De to svenske instruktører Ola Simonsson og Johannes Stjärne Nilsson har hidtil lavet kortfilm. Nu spillefilmsdebuterer de under fælles fane. Og hvilken debut. Sound of Noise (2010) er en besynderlig, stilsikker og meget lovende debut. Den er netop kommet på gaden på dansk købefilm.

Støj! Det er, hvad det handler om. Brugen af de lyde, der omgiver os, til at danne et lydbillede, en rytme. To spor. En tonedøv politimand i en succesfuld musikfamilie og performance-perkussionisterne Six Drummers. Politimanden Warnebring har gennem sin opvækst lært at hade musik, og ønsker kun stilhed – slagtøjsgruppen ønsker at omstøbe tidens forståelse af lyd. Derfor planlægger de fire happenings, hvor hverdagens by- og lydbillede skal indgå i musik. Warnebring ser alene hurtigt sammenhængene: Alt, hvad gruppen slår på, bliver nemlig til stilhed for ham. Alt, hvad han har ønsket.

Sound of Noise er faktisk en krimi. Men som ingen anden. De fortællemæssige spor indledes adskilte, og skal langsomt indfinde sig i en fælles, ja, tone. Filmen er samtidig bygget op omkring disse happenings, hvor vi på den ene side følger lydterrorgruppen og på den anden side Warnebrings pudsige efterforskning af disse folk, der hver gang efterlader sig en metronom. En tikkende bombe, symbolsk naturligvis.

Filmen er en leg med lydmæssig autenticitet. Også reflekteret i navnene på Six Drummers – de hedder alle sammen det, de også hedder i virkeligheden. Trods fortællingens besynderlige leg med alt andet end realisme – understreget af den mesterlige indledningsscene, hvor to fra gruppen finder rytme på trommer og motorvej – søger filmen grænsen mellem virkelighed og fiktion. Undertonen er, jovist, samfundskritisk og målrettet: Det etablerede er stålsat ensidigt og uden udvikling, eksemplificeret af den store, klassiske musikkunst. Musikkens avantgarde vægtes som en kontrast til et samfund i stilstand. Musikalsk i udgangspunktet. Socialt i overført betydning. Den sorte, groteske humor er bidsk og vedholdende.

Filmen viser, at vi omgiver os med det underfulde og bizarre. Vi får bare ikke øje på det. Eller ’øre på det’. Etablissementet er dækket til af en tankegang, der begrænser. Og får ikke øje på mesterværket, som Six Drummers udfører. I stedet er det en dogmatisk fordømmelse af det, der ikke følger normaliteten og holder sig inden for grænserne. Politimanden Warnebring er metonymisk for denne oversigt. En fyr fanget i den klassiske musik omringet af en dirigerende far, en stjernemor og en verdenskendt dirigent som bror. Warnebring passer ikke ind. Utilpas – avantgarde og tonedøv – i sin egen opvækst. Stilhedens tro væbner. Den perfekte til at opklare støjterrorisme. Men ikke nødvendigvis helt som ventet.

Sound of Noise er velspillet og forunderligt veleksekveret. Den ligner absolut intet andet. Nærmest original. Og det er jo faktisk ikke så lidt.