Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Noah (138 min.) Købsfilm / Fox-Paramount
Anmeldt 21/8 2014, 13:06 af Kim Toft Hansen

Eventyret om Noahs ark


Eventyret om Noahs ark

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Darren Aronofskys sjette spillefilm er en pudsig tilbagevenden til instruktørens startpunktet. Men det er også en helt tydelig distancering til de fem øvrige film. Noah er filmatiseringen af myten om Noah, der på Guds befaling byggede en ark til at huse alverdens væsner, fordi Guds vrede skulle regne over verden og udslette den syndefulde menneskehed. Fortællingen er spektakulær og stor nok til en storfilm, og Aronofsky udnytter potentialet langt ud over, hvad der er belæg for i Biblen selv. Filmen er netop udsendt som købefilm.

Det er selvfølgelig ikke første gang, myten er blevet visualiseret. Michael Curtiz – manden bag Casablanca (1942) – indspillede en succesfuld version i Noah’s Ark (1929), der ligesom Aronofskys film sugede til sig af nye landevindinger i filmteknologien; det var lige midt i lydfilmens gennembrud. John Irvin fik kritik for sine kreative friheder i tv-filmen Noah’s Ark (1999), hvilket også er noget, der har ramt Aronofskys Noah. At filmatisere bibelske fortællinger deler nærmest per definition vandene (om jeg så må sige).

Det giver god mening at indspille en gammeltestamentlig fortælling i dag for det brede publikum. Tiden bærer en ny og reaccentueret interesse i religiøse myter i en tid, der er blevet kaldt postsekulær. At vælge en myte, der indgår i de tre store monoteistiske, abrahamiske verdensreligioner, er derfor oplagt, fordi publikum potentiel er ret stort. Men det er ikke den eneste årsag til, at den giver mening i dag. Myten om Noahs ark passer nemlig fantastisk fint ind i tidens økokritik og fungerer derfor også som et stykke såkaldt ’environmental aesthetics’ – en samtidig kritik af de klimaproblemer, vi oplever nu.

Det er heller ikke første gang, Darren Aronofsky arbejder med den jødiske mytologi. I hans eminente debutspillefilm Π (1998) inddrager han matematikken som Guds sprog i en moderniseret blanding med datalogi. Den mystiske The Fountain inddrager også et virvar af religiøse motiver, men det er i Noah, at han går tættest på en helt genkendelig fortælling. Formentlig motiveret af at skulle få filmen til at vare over to timer trækker han på andre myter end den velkendte bibelske. Fx henter han de faldne engle, der som stenkæmper hjælper ham, fra jødisk mytologi. Noah er på den måde et moderniseret og postsekulært smeltedigel af religiøse fortællinger.

På grund af de friheder, som Aronofsky tager i filmen, er filmen sågar blevet kaldt noget så selvophævende som ’atetistisk teologi’. Men heri ligger der en pointe, fordi filmen ikke fastholder én religiøs overbevisnings version af en myte, der er verdensomspændende. Sagen er den, at Noah blot er én fortælling, der henter sit autentiske stof i en flodbølge, som ramte for flere årtusinde siden, fordi jorden pludselig blev varmere. Noah er en bibelsk, men alligevel globaliseret version af denne fortælling. CGI-aktualiseret gennem billeder med flot farvelade.

Stilmæssigt er filmen vel nok mere et eventyr end en bibelsk storfortælling. Den elementære fornemmelse er, at vi her har en bibelsk Tolkien-fortælling tilsat en optik hentet fra Peter Jackson. Den fortælletekniske opbygning, der ender i en storkamp mellem de fravalgte og Noahs familie er nærmest koreograferet og fortalt som slaget om Helm’s Keep. Filmen er generelt velspillet, om end de kulminatoriske sekvenser, hvor især Jennifer Connelly sætter Russel Crowe på plads (eller i hvert fald forsøger det), bliver lige lovlig emotionelle, tårevredne og storladne.

Filmen tager sig nogle store religiøse friheder i spændingens navn. Noah havde fx i Biblen ikke kontaktbesvær med Gud som i filmen; i stedet talte han direkte med ham. Hans sønner manglede ikke hustruer som i filmen. Men begge dele betyder, at der bliver yderligere konfliktstof, som Aronofsky kan udnytte. Noahs tvivlspørgsmål om Guds besked giver kontroverser mellem ham og hustruen Naameh, mens savnet af en kvinde naturligvis giver stærke personlige efterdønninger om bord på arken. Ingen af dele er mytologisk motiveret, men motiveret af, at filmen skal have saft og kraft.

Er der så – ud over, at vi ikke er så areligiøse, som vi går og tror – andre motiver, der er relevante for vores samtid? Ja, for det første er myten så universel, at den vil være evigt aktuel. Men en meget enkel lille sekvens midtvejs i filmen, hvor silhuetter af forskellige soldater og konflikter, helt sorte mod en orange solnedgang, trækker det hele op i vor tid. Selvom filmen foregår i bibelsk tid, er der blandt alle disse silhuetter også moderne soldater med maskingeværer. Med et meget simpelt middel får Aronofsky trukket handlingens konfliktuelle aktualitet helt op til samtiden.

Dermed er Noah en film, der for det første vender tilbage til startpunktet omkring jødisk mytologi fra Π. Men det er også en film, der for alvor vender ryggen til Aronofskys tilværelse som independent instruktør – et lille skridt blev taget med Black Swan, men det endelige store hop ind i blockbusterens univers er gjort med Noah. Men det er interessant, hvordan han faktisk – ved selv at være en del af mange af filmens tilblivelsesfaser – fastholder en del af det, der har gjort ham til en af nyere tids mest interessante amerikanske instruktører.


Forrige anmeldelse
« Monica Z «
Næste anmeldelse
» Space Dogs 2 »


Filmanmeldelser