Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters

Star Trek: Picard (488 min.) Købefilm / CBS / DIsney
Anmeldt 19/2 2021, 16:56 af Torben Rølmer Bille

Fremtidsnostalgi


Fremtidsnostalgi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er nok mange, der ville betegne den første sæson af Star Trek: Picard som ren ’fanservice’. Det er et begreb, der ofte anvendes med lidt negative konnotationer om fortællinger, der bevidst søger at levere netop det som man tænker at kernepublikummet gerne vil have. Personligt har undertegnede oplevet ganske mange haters, der netop benytter begrebet til at tale dårligt om den – i anmelders optik - ellers ret så fejlfri Disney+-satsning The Mandalorian, hvis foreløbig sidste episode af sæson 2 formåede at aktivere tårekanalerne hos et utal af granvoksne mænd. Hvem havde troet man skulle sidde og få en klump i halsen over noget så nørdet, som en Star Warsbaseret tv-serie?

Som mangeårig fan af Star Trek var det derfor med forsigtighed at den nye serie Picard blev smidt i afspilleren, for Star Trek: The Next Generation hører til en af de bedste space-operas (betegnelse for serier, der i modsætning til sæbeoperaer, foregår i rummet – red.) nogensinde. Men det skulle vise sig at denne skribent, undervejs i serien blev rørt næsten lige så meget som da Mandelorian blev set. Det blev pludseligt tydeligt at Picard i den grad havde været savnet.

Der var nok ikke mange, heller ikke skuespiller Patrick Stewart selv, der havde regnet med at se mere til admiral Jean Luc Picard efter at have set spillefilmen Star Trek: Nemesis der endnu engang lod Picard stå ansigt til ansigt med The Borg. Filmen kom i 2002 og der skulle gå næsten 20 år, før Picard valgte at forlade otiummet på vingården i Frankrig til fordel for endnu en tur ud i det enorme, kolde univers. I skrivende stund er det så endelig blevet muligt for fans (der ikke abonnerer på Amazon Primes streamingtjeneste) at opleve den første sæson af Picard i hjemmet, for serien er netop blevet udsendt på BluRay, med en masse ekstramateriale som den trofaste fan kan kaste sig over.

Det er selvsagt en kæmpestor fordel at have set TNG (Star Trek: The Next Generation - red), tv-serien der i perioden 1987-1994 introducerede verden for en helt ny besætning på USS Enterprise, før man starter med at se Picard. Det er det, fordi til trods for at seriens skabere har været gode til i såvel billede, lyd og gennem dialogen, at forklare baggrundsfortællinger, eller introducere nogle af de velkendte figurer på ny. For de der kender originalserien, ved jo i forvejen hvor dybt især Picards venskab med androiden Data har været. Et venskab der i den nye serie, kommer til at fungere som en slags katalysator for hovedfortællingen.

Med frygt for at afsløre for meget, så opsøges Picard i seriens første afsnit af en ung dame, der har oplevet noget meget traumatisk. Hun ved ikke hvordan hun ved det, men er sikker på at Picard er en af de få mennesker i universet som hun kan stole på og som endvidere kan hjælpe hende. Før de to dog får mulighed for at komme tættere på mysteriets kerne, angribes de af nogle sortklædte elitesoldater. Det viser sig at være Star Trek universets superskurke - Romulanere! Hvorfor de pludseligt dukker op, hvorfor de vil dræbe den unge dame og hvad Picards rolle i alt dette er, bliver du dog selv nødt til at opleve i de 10 timelange afsnit, der udgør den første sæson, af en meget velproduceret og velfortalt Star Trek-serie.

Da serien starter har Picard forlængst forladt Starfleet, mest af alt fordi han flere år tidligere valgte at træde ud af tjenesten. Hvorfor, skal Kapellet da heller ej afsløre, men når han ikke længere kan kommandere rundt med Troy, Riker og de andre, bliver han nødt til at sammensætte en ny besætning af civilister og andre skæve eksistenser og ikke mindst finde et rumskib, der kan bringe ham til de steder i galaksen, som rummer ledetrådene til tingenes rette sammenhæng.

På sin vej, støder Picard heldigvis også ind i en hel del af de figurer som udgjorde hans gamle besætning. For alle os der knuselsker TNG vil Picard derfor byde på en masse glædelige gensyn undervejs og samtidig opstår der en sær bivirkning idet man ser den nye serie; nemlig lysten til straks at genfinde boksen med den oprindelige serie for i ren og skær nostalgi at gense denne episke fremtidsfabel. Nuvel, man kan jo springe enkelte afsnit (med Wesley Crusher) over, hvis man, lige som Kapellets redaktør, hører til de der virkelig ikke kan døje figuren.

Effekterne i Picard er selvsagt helt i top og det samme er den historie der udfolder sig. En fortælling der atter engang genanvender et af science fictiongenrens helt store eksistentielle troper: hvad vil det sige at være til? Hvad er liv? Kan en maskine også have følelser, eller ligefrem en sjæl? I den forbindelse er det også oplagt involvere Picard. Han er i denne anmelders øjne den allermest sympatiske kaptajn i Star Treks historie. Hans kløgt, indsigt, pacifisme og enorme empati har alle dage gjort ham til en yderst vellidt figur og når man dertil lægger at Patrick Stewart (som han siger i samlingen af fraklip på den sidste skive) er en både Tonyvindende og Emmynomineret skuespiller, der oser af charme og talent når han dukker op på skærmen, så er det svært at være andet end vildt begejstret

Så er du til Star Trek så er der ingen vej udenom Star Trek: Picard. Vi fans får præcis hvad vi kom efter – og så endda lidt mere. Det er måske fanservice, men denne fan er helt oppe at køre over hvor godt det var. Det er med al tydelighed en serie der er lavet af folk der knuselsker TNG og som ganske enkelt bare gerne ville opleve at Picard atter engang, med et stålsat blik rettet mod fjerne stjerner, peger en finger frem mod tilskueren og gentager hans faste vending ”engage!”


Forrige anmeldelse
« The New Mutants «
Næste anmeldelse
» Picture of Lies »


Filmanmeldelser