Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Brave One (119 min.) Biografversion / Sandrew Metronome
Anmeldt 5/12 2007, 13:50 af Torben Rølmer Bille

En kvinde ser rødt


En kvinde ser rødt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er, især for tilhængere af genrefilm, ikke usædvanligt, at se stærke kvinder blive kastet ud i situationer hvor de ikke kan bunde, hvorefter de tager en (grusom) hævn. I flæng kan nævnes Abel Ferraras Ms. 45 (aka. Angel of Vengeance) fra 1981, Meir Zarchis I Spit on your Grave (aka. Day of the Woman, etc) fra 1978 eller for den sags skyld Grace, der med hjælp fra sine fars venner dræber alle (på nær hunden) i Lars von Triers Dogville.

I Neil Jordans seneste film The Brave One er det selveste Jodie Foster, der må påtage sig rollen som hævnens gudinde. Foster spiller radioværten Erica Bain, der står foran at skulle giftes med hendes elskede David (spillet af Naveen Andrews, som de fleste sikkert kender bedre som Sayid i tv-serien Lost). Under en slendretur med hunden i Central Park bliver de to brutalt overfaldet – han dør og hun overlever med nød og næppe. Da Erica kommer til hægterne igen, er hun ikke kun ensom, men angst over at færdes på gaden og uforstående overfor politiets langsommelige opklaringsarbejde. Primært på grund af sin egen frygt køber hun en pistol illegalt.

Situationen tilspidses da Erica er vidne til en skudepisode i en døgnkiosk. I selvforsvar skyder hun gerningsmanden og forlader stedet efter at have snuppet overvågningsbåndet. Dette bliver starten på en lang række episoder, hvor Erica tager loven i sine egne hænder, alt imens politidetektiven Mercer forsøger at finde frem til gerningsmanden bag denne række drab. Det kan jo lyde som gammel vin på nye tønder, men Neil Jordan formår alligevel at føje lidt nyt til denne type ”revenge”-film.

Selv om filmen, med sine næsten to timers spilletid, kan forekomme lidt langsommelig, er plottet både forfriskende overraskende fri for løftede pegefingre og formår samtidig at holde seeren interesseret næsten hele vejen igennem. De to timer giver skuespillerne mulighed for at brillere med deres kunnen. Foster er som altid bragende god, og det er fascinerende at se close-ups af hendes ansigt, næsten helt blottet for make-up og uden det obligatoriske blødfilter. Hun kan ikke skjule sig bag en strømlinet produktion og fremtræder derfor virkelig troværdig som en kvinde, der hjemsøges af sin fortid og de gerninger, hun i retfærdighedens navn begår. Selv om det er Foster, der stjæler billedet, er Terence Howard også værd at nævne, for hans skildring af den lune og imødekommende politimand skaber en god balance i forhold til Fosters karakter.

Filmen er både letfordøjelig underholdning, men den er samtidig oplæg til en etisk debat på cafeen efter rulleteksterne er kørt. Kernespørgsmålet der stilles er ”kan selvtægt forsvares?”, men spørgsmålet besvares langt fra entydigt. Det handler som hovedpersonen siger ”om den hårfine grænse der er mellem retfærdighed og lovbrud”, og selv om det er set før i et utal indpakninger, er The Brave One godt håndværk hele vejen igennem og heldigvis ikke helt blottet for humor på trods af det meget alvorlige emnevalg.


Forrige anmeldelse
« Spurven «
Næste anmeldelse
» Direktøren for det hele »


Filmanmeldelser