiller markerne fra en skov. En sen aften krydser Duncan dog muren, og kommer til at fascinerende marked, hvor han møder en besnærende kvinde. Først køber han en blomst af hende, og bagefter får han noget andet af hende, inde i hendes vogn. Ni måneder senere, ankommer en baby med navnet Tristan Thorn inde fra skoven. Herefter følger vi Tristans historie, mens han er ved at blive voksen. Hvorfor navnet er ændret fra Tristran (i Gaimans roman) til Tristan virker sært og umotiveret, men er kendetegnende for en del valg gennem resten af filmen.

Tristan er vild med Victoria, landsbyens skønhed, men er udkonkurreret af Humphrey, landsbyens charmør. Han lover Victoria at gøre hvad som helst for at få hendes hånd, og da de sammen ser et stjerneskud, forlanger hun det som en slags test. Tristan begiver sig afsted, men ikke før vi har set, hvorfor stjerneskuddet faldt; det blev ramt af en ædelsten, som tilhører kongen af Stormhold. Stjerneskuddet viser sig at være en ung pige, som giver evigt liv, hvis man spiser hendes hjerte. Da nogle gamle hekse ser stjerneskuddet, vil de have fat på pigen. Dermed er historien sat i gang – tronarvingene vil have ædelstenen, heksene og Tristan vil finde pigen.

Her tages der ikke god tid til at etablere historien eller baggrunden. Alt skydes i gang fra starten, så der er maksimalt action fra starten. I modsætning til Gaimans roman er der ingen mystik eller overraskelser, men fokus på spænding og opbygning af plot. Det er også en klassisk filmopbygning, hvor seeren har adgang til mere information end karaktererne tilsammen, og det højner dramatikken. Uheldigvis gør det også, at det særprægede ved historien forsvinder, og filmen bliver en metervare, fanget blandt utallige lignende film.

Stardust lever simpelthen på de originale indslag som gøres bedre gennem et visuelt medium, og de påfald som Vaughn og Goldman er kommet på, som ligger udenfor Gaimans roman. Kroværten Billy – en forhekset ged – står for det mest komiske indslag i filmen, mens De Niro slår sig løs som pirat med en hemmelighed. Michelle Pfeiffer gør sig godt som den forfængelige, ældgamle heks som tryller sig yngre. Der er absolut gode takter i filmen; det visuelle design er godt, og her tænkes ikke kun på effekterne. Desværre gør filmen sig skyldig i at være ligesom så mange andre film; man har set det hele før.

Det er en udmærket film, isoleret set, men den går ikke over i historien. Den fungerer fint på sine egne præmisser, og har nogle gode scener. Som filmatisering af Gaimans roman er den forfejlet, og opnår kun et minimum af fællesmængde med romanen – historie, karakterer og stemning er meget anderledes, og det vil skuffe fans af originalen meget, hvis de har lige så høje forventninger til filmen, som man får indfriet fra romanen.