Der var engang, da danske filmtitler virkelig forsøgte at sælge biografbilletter. Det var før, de store distributionsselskaber insisterede på at ensrette titler verden over. Et af de bedste eksempler er Motorsavsmassakren, der også har en af verdens mest provokerende og maleriske originaltitler, en titel som straks skaber en masse billeder i tilskuerens hoved. Der findes samtidig en række andre film, som selv om de har en provokerende titel på ingen måde har et indhold, der kan leve op til titlen.

En af de titler der er langt bedre end filmen, er den der på dansk kom til at hedde Nazilægens frontludere, (org. Eine Arme Gretchen) der til trods for, at der både optræder en læge, der screener en række unge, nøgne piger, som efterfølgende i fædrelandets navn sendes til fronten for at underholde soldaterne, så er det altså ikke lægen, der fokuseres på for han er ude af billedet efter filmens første kvarter.

Den restende time og et kvarter fokuseres der nemlig mere på disse pigers softcore-erotiske eskapader og deres seksuelle forhold til en række forskelige mænd og kvinder.

For fortsat at fokusere på titlen var den engelske titel She devils of the SS, som naturligvis er en reference til Ilsa-filmen, der først kom to år senere: i 1975. Oprindelsen af den engelske titel er derfor, vil kapellet postulere, sikkert en, der først er kommet på, da distributørerne ville lukrere på Ilsas vældige succes. Derfor vil der sikkert have været mange, der blev meget skuffede over Nazilægens frontludere, i al fald hvis man forventede sig en række groteske, voldsomme torturscener, der kunne stå i skærende kontrast til de mange erotiske scener med slet skjulte S/M undertoner og Dyanne Thornes vældige attributter.

Nazilægens frontludere starter som nævnt med en række unge piger, der mere af eller mindre patriotiske årsager lader sig undersøge af en læge og en enkelt af dem endda af dennes dominerende, kvindelige klinikassistent. Dernæst følger vi nogle af disse piger, der finder alle givne lejligheder til at bade sammen, gøre sig klar til at gå i seng eller andre scener, der kan benyttes som en undskyldning for at tilskueren, som var denne lureren på væggen, kan se dem afføre sig deres klæder.

Dertil kommer de mange scener, hvor pigerne enten alene, eller sammen med et par veninder, kaster sig ud i scener, hvor de opsøger mænd for også at tage tøjet af dem og rulle rundt med disse, mens de stønner. Selv om filmen oprindeligt er optaget på tysk af en Schweitzer, er det kun muligt at vælge et lydspor, der er eftersynkroniseret til engelsk. Så alle støn og suk er altså lagt på efterfølgende, hvilket ikke just gør de mange, set fra samtiden meget uskyldige sexscener, mere ophidsende.

Når man ser bort fra de mange lumre scener med synkroniseret støn, er der også blevet plads til en række actionscener, der med al tydelighed også peger på at dette er en b-film, der dog har haft et budget, der overstiger de fleste nazisploitation-film på markedet. Eksempelvis er seeren mellem al lummerheden vidne til et fuldstændigt tåbeligt slag, hvor en mindre samling soldater, armeret med rifler og maskinpistoler, forsøger at nedkæmpe fire russiske kampvogne, der kører over en græsmark. Selv om granater eksploderer rundt om ørerne på soldaterne, fortsætter de ufortrødent deres kamp for fædrelandet. Det virker derfor også meget mystisk at tankvognsførerne, havde dette været virkelighedens verden, sikkert ville have valgt at mose disse amatørsoldater med larvefødderne, i stedet for at stikke af, da en af deres fire tanks bukker under.

Nazilægens frontludere har dog også lyspunker, men disse opstår kun fordi filmen formår at være kikset uden selv at være klar over det. Et godt eksempel er den tåbelige kamp mod tankvognene nævnt herover, men mod filmens slutning er der også en helt ubetalelig morsom scene hvor seeren er vidne til en samling unge kvinder, der løber gennem landskabet som Vorherre har skabt dem, mens eksplosionerne brager omkring dem.

Disse håndfuld kiksede forsøg udi dramatisk iscenesættelse, eller filmens evokative titel er dog langt fra argumenter, der er gode nok, til at man bør bruge halvanden times tid på Nazilægens frontludere, for det er dæleme ikke en særlig god eller vellykket film. Hverken som sleaze, nazisploitation eller såkaldt erotisk film lykkes den. Den er ej heller tilstrækkelig dårlig til at den fejler så eklatant at dette i sig selv bliver en kvalitet. Bundlinjen er derfor, at man ikke bør lade sig lokke af den dragende titel, lige som Deres trofaste skribent har gjort, men i stedet springe over denne film og finde en, der i langt højere grad holder, hvad titlen lover.