Indimellem må man virkelig forundres over, at visse filmfolk kan have haft en karriere til trods for, at de gang efter gang har spyttet den ene tåbelige film ud efter den anden. Som filmentusiast har de fleste sikkert kærlighed til manden, som for længst er blevet udråbt til verdens dårligste instruktør, nemlig Ed Wood Jr. Dette kan måske skyldes Tim Burtons rørende og kærlige portræt af ham i filmen af samme navn, så måske er det på høje tid at få skiftet navneskiltet ud på skamstøtten over verdens ringeste filmmand og lade der stå Bruno Mattei i stedet.

Efter at have siddet gennem Rats – Nights of Terror, Zombie 3 og Emanuelle i kvindefængslet burde man måske være blevet klogere, men et udslag af overmod blandet med håb gjorde, at nærværende anmelder endnu engang har valgt at tage brydetag med et af Matteis usle makværker – en kamp, der udspringer af en humanistisk kongstanke om, at Mattei som minimum må have skabt én film, som må være skæg eller udholdelig at overvære – men lad det blive sagt med det samme - det er i hvert fald ikke Caligula og Messalina.

Tinto Brass skabte i 1979 sensationsfilmen Caligula, der i en lang periode kørte i den nu lukkede Metropolbiograf på Strøget i Købvenhavn. Caligula er en af den slags film, man aldrig glemmer, når man først har set den, for foruden at være en overdådig og opulent gengivelse af det gamle Rom i en af dets mest dekadente perioder, så får man tillige en veloplagt Malcolm McDowell i rollen som den forstyrrede Caligula, der har seksuelle forhold til både sin søster, sin favorithest og en række andre. Den version, som de fleste kender, er den omklippede version, der indeholder hardcore porno. Det var scener, der blev tilføjet fordi Penthouse, som havde produceret filmen, syntes, Brass’ version var lidt for tam. Men foruden en storfilm med porno får tilskueren også serveret en pæn håndfuld torturscener og ekstreme blodsudgyldelser – mest utrolig er nok den imponerende mordmaskine, der optræder midt i filmen.

Caligula blev en bragende succes, og når film opnår dette, står kopisterne klar i kulissen. Først på spring var naturligvis Bruno Mattei, der åbner sin Caligulahistorie med en kameratur over noget, som allermest ligner en modelby af det antikke Rom kedeligt filmet på et lokalhistorisk museum. I modsætning til den oprindelige Caligula viser Caligula og Messalina allerede fra åbningsteksterne, at dette er en utrolig skrabet efterligning.

Caligula og Messalina følger trofast Brass’ version i den første halvdel - for vi ser Caligula indsætte sin favorithest i senatet, kræve prima nocte fra et ungt, nygift par og lade folk blive slagtet for et godt ord, alt imens Messalina bader i mælk, og en masse simulerede sexorgier og fjollede strip-tease sekvenser udspiller sig i en uendelighed foran den stakkels seer. Den sidste halvdel af filmen fortsætter efter Caligulas død, for nu flyttes fokus pludselig over på den unge elskerinde Messalina, der bogstaveligt talt har kneppet sig til tops i det romerske imperium.

Interiørerne i Matteis version begrænser sig til tre eller fire kulisser, hvoraf enkelte både bliver benyttet til baderum og festsal (her er poolen dog dækket over). De sparsomme scener, som ikke foregår indenfor, er stort set alle nogle, der er tyvstjålet fra andre film. Det er ikke svært at se, da både lyssætning og ikke mindst antallet af statister, synes at afsløre, at det ikke kan være en Bruno Mattei, som står bag. Med lidt hjælp fra internettet viser det sig, at gladiatorkampene, den brændende by under belejring og de imponerende scener fra havneindløbet er planket fra henholdsvis Pontius Pilatus (1962) og Kolossen fra Rhodos (1961).

Caligula og Messalina byder ej heller på hardcore porno, for det tætteste, man kommer på penetration, er nærbilleder af dyr, der har sex, et enkelt æselpar og to heste kan det blive til, og hestepenetrationen er utroligt nok også ligeledes noget, som Mattei har planket. Skuespillet er kedeligt, handlingen uinteressant, og plottet blottet for spænding. Det er replikker som ”That’s the understatement of the year 50” som synes at bekræfte, at dette muligvis er en af de mest tåbelige film, der er skabt om det gamle Rom.

Nuvel, dette er jo næppe en film tiltænkt historiefreaks, men derimod alle os, der holder af romerske orgier og sleaze i metermål, men man får som nævnt hverken ret meget sex – i hvert fald ikke eksplicit menneskesex – og de blodsudgydelser, som er til stede, sker i mange tilfælde uden for billedet. Hvis dette ikke er afskrækkende nok, så bliver scenen, hvor kejserens sølvmalede kvindelige narrefigur danser støvledans rundt om Caligulas lig, muligvis et af de dummeste øjeblikke, der nogensinde er fanget på film. Rådet er derfor klart: få fat i den originale Caligula, der stadig er i stand til at provokere og chokere, selv så mange år efter.