Hell Ride formår at skabe helt den samme retrofornemmelse, som kendetegnede Doomsday, men hvor sidstnævnte havde et anker solidt placeret i 80ernes genreklassikere, så synes Hell Ride at trække på de bikerfilm, som kom i kølvandet på den succes som Dennis Hopper og Peter Fonda fik, da de lavede en film om to gutter, der sætter sig op på deres motorcykler for at undersøge, hvor både Amerikas og deres egne grænser lå.

Film om motorcykelbander og deres rå sjak har været populære siden en meget ung Marlon Brando pludselig fik en kikset kasket til at se sej ud ved at sætte sig op på sin Triumph Thunderbird i The Wild One, men det var især i slutningen af 60’erne og starten af 1970’erne, at der kom et sand væld af b-film om motorcykelbander og deres excessive liv. I ånden fra Grindhouse-projektet (Planet Terror/Death Proof) er Tarantino da også krediteret som excecutive producer på Larry Bishops epos Hell Ride, som er mindst lige så campet, som den er sej.

Handlingen, der godt kan være lidt svær at følge med i i starten, viser sig hurtigt at dreje sig om det endelige opgør mellem to rivaliserende motorcykelbander. Heltene er ”The Victors” ledet af Pistolero (spillet af filmens forfatter og instruktør), og skurkene er ”The six-six-six’ers” ledet af Billy Wings. Centralt for denne strid er et overlagt mord på en ung, smuk mor til en af motorcykeldrengene for næsten 20 år siden.

Det er lykkedes Larry Bishop at caste sig selv i en rolle, der gør ham både sejere end Vinnie Jones, David Carradine og Michael Madsen, og som om dette ikke er nok, så bliver en af hans motorcykelbandemedlemmer spillet af ingen ringere end Dennis Hopper, der endnu engang sætter sig op på sin (egen) kværn og mumler mere eller mindre psykedeliske replikker af. Alene af den grund bør aficionados af bikerfilm se Hell Ride. Selve filmen er både ret rodet og har en handling, som egentlig aldrig rigtig bliver fængende, men det ændrer ikke på det antal bare bryster, voldshandlinger, mystiske dialogsekvenser, hotte babes, peyotetrips og kølige one-liners, som også optræder. Når man har med bikerfilm at gøre vejer, disse ting også langt tungere i den endelige bedømmelse end et skarpskåret plot med veldefinerede karakterer.

Stort set alle karaktererne i filmen er håbløst overmaskuline, endimensionelle og statiske fra filmens start til slut, men dette synes at være en bevidst handling fra auteurens side. Selv om det er usædvanligt at opleve bikere, som pludselig slår over i filosofiske diskussioner, eller som har et ordforråd, der fylder mere end et enkelt A4 ark, så fremstår Hell Ride både som en charmerende hyldest til alle udkrængende b-film fra 60’erne og frem, og samtidig tager Hell Ride sig selv enormt seriøst - en ting genren kræver. Der synes ikke at være plads til ironisk distance til noget som helst, og det gør faktisk, at filmen holder sig stilren hele vejen igennem.

Hell Ride er langt fra en film, der vil behage alle, og det er ej heller dens mål, tværtom. Den er som en stor fed rockertype, der snotter ned i din nyskænkede fadøl. Men samtidig er den meget stilsikker og leveringsdygtig i såvel en række ganske modbydelige karakterer og memorable citater, der sikkert vil få din ven, som er så frygtelig god til at huske filmcitater ordret, til at hvine af himmelsk fryd. For selv om Tarantino ikke har gjort meget andet end at producere, er meningsudvekslingerne – lige som filmens billedside – ganske fortrinlig, så lad os derfor slutte af med et passende eksempel: ”How about we take their stash, torch the trailer and get the FUCK outta here?”