Det er næppe nogen hemmelighed, at den amerikanske forfatter Clifford Irving, som filmen The Hoax handler om, stod bag en af de største litterære forfalskninger i nyere tid (måske kun overgået af Konrad Kujaus berømte forfalskninger af Hitlers dagbøger), nærmere bestemt en fupbiografi om den pressesky multimillionær Howard Hughes. Ikke alene gik Clifford Irvings navn verden rundt i starthalvfjerdserne, da bogen stod til at udkomme, han blev også offer for både spot, spe og efterfølgende fængselsstraf, da selveste Howard Hughes optrådte via telefon i et panelprogram på TV efter bogens udgivelse og konsekvent nægtede ethvert kendskab til både Irving og bogens indhold.

Heller ikke cineaster burde være helt ukendt med historien om Irvings falsknerier, for historien spiller en central rolle i kernefilmen om snyd og bedrag: Orson Welles’ F – is for Fake. Her får man også leveret historien om den anden biografi Irving skrev, og som kun nævnes sporadisk i Lasse Hallströms film, nemlig biografien om kunstfalskeren Emyr de Hory. Denne biografi er nok en hel del mere biografisk end den om Howard Hughes, men det smukke ved den kunstfærdigt udførte løgn er jo netop, at det bliver umuligt at skelne virkeligheden fra fiktionen – løgn fra latin.

Denne tråd tages eftertrykkeligt op i, hvad der må betegnes som den bedste film, Halström har lavet i USA. Filmen er baseret på Irvings bog Hoax, der er en form for autobiografi om hændelserne der ledte til hans forfalskning. Så for at holde fast i meta-lagene har vi i Hallströms film at gøre med en fiktion, der åbner med den obligatoriske ”baseret på virkelige hændelser” – altså en klar fiktionalisering over en biografi, der muligvis også tager sig en del friheder i skildringen af den komplette fabrikation af en anden biografi, der muligvis slet ikke var helt så fiktiv som først antaget. Det antydes i al fald kraftigt i filmen, at Hughes-bogen blev til med hjælp fra fortrolige dokumenter, som Hughes selv sendte til Irving.

En af de mest spændende ting i filmen (sikkert også til at finde i romanen Hoax) er at den leger med ideen om, at Irving faktisk har været en brik i Howards spil om at få væltet præsident Nixon, idet han ikke længere kunne kontrollere ham. Filmen giver Irvings biografi en fremtrædende rolle i forhold til Watergate-affæren, og hævder, at bogen og de inkriminerende ting, som den måtte have indeholdt om Nixon, var faldet i demokraternes hænder, og det blandet andet var kopier af bogen, Nixons mænd ledte efter på hotellet. Konspiratorikere fryd jer! Men når det så er sagt, så har vi stadig at gøre med en solid og godt fortalt film om løgnens væsen.

Richard Gere spiller lystløgneren Irving, der ikke kun nøjes med at stikke en plade til sine forlæggere, men han lyver lige så ubesværet på hjemmefronten, idet han benægter hans affære (i øvrigt med Nina fra den danske sangduo Nina & Fredrik) over for konen. På den måde sætter Irving både sit professionelle liv og privatlivet på en hård prøve og seeren er vidne til, hvordan den ene mere kunstfærdige løgn tager den næste – men samtidig kan man ikke helt hade Geeres karakter, for de historier han finder på, især de om Hughes, er så gode, at de fortjener, at blive trykt og læst. Muligvis er et af filmens slet skjulte formål også endelig at få fupbogen ud i et bredere oplag end det smalle optryk, der kom 1999, men nu forfalder undertegnede måske til konspiration – under alle omstændigheder synes den at være meget spændende læsning, uanset om den har noget som helst hold i virkeligheden… er det i virkeligheden så vigtigt? (Tag evt. selv stilling ved at læse uddrag her http://www.cliffordirving.com) I al fald forekommer Hughes’ i Hallströms film langt mere interessant end i Scorceses The Avaitor, for hos Halström efterlades mysteriet intakt og myten mytisk.

Den gode historie, både den ”sande” og den ”falske” er hele tiden i centrum i Hallströms film, Richard Gere spiller fremragende (undertegnede hører til de 50% af befolkningen, som godt kan lide ham), og Gere får superbt modspil fra hans partner-in-crime, Alfred Molina. Marcia Gay Harden er som altid formidabel, og nærmest uigenkendelig, i rollen som Irvings kunstnerkone.

Filmens tempo er lige så godt som skuespillet, idet selv med en spilletid på lidt under to timer formår den at være spændende hele vejen igennem, især når lystløgnernes korthus begynder at vælte. Irving har selv sagt, at der er taget en mængde friheder i filmen, men da det jo er en film, der handler om løgn, synes han, det er helt i orden, og det fungerer i al fald godt dramaturgisk.

Slutteligt er The Hoax næppe en film, der vil gå over i filmhistorien som et hovedværk, men den har, som mange andre film med bøger som centralt omdrejningspunkt, en evne til at give seeren lyst til at læse mere om Irving og ikke mindst om Hughes, lige så snart man kommer ud af biografen. Der har altid været noget fascinerende ved mystiske eneboere, der skjuler sig for pressen (læs: Bartleby & Co), og at film giver læselyst anser jeg – som både filmnørd og litterat – som en ganske smuk ting.