En smart sportsvogn parkeres nonchalant med Rivieraens palmer som baggrund. Vi aner, at vi nok er i Monaco. En adræt køn ung mand springer ud af vidunderet for at gå rundt mellem andre sportsvogne. Han vælger til sidst en orange Porsche, skriver kontrakt, alt under forudsætning af, at lydanlægget udskiftes, til noget bedre. For The modern man handler meget om smuk lyd. ”Gulddrengen” er den kendte, succesfulde soloviolinist, musikgeniet Charlie Siem, som dokumentaristen Eva Mulvad har fået lov til at følge gennem 4 år, på sine mange rejser verden rundt – også udenfor koncertsalene.

Det er der kommet et tankevækkende, spændende portræt ud af – med skøn klassisk musik – hele tiden med Charlie Siem i centrum.

Vidunderbarnet blev født af stenrige forældre i et hjem med flygel (Steinway!) og sans for klassisk musik. Allerede som 3-årig lægger han violinen til barnekinden. Under skoleopholdet på Eton styrker og udvikler musikundervisningen hans store talent. Som 15-årig får han debut som soloviolinist, sandelig en ”wonderboy”, der allerede tre år efter spiller med the Royal Philharmonic Orchestra – ikke andenviolin, nej, som solostjerneviolinist.

De store klassiske mestre Brahms, Beethoven, Dvorák og deres guddommelige violinkoncerter, forgylder tilskueren – og os i biografsalen. Korte stjernestunder, der næsten er hele filmen værd.

Samtidigt prøver instruktøren, at får adgang til mennesket Charlie. Ham, der erkender sin vilje til det perfekte - altid en 100 procent satsning, hvor både intellekt og krop skal være i topform. Et musikalsk geni, der ved at kun gennem afsavn og koncentration opnås perfektionismen. Manden, der har alt – supertalent, selvsikkerhed, succes – den klassiske musiks ”rock-star” – omgivet af toppen af magtfulde mennesker – med smag, rigdom og magt.

Men medaljen må have en bagside – det er den vi venter på. Charlie Sied er ikke bange for at erkende og analysere sin egen situation: ensomhed. Den er bevidst og erkendt, siger han. Det er prisen. Ingen piger, ingen mænd, ingen nære venner – kun den klassiske musik.

Vi møder hans milliardærforældre. Søde, venlige, hjælpsomme overklassemennesker - der som han selv siger, aldrig ville bebrejde ham, hvis han lagde violinen på hylden. En tolerance, som han udlægger som en manglende støtte og forståelse for hans indre liv. Men hov, Charlie Siem vil slet ikke fremstå som den ulykkelige, ensomme ulv, der har ofret sig på kunstens alter. Slet ikke. Han fastslår skråsikkert, gennem iskold intellektuel analyse, at han kan og vil kontrollere sit liv. Alligevel tvivler vi lidt på hans stålsatte selvkontrol, når vi oplever hans imødekommenhed overfor reklameindustrien. Ublufærdigt lægger han ansigt og krop til Armani parfumer, Boss habitter og cognacmærker. Charlie Siem har et markant, fotogent, nutidigt ansigt, der udstråler både maskulinitet og følsomhed. ”Er det virkelig mig?” siger han til et af Boss-portrætterne, som han har indkasseret millionbeløb for.

Charlie Seim er viljestærk, selvkontrollerende helt ned i den mindste detalje og intellektuelt velargumenteret. Der slipper kun det lys ud af sprækkerne, han selv vil. Det er det, der umuliggør det dybdeborende filmportræt, dertil skal der tilsættes diamantbor og dynamit.

Interessant bliver det alligevel. Fordi vi altid fascineres og også bliver lidt mistænkelige overfor det perfekte menneske. Dokumentarfilmen giver også mulighed for at vi (i det skjulte) kan godte os lidt over at succes og rigdom ikke automatisk fører til lykke og gammen (villa, Volvo og vovsen).

A modern man vil, som titlen antyder, gerne generalisere, så vi i glimt forstår det moderne menneskes mange dilemmaer og faldgruber. Det lykkes ikke helt, men vi får en masse skøn musik på højeste plan og møder en stor violinist, der har styr på buen – og når alt kommer til alt, også sit liv.