Et glimt af dansk films fremtid. En sådant ”lys” sender Den danske Filmskole ved præsentationen af 6 afgangsfilm.

Seks instruktørelever, plus ”filmholdet” er efter 4 års filmpraktik/teori, klar til at vise offentligheden (Dagmar Bio, Kbh. og TV K), hvad de fik lært – og vigtigst, hvad de har på hjerte.

En ”(til)skueret” til filmproducenter, Filminstituttet, dem, der forventes at støtte fremtidige værker. Eller til internationale filmfestivaler, der kan give prestige og skulderklap?

Kort sagt: et visitkort, i levende billeder.

Er formålet at servere ”det traditionelle filmhåndværk” på en sølvbakke? – se, hvor ferme vi er til lyd, billede og klip, åh, ih, så professionelle. Eller er afgangsfilmen en once-in-a-lifetime chance for at eksperimentere med form og indhold. Afprøve nye veje. Slå knuder og koldbøtter – med fare for at blive udråbt enten som dummepeter – eller som geni?

Siden Filmskolen blev oprettet (1966) er enkelte afgangsfilm blevet filmklassikere, men de fleste er for længst glemt – men værre, også mange af deres ophavsmænd er indskrevet i glemmebogen. For her er problemet: slagsmålet om pengene. Statskronerne, der lyder af så mange, men bliver til så få, når de skal fordeles til dem i den lange filmkø ned ad Gothersgade. Alle vil forsøge at overbevise om, at netop deres spillefilm …

Tidligere filmskoleelever, Trier, Fly, August, Bier… der til fulde har demonstreret talentet, står forrest køen. De SKAL ha´. Og så er der kun krummerne tilbage.

Vi har verdens bedste filmlov (siger vi selv!). Internationale priser og 20-25 spillefilm årligt – noget af en præstation, for så lille et sprogområde. Filmskolen giver plads til en talentudvikling (mere end 500 søger optagelse hvert andet år- kun få finder nåde). Har filmordningen så plads til næste generation – eller har vi en ældrebyrde af velrenommerede festivalløver og Oscarvindere, der grådigt æder af statsmidlerne? Det er den verden, de ny talenter kastes ud i. Kom an. Her er så de 6 visitkort (ca. 30-35 minutter) på stort lærred, flot lyd og billede. Hvad har I så på hjerte?

Spidse albuer, bløde knæ (instruktion Karoline Lyngbye) – er en klassisk smertefuld teenager udviklingshistorie. Set før, og vil, generation efter generation, blive fortalt mange, mange gange. 15 årige Julie er i klemme mellem søster/mor/søsters-forlovede. Dramatisk og psykologisk troværdigt. Ikke mindst er personinstruktionen, og dermed spillet, fremragende – vi gennemlever teenager ensomheden, fortvivlelsen og oprøret, så det gør ondt. En lille tæt hverdagshistorie med skæve tænder og stor styrke i sin nærhed – og sikken et kameraarbejde, hvor musik, billede og action, ikke mindst i diskotek-afsnittet, tromler os ned.

Et gennemarbejdet svendestykke – uden løvefødder og gesvejsninger. Men uden den farlighed, der kan vælte ”filmmuren”.

Så er der mere eksperiment i En maler (Hlynur Palmason). Åbningssekvensen, en næsten 360 graders panorering hen over det skånske landskab, grønt, øde, en hest eller to. Langsomt, langsomt er det Kieslowski eller …, der er noget uforløst, truende, aggressivt - og så close-up på en mands ryg.

En midaldrende kunstner i en selvvalgt komfortabel ensomhed – med en dejlig dame i sengen og naturen som Guds/kunstnerens installation. En af hans mange sønner dukker op – oplæg til konflikten, vær-så-god. Og så kniber det lidt med, at fastholde vores interesse. En meget vittig sekvens, hvor kunstneren vrangvilligt lader sig interviewe/fotografere af kunstens bedrevidende æggehoveder, letter lidt på filmens tyngde. Igen er billede og lyd voldsom – som om filmens indre drama ikke kan bære – og det kan det nok heller ikke. Modigt skildret og tæt på. Absurd, voldeligt. Fortalt i et fascinerende billedsprog, båret af aggression og en kunstners fortvivlelse i en ”splendid isolation”, der rimer på destruktion.

The Association of Joy (Amanda Kernelle) er derimod lige ud ad den traditionelle landevej. Forudsigelig så man krummer tæer – med en lille (meget lille) snært af bid og satire.

Overklasseparret, med strandvejsvilla, pool og gode hensigter, vil gøre noget for Ulandene. Og hvad er mere nærliggende end at lade godgørenheden gå ud over en ”importeret” Thailandsk pige – ikke au pair pige, nej fy da, der skal uddannelse og nærhed til. Gæt en gang: manden brænder varm på pigen – og så er det så som så med godgørenheden fra konens side. I et par satiriske sekvenser svitses miljø og hykleri. Det gør desværre ikke filmen mindre banal og forudsigelig. Ikke helt, hvad man burde forvente sig af en filmskoleelev – men (desværre) ikke langt fra mangen en dansk spillefilm.

Oasen (Carl Marott). Det var en overraskelse. Et trekantsdrama, der vil og kan noget. Forbillederne er legendariske; amerikansk film fra Stanly Kubrick til Davis Lynch. Motellets mørke gange, værelsernes støvede, slidte tristesse. Kæresteparret og ham den underlige ensomme billist, Tom, fremragende spillet af Jens Andersen – så er der lagt op til suspence.

Gys og gulnede billeder.

Helt i tråd med forbillederne, forelsker generte Tom sig i pigen, hvis kavaler for en stund, har forladt hende i vrede. Konflikten er oplagt og gennemført med stilsans, uden rysten på hånden. Et gennemarbejdet lærestykke i fortættet drama og uhygge. En fremragende personinstruktion og en gysende indføring i psykens mørke. En stilsikker film, der en filmskole værdig.

Flokken (Klas Marklund) er helt i tråd med den fine danske ungdomsfilm tradition. Gruppen og individet. Her er mandehørm, fodboldsgøgl, i den lille udørken af en provinsby, som er rammen om ungdomsflokken og to knægtes indbyrdes kamp. Gruppefælleskabet indrammet af voldsom trommelarm tilsat mandoms prøver i udkants Danmark. Pænt og traditionelt fortalt, uden at historien bliver særligt nærværende eller vedkommende.

Escort (Jonas Grum) tager til gengæld fat. En tæt dramatisk historie, imponerende godt klippet, filmet og fortalt. Alex er chauffør for Lulu, escortpigen med de mange eksklusive kunder. Først vil hun sidde hos Alex, på forsædet, men nej, for Fanden, om på bagsædet. Tonen er rå og forretningsmæssig. Bliver kunden for voldelig, så er Alex klar med kontant voldelig afregning. Vi følger de tos dialog, ham mest set i bakspejlet. En erotisk spænding og magtkamp.

Selv om filmens dramatiske udvikling ikke kommer bag på os, er den vel-afviklet, vel-spillet – og løfter sig op over den banale historie om ridderen/ludderen/Madonnaen!

Seks følsomme og forskellige visitkort, der viser en professionel og filmteknisk vidende årgang.

Men hvad med hjerteblodet?

Det eksperimenterende, fornyende. Hvor blev det af? Det vilde, uregerlige – der sommetider bliver til stor filmkunst.

Vi oplevede det glimtvis. Lad os derfor regne med, at det tykke pulserende ”hjerteblodet” har de gemt til den spillefilm, de alle seks fortjener.

Det håber vi for dansk films fremtid.