Udtrykket ”Heureka!” skal ifølge legenden være det udråb Archimedes kom med, da han opdagede, at et legemes opdrift i en væske er lig med den fortrængte masse. Udtrykket ”heureka” betyder ”jeg har det”, og er derfor blevet et udtryk for den nærmest åbenbarede indsigt og forståelse. Det er denne oplevelse af indsigt og samlepunkt, titlen på Nicolas Roegs film Eureka fra 1983 henviser til, men selvom filmen handler om et indsigtsfuldt samlepunkt, er det ikke helt, som vi normalt tænker det.

Filmen handler om guldgraveren Jack McCann, der i 1925 i mange år har ledt efter den ultimative guldåre. Selvom han intet har fundet i femten år, leder han ukueligt videre, på trods af at han ser små samfund bukke under i guldfeber. På en tur gennem sneørkenen finder han da også, hvad han leder efter: den enorme guldåre, der skal gøre ham uafhængig de resterende af hans dage. Dette er det alternative eureka-punkt i filmen, der netop henviser til den ultimative lykke, som det er at finde det, som man har søgt efter så længe. Problemet er bare, hvad man så stiller op derefter.

Vi springer derfor frem til den anden verdenskrig, hvor McCann nyder sit imperium, der netop har fået navnet Eureka. Dermed henviser ’eureka’ også til McCanns selvsyn, idet han på alle måder ser sig selv som et centrum, der udstiller solipsismens farlighed. Derfor er det også et brist af utilsigtede forstyrrelser, da McCanns smukke datter forelsker sig i den udfarende og nærmest ligeså selviske Claude. Han er ikke kun satirisk kritisk over for McCanns rigdom, men han ser den også – siger han – som noget, han har stjålet fra naturen. Onde tunger vil det, at han måske endda selv blot er ude efter guldet. Hermed er scenen sat til et erotisk kærligheds- og voldsdrama, der bringer det bedste og det værste frem i de implicerede personer – også de konkurrerende forretningsfolk, der vil gøre forretning med McCann.

McCann er som karakter derfor udstilling af den lykke, der bliver opnået for tidligt. Det er på ingen måde en rigdomskritisk eller klassekritisk film, men det er i stedet en film om at opnå det ultimative, det sublime – og derefter søge efter at opretholde det. Det er selvfølgelig ikke muligt. Dette formår filmen, som vi også kender det fra fx Nicolas Roegs Don’t Look Now fra 1973 eller The Man Who Fell to Earth fra 1976, at fremhæve gennem en alternativ fortællestruktur. Roeg er i flere af sine film temmelig habil til at fremhæve tidsmæssige paradokser og interessante sammenfald, og Eureka er her ingen undtagelse. Særligt McCann er fanget i en tidslomme, der hele tiden peger tilbage til det arkimediske punkt: den ultimative lykke.

Edgar Allan Poe har også skrevet et essay om dette indsigtspunkt ’eureka’. Her fifler han med nogle okkulte strenge, som holder universet på plads, som tilsammen udspringer af ét fælles punkt. Dette omtaler han som ’heureka’, og er af flere fortolkere blevet omtalt som Poes erkendelse af guddommelige kræfter. Dette er heller ikke fjernt fra Eureka, der på samme måde trækker det okkulte ind på flere fronter. Det ligger selvfølgelig i McCanns oplevelse af det sublime, men samtidig trækker filmen – idet den foregår på en caribisk ø – i høj grad på voodoo og andre former for religiøse fortolkninger.

Det hele kommer til at hænge sammen i en film med en skarp dialog, en indsigtsdrevet fortællestil og ikke mindst fremragende skuespil. Gene Hackman som McCann er ufejlbarlig; Theresa Russel spiller så smukt, som hun også selv er smuk; en stjerneparade, der også inkluderer Joe Pesci og Mickey Rourke, giver et fasttømret karakterdrama; men særlig spiller Rutger Hauer nok sit livs bedste rolle som Theresas udkårne og McCanns udfordrer Claude. Så selvom Eureka på ingen måde er Roegs bedste film, er det i sig selv en indsigtsfuld og interessant film.