Én genre eller tematik har været gennemløbende i store dele af David Finchers film. Krimien eller det kriminelle er med i langt de fleste af filmene. Gennembruddet Se7en (1995) var en effektiv redefinering af noirgenren, mens The Game (1997) legede videre med idéen om forbrydelsen som et spil. Zodiac (2007) var baseret på et autentisk krimidrama, mens han sågar også tog nordic noir til sig.

På mange måder har han enten været med til eller spillet med på de nye tendenser i krimigenren. Det gælder også hans seneste film Kvinden der forsvandt, som netop er udkommet på købefilm.

Nick drikker en bourbon på sin bar, som han har med sin søster, mens han brokker sig over sin kone Amy. Da han vender hjem er hun væk. Et bord er knust, lidt blodstænkt i køkkenet, en række ting er absolut ikke, som de burde være. Nick tilkalder politiet, der hurtigt anerkender, at noget mistænkeligt har fundet sted. Hele lokalsamfundet samles om sagen.

Mens søgelyset langsomt stilles ind på Nick selv, der hverken opfører sig helt, som det forventes, eller synes at svare helt oprigtigt på alle spørgsmål. Medierne får hurtigt spotlightet rettet ind, så hans værste sider krænges ud til millioner af seere, mens hans kones lig – der var meget blod – stadig ikke er fundet.

Hvad er det så, der er nytænkende eller specielt ved denne introduktion, der ret beset minder om rigtig mange andre ’en-kvinde-er-blevet-væk-og-alle-vil-finde-hende-film’? Det er det tempo, som det hele er indlemmet i. Det ovenstående korte resumé ville i de fleste almindelige krimier tage de første ti minutter – og så var vi i gang. Men i Kvinden der forsvandt tager det over en time.

Filmen, der varer to-en-halv-time, tager den helt med ro og dvæler ved alle detaljer. Meget skal derfor bæres hjem af især Ben Affleck i hovedrollen som Nick. Det skal ingen hemmelighed være, at jeg ofte har set Affleck som en statisk og type-castet pretty boy, men for dælen da, hvor bryder han rammerne for det, han normalvis præsterer.

Personen Nick er så spændende en karakter, at alene hans lidt sære og skæve rolle, der alligevel ikke er helt off, gør den første time til en så stærk introduktionssekvens, at det næsten er synd, at filmen – som flere af Finchers film normalvis gør – tager nogle radikale plot twists. Men selvom filmen svinger rundt flere gange, fastholder den sit nære og pseudoautentiske portræt af personerne, der stedvist har gjort, at filmen har været debatteret som en autentisk fortælling.

Forfatteren Gillian Flynn, der har skrevet såvel romanforlæg som manuskript til filmen, har løseligt hentet inspiration fra virkelige cases (i flertal!), men filmen har ikke ét virkeligt udgangspunkt. Men formen og især Affleck og Rosamund Pike i rollen som Amy inviterer til denne tolkning.

Cinematografien er tilrettelagt af Finchers flere gange anvendte samarbejdspartner Jeff Cronenweth, der fx også stod bag kameraet på Fight Club (1999), The Social Network (2010) og The Girl With the Dragon Tattoo (2011). Han har en vigtig finger med i spillet ift. tilrettelæggelsen af den rolige rytme i samspil med Finchers nye yndlingsklipper Kirk Baxter. Sammen formår de at lade drama være drama uden, at det bliver unødigt motiveret eller så elementært, som filmens indledningsvist smalle fortælling reelt tyder på.

Men fortællingen tager fart uden at dræbe rytmen, og ender på en højdescore som den bedste Fincher-film i flere år. Samtidig er det faktisk også en utraditionel Fincher-film, der ikke er så stiliseret, som hans film ofte er. Men den fine og diskrete stil er jo i sig selv også en stilisering. Bundlinjen: Kvinden der forsvandt er en stilsikker opkvalificering af en krimigenre lidt i selvsving.