I En flænge i himlen følger vi sekstenårige Hazel Grace Lancaster (Shailene Woodley), som har kæmpet med kræft, siden hun var tretten år gammel. Efter at sygdommen spreder sig til hendes lunger, bliver hun forsøgsperson i et eksperiment, som redder hendes liv, men binder hende dag og nat til en ilttank, gør hende træt og tvinger hende til at leve et liv, hvor hun skal have hjælp af andre mennesker. Hazel fylder sine dage med fjernsynskiggeri, bøger, og lektier, indtil hendes mor (Laura Dern) presser hende til at opsøge en terapigruppe med andre kræftpatienter. Hun ender med at tage med, men kun fordi hun ikke vil stresse sine forældre yderligere.

Møderne føles som en pligt. Indtil hun møder en kræft-”survivor”, Augustus Waters (Ansel Elgort, som spillede Shailenes bror i Divergent). Han fik sit ben amputeret og er kun med for at støtte sin ven, Isaac (Nat Wolff), som er få dage fra en operation, som vil gøre ham blind. Efter mødet indleder de en kort, men flirtende, samtale. Augustus opmuntrer Hazel til at komme ud af sin osteklokke og udfordrer hende til at leve, mens der stadig er tid. Men hun minder sig selv om, at hun er dødeligt syg og jo færre, der skal sige farvel til hende, når tiden er inde, desto bedre er det. Selv hvis det betyder at holde en væk, som hun begynder at få følelser for.

Filmen er baseret på John Greens ungdomsroman fra 2012. Det er forståeligt, at den mere voksne, og mandlige, del af publikummet er tvivlende, når det kommer til en kærlighedshistorie for det yngre segment. Men selvom visse aspekter af En flænge i himlen hviler meget op af vante romantikklichéer, så formår instruktør Josh Boone og hans hovedrolleindehavere, samt historiens kompromisløse præmis, at løfte det endelige produkt til langt over melodramatiske samtidige film.

Plottet er centreret omkring fortællingen om to unge elskende, men filmen er overraskende også en autentisk og bevægende historie om livet i skyggen af døden. Nogle vil måske blive en smule afskrækkede af en historie om teenagekærlighed, men filmen vil fortælle meget mere end lige oppe- og nedture i et romantisk forhold. Fra starten er det tydeligt, at filmen søger at være en forkæmper for sandheden (både den gode og dårlige del) for dem, som er blevet berørt af bl.a. kræft, enten direkte eller indirekte. Selvom Hazel ikke mener, at hendes liv er normalt, tilbyder hun et fundament for en mere intens fortælling af, hvad det vil sige at have elsket og blive elsket.

Shailene Woodley fik stor ros for sine præstationer i The Descendants og Divergent, og hun fortsætter sin fremmarch på Hollywood-scenen i denne film. Ud over udfordringerne ved at fremstå som dødeligt syg med ansvarlighed og autentisitet, beviser hun her, at hun kan gøre teenagedrama troværdig på en måde, som kan give genlyd hos alle aldersgrupper. Det er en modig præstation, ikke kun fordi hun igen spiller en højtelsket romanfigur, men fordi filmens budskab er vigtig, især for piger og drenge på grænsen til voksenlivet. Hendes reaktioner og syn på livet tilbyder et unikt perspektiv på sygdomme og døden.

Men det perspektiv udspringer fra Hazels møde med Augustus, og efter meget underspillet roller i tidligere film formår Ansel Elgort at stjæle mange af de scener, han er med i. Hans rolle er sjov og han er sprudlende i forhold til Hazel, og ofte repræsenterer han filmens overordnede temaer og budskaber, uden at blive en karikatur eller stride imod filmens repræsentation af livet som en syg teenager. I ungdomsromaner bliver den mandlige hovedrolle ofte afbilledet som kolde og muskuløse, så det er forfriskende at se en mandlig rolle, som udtrykker sin kærlighed gennem tankevækkende handlinger, ikke slåskampe og overfladisk dialog.

En stærk birollebesætning finder vi også i denne film, inklusiv filmveteranerne Laura Dern og Sam Trammell som Hazels forældre, og Willem Dafoe i rollen som en menneskesky forfatter. Undertegnede blev overrasket over at se David Whalen (Augustus’ far) igen, en teaterskuespiller som jeg i min ungdom havde set i et pc-adventure-game, Black Dahlia. Men selvom alle i filmen kommer med flotte skuespilpræstationer, er også Nat Wolff i særdeleshed charmerende i rollen som Isaac, en figur som popper frem her og der gennem hele filmen. Han giver os mere indsigt i sygdommens mange ansigter, mens han også tilbyder komik.

Skeptikere vil måske feje filmen bort som endnu en moderne ungdomsfilm ud af mange andre, men En flænge i himlen har potentiale til at berøre sit publikum, uanset alder og køn. Fans af bogen, og nytilkomne filmseere, som leder efter et tankevækkende drama, vil finde masser af det i denne film. En flænge i himlen fungerer som et drama med hjertet på det rette sted, hvor et par teenagehovedpersoner sætter scenen for et tidsløst (og opløftende) budskab om livet og de mørke og lyse sider af dette.