Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




First Man (141 min.) Købefilm / Universal / Dreamworks
Anmeldt 9/5 2019, 11:48 af Torben Rølmer Bille

Rystende månerejse


Rystende månerejse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er ingen tvivl om, at NASAs testpiloter var mænd, der var nærmest immune, når det handlede om frygt. Er man i tvivl om dette udsagn, så læs Tom Wolfes roman The Right Stuff (da. Mænd af den rette støbning) og har man ikke tid til de, så se Phillip Kaufmanns filmatisering af samme fra 1983. At være testpilot svarer lidt til at blive placeret på en vakkelvorn spisebordsstol, som er blevet tapet fast til en overdimensioneret nytårsraket. Det var nok langt fra alle disse piloter, der havde et dødsønske, men det skadede nok heller ikke hvis man havde det på sit CV.

Den samme slags pionerånd og mandsmod er også udgangspunktet for filmen First Man, der som titlen antyder, handler om Neil Armstrong, det første menneske der satte foden på månen. Hører du til de konspirationstosser der stadig hårdnakket holder fast i at månelandingen var noget der blev optaget på et hemmeligt tv-studie under ledelse af Stanley Kubrick, så skal du i al fald passe på med at løbe ind i Buzz Aldrin (en af de andre astronauter, der var med på Apollo 11-missionen) for til trods af at at han er midt i firserne, så slår han stadig en proper næve.

Selv om Buzz og mange af de andre astronauter, der var en del af rumkapløbet i 50’erne og 60’erne, så er First Man primært et protræt af Neil Armstrong og dennes familie, sekundært et portræt af tiden og teknologien. Selv om biografiske film som denne ofte har det med at formidle et ganske positivt billede af sin(e) hovedperson(er), så sker dette ikke hér. Undertegnede kender stort set intet til privatpersonen Neil Armstrong, men skal man tro det billede First Man tegner, så var han ikke kun ganske introvert, meget intelligent, men også en, der i den grad havde svært ved at håndtere sine følelser, især overfor sine nærmeste.

Filmen starter rimeligt dramatisk ud, med Neil, der er lige ved at forulykke i en af NASAs mange test-raketfartøjer. Filmen er hele vejen igennem holdt i en sitrende, håndholdt stil, der passer utroligt godt til de mange scener hvor tilskueren kommer helt tæt på astronauterne i deres klaustrofobiske rumkapsler. Mindre vellykket er det når samme rystende stil overføres på middelklassehjemmet i 60’ernes USA. Måske er dette et forsøg på at skildre den uro der ulmer i hjemmet, men det er mildest talt også lidt irriterende, at kameraet konstant er i bevægelse. Det skal siges at dette i øvrigt ikke er et problem for denne anmelder, undertegnede holder endog meget af DOGME- og found-footage-film.

Dramaet fiser dog ret hurtigt ud. Faktisk så er der flere, længere dele af filmen, som bliver ret så kedelige, hvilket er lidt et under når man tænker på hvad det hele handler om. Ti minutter inde i filmen er seeren således vidne til en traumatisk begivenhed i Armstrong-familien, men selv om denne tragedie gang på gang optræder som et slags ledemotiv, så virker det ikke som om at det er netop den situation, der har gjort Neil så svært tilnærmelig. Det virker snarere som en grundtilstand. Han magter ikke at være en (k)ærlig far for sine drenge, eller at åbne sig op overfor hans bedste ven, eller for den sags skyld tale med sin kone om sine problemer og tanker. Knudemænd er aldrig sjove og når de så tilmed er hovedperson, kan det være ganske fremmedgørende og anstrengende at overvære. Det skal dog siges at Ryan Gosling spiller rollen som Armstrong helt fremragende, det er altså ikke skuespilleren, men manden bag, der er noget galt med.

First Man er også en film der går meget op i at skildre både Hr. Aldrins liv, men som går lige så meget i detaljer i forhold til at skildre de rent tekniske aspekter ved datidens teknologi. Lytter man til kommentarsporet og ser alle små film der går bag om filmen, vil man opleve, at filmskaberne har været ekstremt opsat på at få det hele til at virke så tro mod virkeligheden som muligt. Filmen er derfor præget af en masse scener, der viser seeren grejet, både det som indgår i de mislykkede og i de vellykkede forsøg med at afprøve forskellige tekniske løsninger der gik forud for Apollo 11.

Der bliver ikke leflet meget for seeren, når der nørdes teknik. Eksempelvis er det meget svært for lægfolk at fatte noget af det som der tales om når astronauterne kommunikerer med kontrolcentret i Houston, for mange af disse samtaler går på at tjekke forskellige tal som diverse apparater måler eller også benyttes der en masse forkortelser for ting, der garanteret er betydningsbærende for alle de, der før filmen har memoreret manualen til Apollo-raketterne, men som går fuldstændig hen over hovedet på alle os andre.

Dette betyder ikke at man ikke er i stand til at følge med i handlingen, for dels fortæller billederne, lydene og forskellige reaktionsskud meget, men man hægtes altså ret ofte af. Eksempelvis er der en scene der dukker op mod filmens slutning, hvor astronauterne nærmer sig månen og en alarm pludselig begynder at hyle. Dette sker det kritiske øjeblik, hvor landingsmodulet er på vej ned mod månens overflade. Ikke engang astronauterne i kabinen ved hvad alarmen betyder, og selv om det måske er taget med i filmen for at give lidt ekstra spænding til scenen, så er det samtidig ret svært at engagere sig.

Alt i alt ender First Man derfor med at være en film, der teknisk set er virkelig velfungerende – man føler i den grad man er en del af mandskabet, klemt inde i en snæver rumkapsel med 200,000 liter raketbrændstof i røven. Mange af disse scener er utroligt vellykkede og intense. Desværre er det ikke disse scener, der bærer filmen. Den handler mere om træningen, frustrationerne og privatlivet, end om intense testflyvninger og rejsen til månen. Filmen har en spilletid på lidt over to timer og tyve minutter, men det er kun de sidste 20 minutter hvor seeren rent faktisk tager sammen med mandskabet til Månen.

Ud over dette ved langt de fleste af filmens seere jo udemærket godt, at Apollo 11 missionen i 1968 var en succes. Så der er jo reelt ikke megen spænding i de scener, hvor man måske skal bringes i tvivl om hvorvidt det lykkes vores venner at lande på månen, eller om de monstro kommer hjem til jorden igen. Faktisk er First Man en lidt træg og søvndyssende omgang. Det kan godt være at realismen og et forsøg på at gengive historien så præcist som muligt er i højsædet, men dramaet lider desværre også ret meget under dette. Du kan derfor sagtens springe denne film over, med mindre du sover i en NASA T-shirt og selv bygger raketter i din fritid.


2415
Forrige anmeldelse
« Annihilation «
Næste anmeldelse
» Aquaman »


Filmanmeldelser