Matt Damon er igen Jason Bourne. Ser man bort fra parallelhistorien The Bourne Legacy fra 2012, er Jason Bourne den fjerde film i serien om den altid plagede, evigt jagede topagent. Det kan måske undre mange faste fans af serien at de folk, der forsøger at fange eller eliminere Jason, ikke er blevet en tøddel klogere i løbet af de sidste fire film. Jason Bourne er nemlig ikke bare svær at fange, han er også helt umulig at slå ihjel. Bourne er nemlig så hård en starut, at han ville kunne dræbe en mand tre gange større end ham selv med et lidt for kort stykke tandtråd.

Ikke desto mindre er det atter engang ganske underholdende at se agenturet forsøge at få skaffet deres selvskabte plage af vejen. Denne gang starter filmen med at Nicky - en af de figurer, som enkelte måske husker fra de to første film - atter dukker op i Jasons liv. Nicky har i et hackerkollektiv på Island tiltvunget sig adgang til CIAs mest hemmelige Black-Ops-filer. Filer som nu er i hendes varetægt.

Blandt disse stjålne data finder Nicky en masse nye informationer om ”Operation Treadstone”, det program som i sin tid skabte Bourne. Der er dog også data om agenturets allernyeste, tophemmelige operationer. Information som Langley bestemt ikke vil have bliver lækket til nogen som helst. Et af disse tophemmelige tiltag er CIAs samarbejde med en populær IT-mand, der har skabt et revolutionerende nyt socialt medie kaldet ”Deep Dream”. Dette er et produkt som på overpladen lover dens brugere 100% digitalt privatliv, men som i virkeligheden er et netværk som efterrettighedstjenesterne kan få fuld adgang til, så de nemt kan overvåge os sagesløse brugere i endnu højere grad.

Jason Bourne benytter sig på denne måde en række referencer til virkelighedens digitale hverdag, hvor folk som Edward Snowden, der lækkede fortrolige dokumenter til Wikileaks, beviste at efterretningstjenesterne allerede var i fuld gang med at foretage ulovlige indgreb i vor privatsfære. Samtidig anvender filmen bevidst locations, der på samme måde italesætter virkelighedens konflikter og brændpunkter. Mest tydelig blandt disse er Syntagama pladsen i Athen, der som bekendt har været rammer for voldsomme demonstrationer mod EU's sanktioner og besparelser på statsbudgettet. For det er på samme sted som Bourne skal mødes med Nicky midt under en demonstration, der udvikler sig til kampe mellem demonstranter og politi.

Som altid bliver der ikke sparet på kræfterne, hverken de digitale og fysiske, i regeringens forsøg på at enten eliminere Bourne eller som noget forholdsvist nyt – i forsøget på at lokke ham tilbage til folden. På den ene side sætter agenturet den mand, der muligvis slog Bournes far ihjel, efter ham. Derfor er der lagt op til flere konfrontationer mellem de to topagenter, der helt ifølge actionfilmens dogme, skal ende med et endeligt opgør mellem de to. På den anden front møder vi en af CIAs nytilkomne dataspecialist. Hun er helt overbevist om, at man ved at påvirke Jason på forskellige måder, kan få ham til at opgive sin evige flugt og i stedet indsætte ham som operationel agent igen.

Kender man franchisen, er der i Jason Bourne ikke meget nyt at komme efter. Både de visuelle elementer, den mere rå action og historien er ikke nye. Det hele føles stadigvæk som en slags mere brutal og realistisk udgave af brormand Bonds film.

Dertil kommer at enkelte af nærkampsscenerne og de mere spektakulære, stort anlagte actionsekvenser er optaget med hjælp af så mange bevægelige kameraer og gengivet i så højt et klippetempo, at man indimellem helt mister overblikket over scenen. Det er helt naturligt, at sådanne sekvenser skal være kaotiske, men der forekommer steder i filmen, hvor man ganske enkelt har svært ved at følge med eller bevare overblikket, eller ved hvor denne ene bil eller person er placeret i rummet i forhold til den anden. Det er en skam, især når man tænker på hvordan især nærkamene i de første film virkede så utroligt velorkestrerede, voldsomme og derfor overbeviste.

Jason Bourne er forventeligt ikke den bedste film i serien, men for alle de der i forvejen holder af figuren og af serien, så er det et par timers dejlig adspredelse i velkendt territorie. Det vil bare være en fejl, at man skruer forventningerne til den seneste film op, for den gentager stort set bare det man har set i flere af forgængerne. Som en slutbemærkning, skal det nævnes at det også rart at gense Vincent ”Dobermann” Cassell i rollen som den skumle lejemorder der sendes efter Jason.