Selv om der er mange, der måske retteligt anklager Hollywood for at være ideforladte, og udelukkende skrive manuskripter enten i forlængelse af tidligere films successer, eller ved at filmatisere romaner eller tegneserier, kommer der også ind imelllem film, der gør dette uendeligt meget bedre end de øvrige. Dette gælder også David Finchers nyeste film Kvinden der forsvandt, hvis manuskript ligefrem er skrevet af forfatterinden til bestselleren – Gillian Flynn.

Det skal være usagt om det er dette valg, eller blot fordi Fincher bare er umådelig god til at omsætte romanforlæg til film, som gør at filmen er så vellykket, men det er i og for sig også ligegyldigt, for Kvinden der forsvandt er utrolig trofast overfor en roman, der, idet man læser den, umiddelbart ikke virker så nemt omsættelig til celluloid.

Kvinden der forsvandt er en svær fortælling at beskrive, uden samtidig at afsløre for meget om handlingen, men grundfortællingen starter med hovedpersonen Nick kommer hjem til sit hus, for at opdage at hans kone er forsvundet. Der er tegn på tumult i stuen og da politiet ankommer finder de tegn på, at der har været en masse blod i køkkenet, som er blevet fjernet hurtigt og lidt skødesløst. Nick er ikke umiddelbart under mistanke, men spørgsmålet er hvad der mon er sket med hans smukke Amy.

Filmen springer i starten mellem Nicks historie og så Amys dagbogsuddrag, hvor hun fortæller seeren om hvordan hun og Nick mødtes, blev forelskede, blev fyret fra deres jobs og ikke mindst måtte flytte fra deres boheme-liv i New York til Syden for at kunne have råd til at blive sammen. Der går ikke længe, før vi dog får at vide, at deres ellers så lykkelige ægteskab, måske slet ikke har været så problemfrit som først antaget.

Kvinden der forsvandt er Finchers bedste film i mange år. Den er meget tro overfor det spændende romanforlæg og så byder den på både eminent, troværdigt skuespil fra alle medvirkende, en professionel billedside og en fortælling, der, lige som romanen, med garanti vil overraske seeren og bryde med en del af de forventninger man som tilskuer forventer i denne type af thrillers.

Lige som mange amerikanske filmiske nyklassikere (den første film der i denne sammenhæng springer i bevidstheden er American Beauty) kradser Kvinden der forsvandt ubehageligt hul på parforholdets og ægteskabets så pæne overflade og lader den betændte materie flyde til frit skue. Der var en tv-personlighed der udtalte, at filmen på mange måder er der perfekte ”anti-date movie”, forstået på den måde, at man forlader biografen sært befriet, efter at Amy og Nicks parforhold er blevet dissekeret. Vi spejler os naturligvis i figurerne vi ser på lærredet og indimellem er det befriende at kunne konkludere, at der altid vil være folk der har det værre end en selv, næsten uanset hvor mange personlige knaster der eksisterer i ens eget parforhold.

Dermed ikke sagt at filmen ikke henvender sig til alle singler derude, for det er i sin grundfortælling en meget sorthumoristisk og grotesk, romantisk fortælling, der dog også viser hvilken beregnende kynisme der indimellem kan trives, selv hos de par, der udadtil virker som om de er skabt for hinanden.

Så hvad enten man er til velproducerede, spændende, amerikanske thrillers, er fan af David Fincher, af Gillian Flynns roman, eller blot har lyst til at se en film, der heldigvis giver et helt andet vue på parforholdet end langt de fleste generiske Hollywood dramaer formår, så er Kvinden der forsvandt filmen man bare skal se. Det er en fortælling der både leverer rudimentær underholdning, i kraft af sit centrale mysterium om hvad der mon er sket med stakkels Amy, men som samtidig har noget på hjerte. Derfor er Finchers seneste film efterårets bedste bud på en biograftur man ikke skal snyde sig selv for.