Torchwood (1. sæson) (13 x 50 min.) Købsfilm / Warner Brothers
Anmeldt 19/12 2008, 17:04 af Torben Rølmer Bille
Englands svar på M.I.B.
Englands svar på M.I.B.
« TilbageDa BBC i 2005 lancerede den nye serie om Doctor Who, var der mange trofaste tilhængere, som var meget skeptiske, men inden de kunne nå at sige ”Tardis”, var det en bragende succes, som både behagede fans og anmeldere. Selv da Christopher Eccleston i rollen som doktoren forlod serien allerede efter en første sæson, var doktoren en cementeret seersucces. En succes af den kaliber skal naturligvis kaste spinoffs af sig, og derfor har BBC både lanceret den noget tvivlsomme børnescience-fiction serie Sarah Jane Adventures og serien Torchwood, som absolut ikke er for de mindste.
En af de forfattere, der for alvor gjorde sig bemærket med Doctor Who, var Russel T. Davies, der stod for nogle af de stærkeste afsnit (bl.a. ”The Empty Child” og dobbeltepisoden ”Impossible Planet / The Satan Pit”), og det er selv samme fyr, der er idemanden bag Torchwood.
Institutionen Torchwood (som i øvrigt er et vældigt smart anagram) har fans af Doctor Who allerede stiftet bekendtskab med gentagne gange i løbet af de første sæsoner Doctor Who. Første gang den nævnes, er i forbindelse med et varulveangreb på selveste Dronning Victoria (i episoden "Tooth & Calw"), og i finalen på 2. sæson destrueres Londonafdelingen af Torchwood. Det er dog ikke klart for seeren, hvad Torchwood egentlig er for en størrelse, så vil man have et indblik i deres arbejde, bør man kaste sig over serien.
Torchwood ledes af den enigmatiske Captain Jack Harkness (som trofaste seere har mødt gentagne gange i Doctor Who), og fokuserer i langt højere grad på dynamikken i en sært sammensat gruppe, frem for – som i Doctor Who – på en enkelt hovedperson. Det skal indledningsvis siges, at man sagtens kan se og nyde Torchwood uden det mindste kendskab til Doctor Who, men kender man søsterserien er det naturligvis bare en kærkommen bonus, der giver lidt ekstra krydderi til episoderne.
En mørk og regnfuld aften oplever den unge politikvinde Gwen, at drabsafdelingen bliver bedt om at forlade et gerningssted, idet folkene fra Torchwood ankommer i deres store sorte bil. Hun vælger imidlertid at løbe op i et nærliggende parkeringshus for at se, hvad de foretager sig. Her er hun vidne til, at en af Torchwood-gruppens medlemmer tager en mærkværdig handske på, som tydeligvis vækker mordofferet til live i et halvt minut - tids nok til at forsøge at få en vidneforklaring ud af afdøde. Chokeret prøver Gwen at fortrænge situationen, men inden længe er hun blevet fuldbyrdet medlem af aktionsstyrken.
Serien handler om Cardiff-afdelingen af Torchwood. Under et af byens vartegn – The Millenium Centre – under Roald Dahl Plass holder gruppen til i en gigantisk underjordisk bunker. Placeringen er ikke tilfældig, for – som Who-fans ved – er Cardiff bygget oven på en revne i tids- og rumskontinuummet, og indimellem er der ting og sager, der undslipper denne dimensionsport. Det er blandt andet disse fremmedartede ting, som elitestyrken skal sørge for at inddæmme, udforske og undersøge.
På den måde bliver Torchwood lige dele Men In Black, X-Files og Doctor Who, for det fine ved serien er det forholdsvis høje narrative niveau, som der opereres med. Selv om man er gammel science fiction-fan, er det langt fra altid, man kan forudse de problemstillinger eller handlingsforløb, som serien skildrer, og det er mægtigt forfriskende. Hvis skal pege fingere af serien, kunne man indvende, at der på udsatte steder er for mange sæbeoperaelementer, som eksempelvis i trekantsforholdet mellem Gwen, dennes kæreste og Owen Harper (som er en af Gwens nye kollegaer). Det skal dog ikke opfattes som en sønderlemmende kritik, for både handlingsforløb og karakkernes udvikling er så tilpas interessant, at det er svært ikke lige at se et afsnit mere.
Ud over et godt skuespillerensemble, hæderlige effekter, en række afsnit, som er langt over middel af tv-science fiction, er det allerbedste ved serien helt klart dobbeltafsnittet, som afslutter 1. sæson. Her samles alle trådene fra de 12 forrige afsnit og kaster nyt lys over selv de afsnit, som man anså som svagere end standarden. Finaleafsnittene er superfede, onde, virkeligt overraskende og glimrende tænkt i forhold til den overordnede fortælling på tværs af afsnittene, og lad så det ellers være nok afsløring for nu – for hvis du er fan af denne genre, af Doctor Who eller BBCs dramaafdeling, så kan det vist ikke gå hurtigt nok med at få fingre i denne serie.