Det virker næsten helt forkert når man, på coveret til John Hughes klassiske ungdomsfilm The Breakfast Club, læser ordene ”30th anniversary edition”. Ikke desto mindre er det hér i 2015 tredve år siden filmen fik sin amerikanske biografpremiere. Man fanges på denne måde i både en undren over hvor gammel man selv er blevet og samtidig gribes man af en forunderlig længsel til at gense en af teenageårenes mest ikoniske film.

Spørgsmålet er så om den stadig fungerer som ungdomsfilm, eller om filmen set gennem en nutidig optik virker håbløs gammeldags. Svaret er ikke entydigt, for dele af den virker, mens andre aspekter synes at være så tæt knyttet til perioden den er skabt i, at de forekommer virkelig kiksede og gammeldags.

John Hughes er nok herhjemme allermest kendt for komedier, som eksempelvis Alene hjemme (org. Home Alone), En vild pjækkedag (Ferris Bueller’s Day Off) eller Røvtur på 1. Klasse (Planes, Trains & Automobiles), men i hjemlandet USA forbinder endnu fleste instruktøren med hans såkaldte ”High school trilogi”, der består af 16 Candles, Weird Science og netop Breakfast Club. Det var film som med ét slog både instruktørens navn fast og som forvandlede en del af de medvirkende i filmene til store Hollywoodstjerner i løbet af et øjeblik.

For alle de, der ikke var unge i firserne handler Breakfast Club i ganske korte træk om fem high school elever, der af forskellige grunde skal bruge hele deres lørdag på en eftersidning i skolens bibliotek, alt mens en bister lærer, Mr. Vernon, forsøger at holde øje med dem. Naturligvis er de fem alle meget forskellige fra hinanden.

Blandt drengene møder vi sportstossen Andrew, rebellen John og den nørdede Brian. De to piger er mindst lige så forskellige, for denne ene er den søde, regelrette Claire mens den anden er den mærkelige, introverte Allison. Kort sagt præsenteres tilskueren for fem meget forskellige figurer, med så forskellige personligheder, at alle seere har mindst en, som de kan identificere sig med.

Der går ikke lang tid, før eleverne får sørget for at Mr. Vernon ikke kan holde direkte øje med dem og i stedet for i stilhed lave de hjemmeopgaver de er blevet pålagt, begynder de at snakke, pjatte, snige sig rundt på skolen, ryge joints og spille hinanden ud mod hverandre. Det skal nemlig vise sig, at de fem måske slet ikke er som man først antager. I løbet af eftersidningen lærer de derfor en masse ting om hinanden som er med til at rykke ved både deres egne og tilskuerens fordomme. De får afsløret hinandens hemmeligheder på godt og ondt og afsøger både egne og hverandres personlige grænser.

De er ganske charmerende, at opleve hvorledes medlemmerne i klubben kommunikerer med hinanden. For selv om de taler om sager, der i midt-firserne muligvis blev anset som kontroversielle, virker nogle af dem ikke særligt provokerende i dag. Tag nu for eksempel scenen, hvor en af dem finder ud af at den ene af pigerne stadig er jomfru. Muligvis har sådan en afsløring været voldsomt traumatiserende for pigen i firserne, men takket være en meget mere åben dialog om sex og samliv i dag, forekommer scenen ganske forældet i dag.

Det samme gælder en lang række andre forhold i filmen. Muligvis er det fordi anmelderen selv er blevet 30 år ældre og derfor ikke længere er i stand til at huske de mange problemer han som teenager gik og bøvlede med, eller også er det fordi tiden måske er løbet fra morgenmadsklubben?

Filmen fungerer derfor bedst som et slags tidsbillede af en amerikansk ungdomskultur som på godt og ondt også påvirkede vores egen ungdom. Det er herligt at opleve datidens stereotyper og ikke mindst deres fantastiske garderobe og hårpragt, men uanset hvor retro-cool det helle ellers er, så kan man ikke komme udenom, at det er en film, som tiden er stukket fra og hvis figurer netop gennem deres gøren og laden virker sært utroværdige, idet nutidens unge synes at have helt andre problemer at slås med, selv om enkelte af deres problemer (være det selvværd, syn på autoriteter, osv.) stadig kan forekomme aktuelle.

Derfor er trediveårs jubilæums Blu-ray-udgaven af Breakfast Club en film, der mest af alt henvender sig til alle de der takket være deres alder har nemmere ved at spejle sig i de fem hovedfigurer. Det er en film til alle os, der selv sloges med eksistentielle problemer, kærestesorger, popularitet og det andet køn i midt-firserne. For denne midaldrende målgruppe er det derfor et ganske herligt, nostalgisk gensyn med en klassiker fra perioden, mens ungdommen nu til dags med garanti vil føle sig ganske fremmedgjorte overfor filmens noget inkonsekvente og lettere karikerede fremstilling af en ungdomsgeneration, som de ikke kan forme et egentligt tilhørsforhold til.