Det er et dansk makkerpar, der går langt tilbage i dansk børneunderholdning. Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller bør for langt de fleste børnefamilier være genkendelige navne. Bennys badekar, Cirkeline, Jungledyret Hugo og Cykelmyggen Egon er blandt fortællinger fra hver deres hænder i såvel bogform som på film. De har gennem mange år henrykket både børn og voksne. Begge forfattere og filmskabere er fra en tid, hvor man turde fortælle historier, der ikke pegede skråt nedad på barnet, men pegede fremad mod en bedre forståelse af tilværelsens kompleksitet.

Det har i flere af fortællingerne den konsekvens, at fortællingerne formår at fungere på flere niveauer. De taler til børn i flere aldre, mens forældrene også kan få noget at tygge på undervejs. Det gælder også senest Cykelmyggen og Minibillen, som netop har haft release som købefilm. På den ene side er det en filmisk anakronisme, der peger tilbage til dengang, hvor børnefilm ikke behøvede en klippefrekvens som et stroboskoplys. Men på den anden side understreger den også, at det stadig kan lade sig gøre at lave lærerige børnefilm.

Men det er ikke ’læring’, så filmene bliver didaktiske. I stedet er forcen ved flere af de ovennævnte titler, at fortællingen udstiller nogle problematikker, der vendes og drejes i fortællingen. Det betyder, at selvom Cykelmyggen og Minibillen tager fat om mobning i en vis afskygning og gruppers udskilningsprocesser, så leverer den ikke patetisk og bedrevidende løsning på sagerne. Godt nok er de onde noget onde, men det betyder ikke, at Egon (især) fremstilles som det ondes modsætning. Han skitseres endda stedvist som egoist.

Handlingen tager udgangspunkt i Minibillen, der forstyrrer linedanseren Dagmars dans. Hun falder ned og kommer til skade, og derfor stikker Minibillen af fra gruppen – kun for at falde i armene på alskens utøj. Vi følger billens vej ud i kriminalitet og uføre hos gangsterbossen Basse, mens Egon faktisk først begynder at reagere, da hans kæreste eje: cyklen bliver stjålet. Undervejs er der en mængde afstikkere til sange og minifortællinger indbygget i den store fortælling om Egon og billen, der trods hhv. selviskhed og pågåenhed vil hinanden det godt.

Stilen er stadig den velkendte primitive stop motion-teknik, hvor baggrunden bevares og figurernes bevægelser varierer. Klippefrekvens, rytme og bevægelse er helt rolig og nedtonet. Det er behageligt og giver bedre mulighed for fortællingen til at holde fokus. Det er ikke hypnotisk flimmer, men i stedet er det en rolig og tilgængelig fortælling, som de helt mindste også kan være med på. Filmen er flot eksekveret, om end mange vil nok – i stil med de øvrige film fra samme hænder – forbinde den med noget ’gammeldags’. Og heldigvis for det.

Det er slående, hvordan børnefilm af denne type faktisk synes at trække på samme hammel som modernisme: De tilfældighedsprincipper, der genererer handlingssporet, og de sammensatte karakterer (på nær de hårde ’bad guys’) minder rigtig meget om det, vi ville kunne forvente i den lettere tilgængelige modernisme, og allerede det fortæller om en potentiel holdbarhed i formatet. Det er måske det, der har gjort, at så mange fortællinger fra Hastrup og Møller hver for sig og sammen lever den dag i dag. De overskrider nogle mere tidsbundne mekanismer.

Cykelmyggen og Minibillen vil derfor med lethed føje sig til de øvrige samarbejder de to imellem, og kan godt blive en lille moderne klassiker, hvis da forældre og børn vil tillade, at tempoet er sat ned, og fortællingerne ikke så manisk sammenhængende. Der er plads til små, fine og til tider overraskende afstikkere, men vi finder roligt tilbage til sporet igen. Musikken er glad og opløftende; farverne er stærke og iøjnefaldende. Det er en meget fin tegnefilm til flere aldre – også de, der tror, de er blevet for gamle til at se tegnefilm.