Hver gang et nyt medie dukker op, starter der næsten uværgeligt en diskussion om dette medies skadelighed. Hvad enten det var bekymringen over, hvordan ungdommen muligvis blev korrumperet af hhv. hørespil og musik i radioen omkring 1920, filmmediets mange demoraliserende fortællinger i 30erne eller, for den sags skyld, voldelige tegneserier i 1930’erne og 40erne er diskussionen ikke ny. I skrivende stund har disse farer antaget nye skikkelser og der tales om pornoficeringen af det offentlige rum, om reality-tv der skaber en dyrker stupiditeten og måske især frygter man den effekt internettets udbredelse har på vores medmenneskelige kontakt og den omgangstone vi dyrker på sociale fora og vore mobiltelefoner. Mediet er nyt. Bekymringen lige så gammel som kileskriften.

Disconnect er en spillefilm, der undersøger de ofte alvorlige konsekvenser kommunikation via disse nye medier kan have for en række meget forskellige mennesker. Filmen er en såkaldt multiplotfilm, altså en film hvor seeren bliver introduceret for en lang række figurer, hvis veje krydses undervejs eller som lever deres liv parallelt med hinanden. Kort sagt kunne man sige at der var tale om en tre-fire novellefilm der var blevet skrevet sammen til et enkelt handlingsforløb, hvor der krydsklippes mellem de forskellige handlingstråde.

I den første historie møder vi den ensomme, utilpassede dreng Ben, der bliver ignoreret af hans travle forældre og derfor trækker sig ind i sig selv, skriver musik og holder sig på værelset. Et par drenge fra hans klasse beslutter sig for at oprette en falsk Facebook-profil for på den måde at mobbe Ben, med alvorlige konsekvenser til følge for både drengene og Bens familie.

I den næste fortælling møder vi en kvindelig journalist, der bliver besat af en ung mand der arbejder på en pornoside, hvor han udstiller sig selv på webcam for betalende kunder. Hun vil gerne lave en reportage om denne verden, men måske overskygger journalistens iver for at afdække historien, hvad den reelt dækker over.

Den sidste handlingstråd i filmen handler om et ægtepar i ubeskrivelig sorg. De har mistet deres lille dreng. Manden er blevet verdensfjern og kan ikke bære at se sandheden i øjnene mens kvinden søger trøst på en støttegruppe online. De oplever dog at få deres personlige oplysninger stjålet, så pludselig står den kriseramte familie uden penge, men med stor lyst til at opspore den person som står bag i virkeligheden.

Det lyder muligvis som en af den type dramaer som man skal have skal tage sig sammen for at få set, men når man først går i gang med Disconnect er det ganske svært at stoppe igen, for det er en både tankevækkende og interessant film.

Det kan godt være, at den tegner et noget ensidigt, og lettere moraliserende billede af hvordan netbårne medier kan gøre det meget nemt at skjule sig bag aliasser, falske identiteter og udsætte fremmede mennesker for hetz, men ikke desto mindre er det jo et problem som er reelt eksisterende. Man har blot nødig at se dokumentarfilmen Catfish eller det tv-show af samme navn (der vises på MTV), som filmen har affødt.

Selv om døde børn, cyberkriminalitet, selvtægt, sorg, teenageangst og webcamprostitution ikke just lyder som en hyggelig aften foran tossekassen, så er Disconnect som sagt en ganske seværdig film. Den byder på gode, nære skuespilpræstationer fra alle de medvirkende, især bør de yngre skuespillere i filmen: Colin Ford og Max Thieriot fremhæves. Den byder også på godt kameraarbejde og en god brug af tekst-dialoger på skærmen, noget der er blevet meget populært at anvende siden skaberne af Sherlock introducerede dette fine gimmick i 2010.

Kort sagt, så kan Disconnect på det varmeste anbefales herfra, for heldigvis er det også en film, der ikke konsekvent trasker rundt i sortsyn, men hvis budskab måske kunne være, at vi ikke må glemme den mellemmenneskelige kommunikation, vore nære relationer og lære at opføre os lige så anstændigt online som vi gør i virkeligheden, så er der måske stadig håb for menneskeheden.