Hjerteregn og stjerneregn. Alle elsker The Artist. Med god grund. Filmen handler om kærlighed af den sensationelle slags. Og kærlighed til film. Og på film. Stumfilmsstjernen George Valentin er et stor Hollywood-ikon, der – i det for filmen skælsættende år 1927 – nægter at tro, at talefilm kan erstatte stumfilm. Den første talefilm havde premiere dette år, men Valentin fastholder, at stumfilmen er den ægte filmkunst. Ligesom mange i hans samtid gjorde.

I sluttyverne sluttede mange store, flotte og strålende filmkarrierer, fordi skuespilleren eller folkene bag kameraet ikke kunne omstille sig til ’talkies’. Mest berømt er nok Asta Nielsen, der kun medvirkede i en enkelt talefilm. Spillestilen i stum- og talefilm er fundamentalt forskellig, ekspressionistisk i modsætning til realistisk, og denne filmhistoriske udvikling handler The Artist også om. Skuespilleren Valentin er metonym med den store transformation.

The Artist er så gennemført, at den er stiliseret som sin handlingsmæssige samtid. Den er sort-hvid og stum. Mellemtekster fortæller, hvad der siges. Men en tidlig drøm – med lyd! – antyder, at lyden er ved at få overtaget. Filmens egen handlingsmæssige udvikling og lydbillede udvikler sig som filmhistorien fra 1927 til et stykke ind i 30’erne. Det er dog ikke første gang, at vi har set et metastumfilm. Mel Brooks’ Silent Movie (1976) er et oplagt fortilfælde.

The Artist er undervejs krydret med tilpas mange henvisninger til alt muligt godt og blandet. Enhver med forkærlighed for såkaldt intertekstualitet – henvisninger mellem fortællinger – har nok at gå på opdagelse i. Valentin er spundet over flere forskellige skæbner, der pletvist dukker op, mens hans hjælpende hånd – en upcoming skueslpillerinde Peppy – ligesåvel trækker på 20’ernes og 30’ernes ikonocitet on the silver screen. Selv H.C. Andersens dybfølte karakteristik af kunstnerisk skabelse i ”Skyggen” dukker op undervejs.

Instruktør Michael Hazanavicius har hidtil været et lovende bud på en ny fransk instruktør, men hans franske instruktioner har ikke fået den ventede opmærksomhed. Med The Artist brager han igennem filmens lydmur med en film, der tog fem Oscars til den seneste uddeling, herunder den vigtige for ’bedste film’. Læg dertil en pulje Golden Globes. Hazanavicius bruger ’sin egen’ skuespiller, den franske Jean Dujardin i rollen som George Valentin, hvilket igen er en fin lille metapoetisk krølle på, at han ville have problemer, hvis han overgik til talefilmen.

Det giver naturligvis god mening, hvorfor lige netop The Artist vinder en stribe statuetter i den selvfede amerikanske filmindustri. Den handler om netop denne. Den svælger i en forblændende kærlighed til den filmindustri, der om nogen har formået at skabe drømme i virkeligheden. Derfor er The Artist også selv opbygget som de hypersentimentale film, som Valentin selv medvirker i i filmen. Filmen stinker af afsmittende filmisk narcissisme. Sentimentalismen glider dog lettere ind, når den er fortalt med et ironisk og pastichefyldt glimt i øjet.

The Artist er på den ene side en ganske banal og sød lille film, der fortæller en meget overskuelig historie. Men den er fortalt med en så stor stilsikkerhed og så stor interesse for den kulturelle samtid, at der er masser af materiale at komme efter for den, der vil gå den efter i sømmene. Det gælder BD’ens ekstramateriale, der kan forlænge drømmene, som filmen baserer sig på. Om The Artist er en værdig Oscar-vinder, er altid svært at udtale sig. Det er under alle omstændigheder en særdeles seværdig filmoplevelse, der vil appellere til alle, der er grebet bare en lille smule af Hollywoodlandets febervildelse.