Darren Aronofski har altid været en meget interessant instruktør, der bestemt ikke kan anklages for at lefle for den laveste fællesnævner. Selv om The Wrestler og Noah var film, der var til at følge med i, var der nok flere filmelskere, der følte sig ganske udfordret af The Fountain, Pi for da slet ikke at tale om mandens seneste mother!.

Hvis man skulle forsøge at genrebestemme filmen ud fra traileren, ville man nok tænke, at det var en horrorfilm. Selv om der er flere angstfremkaldende scener i filmen, er mother! ikke en gyserfilm i traditionel forstand, om ikke andet fordi det er en film, der starter ganske blidt op, men på kort tid udvikler sig i en retning, som mildest talt er overraskende og udfordrende.

Filmen starter med at vise seeren en hånd, der placerer, hvad der allermest ligner et stykke klart bjergkrystal i en lille holder. Den står på, hvad kunne være en forkullet hylde i et rum i det, der minder om et udbrændt hus. På magisk vis synes tiden at blive spolet tilbage, så vi kan se, at dette ganske rigtigt er en hylde i et rum. Panelerne får deres farve igen, det forkullede træ heles og alt fremstår igen flot, nyt og nysseligt. I dette hus møder vi kort tid efter en midaldrende forfatter, der lider så frygteligt af skriveblokering og hans noget yngre, meget smukke hustru. Hun i færd med at sætte hans barndomshjem i stand. Foruden mandens manglende inspiration virker de lykkelige.

En dag ankommer en fremmed til huset. Han påstår, at han er læge og at hans bil er brudt sammen i nærheden. Han vil egentlig bare låne en telefon, så han kan finde et hotel i nærheden, men forfatteren inviterer manden indenfor uden dog at have konsultere hustruen. De to mænd hygger sig bravt, deler alkohol, og selv om det nye bekendtskab ikke giver manden i huset inspirationen til at skrive igen, nyder han doktorens selskab. Den gode doktor respekterer tydeligvis ikke hendes påbud om kun at ryge udendørs eller for den sags at opføre sig hæderligt.

Næste dag dukker doktorens kone op, som også inviteres indenfor af forfatteren. Han viser parret den enestående krystal fra filmens start, som han opbevarer på sit arbejdsværelse. Han fortæller dem, at dette var det eneste, der var tilbage efter barndomshjemmet for mange år siden brændte ned. Han fortæller, at krystallen er en meget unik ting for ham. Kort tid efter dukker de nye husgæsters børn op og herefter tager filmen en drejning, som kun de færreste ville have set komme.

mother! er bestemt ikke nogen lettilgængelig eller for den sags skyld særlig rar film. Første gang, man ser den, fremstår den som en slags fortælling, der starter i en form for genkendelig realisme, men som hurtigt morfer og bliver til noget helt andet. Ved gensynet opdager man, at filmen ikke alene er en nærmest hypnotisk allegori og men også et svendestykke i eminent karakterskuespil.

Jennifer Lawrence beviser, at hun er og kan meget mere end at være Katniss i Hunger Games, rollen som både gjorde hende til en superstjerne, som sikrede hende bred opmærksomhed. I dem bærende rolle i mother! viser Lawrence mod til at kaste sig over en rolle, der ligger milevidt fra etablissementet.

Ligeledes leverer såvel Javier Bardem, Ed Harris og Michelle Pfeiffer, der spiller doktorens bramfri og fordrukne hustru, alle sammen præstationer, der er ganske usædvanlige. Mest af alt fordi de spiller figurer, der på den ene side er nemt genkendelige for os, på den anden virker som groteske karikaturer af disse arketyper og på den tredje led ender med at være noget helt andet, end denne anmelder indledningsvist forventede.

Når man tænker på, hvor voldsom en oplevelse filmen er, er det måske intet et under, at mother! ikke blev nomineret til et væld af prestigefyldte priser (tjekker man IMDB kan man endda se, at den har været nomineret til værste film). Det er bestemt heller ikke en film, der sætter sig for at hverken ae sit publikum med hårene, eller give mange ledetråde til, hvordan man skal tolke eller forstå det, man ser udfolde sig på lærredet. Har man brug for an forklaring, har instruktøren selv nogle bud , men det ville være en skam at læse disse, før man kaster sig over filmen, for så vil man ikke opleve den mulige frustration eller fornøjelse, det kan være selv at dage sin egen mening ud af det, man ser udfolde sig i mother!.

Hvad filmen måske kunne mangle i forhold til genkendelige plots, set-ups og pay-offs eller klare karaktermotivationer, leverer de til gengæld et mysterium i tolkningen af det sete, som seeren selv skal forsøge at løse. Det gør også filmen til en af de, som – forudsat man ikke allerede har klikket sig til instruktøren eget bud på, hvad filmen handler om – man meget gerne vil snakke om, når filmen er færdig. Blot dette faktum burde være nok til at du, ærede læser, burde give mother! en chance , for den er på mange måder dybt original i den måde den fortæller sin voldsomme historie på.