Den tyske ødelæggelsesmaskine fra Anden Verdenskrig er velkendt. Entlösung. Destruktion på alle fronter. Mennesket, ja, men også materiel. Det er faktisk temmelig infantilt. Tanken var, at når nu vi selv – altså nazisterne – ikke kunne få det hele, så er der ingen andre, som skal nyde det. Heller ikke historiske og gud-dommelige byer som Paris.

Da de allierede langsomt trængte frem mod Paris i 1944, installerede den tyske besættelse en komplet, sprængklar armering af byen, så centrale bygninger, bro-er og passager skulle ødelægges. Potentielt til fare for over en million indbygger, der ville blive fanget inden for eksplosionerne.

Volker Schlöndorffs film Diplomati handler om de sidste timer op til denne sprængning. Et kammerspil, hvor diplomaten, den svenske generalkonsul Nord-ling, hemmelighedsfuldt trænger ind hos besættelsesguvernøren Cholitz for at overtale ham til at afblæse missionen. Ja, det er vel ikke nogen overraskelse, at det lykkes ham. Det er dog heller ikke filmens ærinde at skabe spænding om ud-faldet. Det er i stedet en film, der nuanceret placerer to højtprofilerede, autenti-ske personer over for hinanden i halvanden time for at diskutere for og imod ødelæggelse, risiko og selvopofrelse. Handlingen foregår nærmest kun på Cho-litzs kontor. Båret af de to personer.

Diplomati er en dilemmafilm, fordi Cholitz – påstår han – ved at undlade at følge Hitlers ordre sender sin egen familie i døden. Dilemmaet er klassisk. Ville du ofre dig selv og dine kære (fåtallet) for at redde en hel by (flertallet)? Moralsk og etisk er spørgsmålet ikke svært at besvare, men det er så menneskeligt og umuligt at besvare alligevel. Filmen er effektivt båret af André Dussollier i rollen som den franske diplomat Nordling og Niels Arestrup (ja, han har en dansk far) i rollen som Cholitz. Filmen er ikke lang, hvilket er fornuftigt. Den er heller ikke for kort. Den er holdt nervepirrende og fint af sikker karaktermestring af to vel-kendte ansigter.

Filmen er baseret på Cyril Gély teaterstykke Diplomatie (2011). Heraf den meget teatralske tone og udtryk i filmen. Fortællingen kunne sagtens være for-talt på anden vis, end den vej, som Gély i sit stykke vælger at gå. Men Schlöndorff vælger modigt at fastholde teaterstemningen i filmen. Det kan for nogle fremstå en anelse simpelt og kedsommeligt, men for den, der kan li’ en velkonstrueret og medrivende dialog, er Diplomati er særskilt interessant film. Enhver, der har været i Paris (eller bare har forståelse for smukke byer), vil også krumme tæer over, at en krigsmaskine kunne nå så vidt. Men tappert formår filmen også flot at vise forståelse for tyskeren med fingeren på aftrækkeren: Cholitz.