Disneys nye vane med at bearbejde klassiske historier med rigtige skuespillere fortsætter med deres fortolkning af Jack Londons roman, The Call of the Wild, om en hund ved navn Buck. Der står måske 20th Century Studios på coveret, men Disney opkøbte det filmstudie og denne film er helt igennem en børnefilm i deres ånd.

Filmen er nogenlunde tro mod bogen, men med nogle enkelte opdateringer her og der, så det moderne publikum ikke får visse ’gamle værdier’ med i historien. The Call of the Wild vil nok glæde de yngre seere, som er vokset op med Disneys menneskelignende dyr, men den vedvarende brug af virkelighedstro computereffekter – inklusiv hunden Buck – har en tendens til at sætte en følelsesmæssig mur op mellem publikummet og det, filmen forsøger at fortælle.

Historien er fortalt gennem Harrison Fords karakter – en sørgende eventyrer ved navn John Thornton – som viser os Bucks liv gennem forskellige områder og ejere. Først er vi i hundens tidlige år, hvor han er et overforfinet kæledyr, som sidenhen kommer til at sulte, bliver vanrøgtet og truet med en kølle, hvis han ikke opfører sig pænt. Buck – svag, uden selvtillid, forvirret – ender med at blive en del af et slædehundeteam, som skal levere post via det canadiske postvæsen og postbuddene Perrault (Omar Sy) og Francoise (Cara Gee). Det er her, at han støder sammen med alfahunden Spitz, som leder de andre hunde ved hjælp af frygt. I sidste ende finder Buck sammen med John oppe i Yukon-guldområderne, hvor både mand og hund forsøger at helbrede hinanden.

The Call of the Wild er for det meste Bucks historie, og hans rejse fra at være en skødehund til leder er nem at følge med i for det yngre publikum. Buck er ét hundrede procent computeranimeret og han opfører sig ikke, som en hund ville opføre sig, men mere som en Disney-version af en hund med både fjollede manerer, overraskede ansigtsudtryk og følelsesmæssigt kendskab (som er på grænsen til at være menneskelig, som for eksempel da han indser, at John sørger over tabet af sin søn og da han forsøger at få John til at stoppe sit drikkeri). Det er også noget af en ændring fra Jack Londons roman, hvor Buck ikke nødvendigvis bliver mere fuld af tillid på grund af menneskenes gode hjerter, men mere på grund af hans stigende vildskab i det glubske og tilvoksede landskab. Noget af det er til stede i filmen, som da Buck møder en bjørn eller når han løber sammen med ulve, men nogle af de tematiske virkemidler fra historien er fjernet, så det ikke kun er vildmarken, der lokker Buck, men også omstændighederne omkring ham.

Endelig er der problemerne med computereffekterne. Buck ligner aldrig en rigtig hund, mest på grund af den overdrevne malende måde hans ansigt er blevet designet på, og de forskellige niveauer af effekter ser nogle gange utroligt underlige ud, når de bliver kombineret. I en scene gnubber Buck og en ulv deres snuder og pels mod hinanden, og scenen er højst besynderlig at se på – begge dyr ser slet ikke ægte ud, heller ikke når de agerer med hinanden, og den følelsesmæssige slagkraft i scenen tabes. Landskabet er nogle gange betagende at se på, især da Buck og John sejler i en kano på en krystalklar sø med fisk og glitrende guld, men ofte ser det hele lige så ægte ud som pauseskærmen på din computer.

Visse elementer i filmen er måske en anelse for intense for et yngre publikum, især truslerne mod dyrene og de voldelige motivationer én af skurkene har, men filmens værste fejltagelse er, at Buck bare aldrig bliver troværdig. Alligevel bevæger The Call of the Wild sig så hurtigt frem, at filmen sjældent bliver kedelig. Harrison Ford kan stadig kommandere over en scene som en vaskeægte filmstjerne. Når han udfolder sine skuespilevner sammen med den rene luft (altså, en computergenereret hund), er det sgu meget flot klaret alligevel. Hurra for mr. Ford!