Monty Python var og bliver, for flere generationer af mennesker, et af højdepunkterne i deres komiske opdragelse. Det handler ikke kun om, at de mange af de sketches og film Python-folkene stod bag, stadig kan ses og nydes i dag, men også om hvilken påvirkning de absurde englændere havde og stadig har på humor helt generelt. I 1980 skrev Graham Chapman, i samarbejde med både hans kæreste David Sherlock og en række andre bogen A Liars Autobiography vol. V, som var en komisk blanding af gammelt sketchmateriale, nye påfund blandet sammen med materiale, der faktisk havde bund i Chapmans opvækst og liv, selv om også disse passager blev holdt i en ironisk, drilsk tone. På sæt og vis kan man derfor nemt sammenligne bogen med en slags litterær mock-documentary.

Kort før sin død i 1989 indspillede Chapman større dele af bogen som lydbog og det er disse lydoptagelser der har dannet baggrund for en film med næsten samme titel som bogen, filmmagerne har dog valgt at droppe ”vol. V” fra deres titel. Hvordan, er der sikkert nogle der undrer sig, skaber man en film på dette grundlag? Svaret er at man har bedt en masse mindre animationsstudier om at skabe hver deres segment til filmen og så inviteret en række af de gamle Python-medlemmer (med undtagelse af Eric Idle der alligevel har for travlt med at være selvoptaget og konstant synge ”Always look at the bright side of life” for alle der orker at lytte) inklusive Carol Cleeveland, til at lægge stemmer til de øvrige figurer.

Små bizarre animationsfilm er, som de der husker det flyvende cirkus, helt i Pythons ånd og selv om der er flere af segmenterne, der helt tydeligt sender cadeauer ud til Terry Gilliams fantastiske, animerede kortfilm, så er det også virkeligt befriende, at de forskellige animatorer ikke konsekvent har forsøgt at tilstræbe sig Gilliams stil.

Når man har valgt, på denne måde, at uddelegere arbejdet til en række meget forskellige animationsstudier, bliver det samlede resultat også et meget broget og kulørt kludetæppe at skue – men til gengæld synes filmen at være meget tro overfor bogen, der på samme vis var stykket sammen af forskellige forfatteres skriblerier.

Det er endog meget svært at videreformidle en egentlig grundhandling, selv om der naturligvis er elementer i filmen der både fortæller om hvordan Chapman fandt sammen med de andre medlemmer i Python, især hans sparringspartner Cleese, hvordan Monty Python fik sit navn, og så er et gennemgående tema i filmen de problemer Chapman har haft, som bøsse, med dels udadtil at skjule dette faktum for en bonert engelsk omverden, dels for sine nærmeste og ikke mindst ham selv, indtil det en dag simpelthen blev for meget for ham og han valgte at springe ud af skabet på en måde der, ifølge bogen, fik hans egen mor til næsten at blive kvalt i hendes the.

A Liar’s Autobiography er måske ikke et mesterværk i animationskunsten, men det er til gengæld virkeligt interessant at se hvad de enkelte animatorer har fået ud af Chapmans ord. Skal man være lidt akademisk omkring det, så forankrer og fortolker billederne som vi får vist på hver deres måde det sagte, så seeren ikke har mulighed for at opleve Chapmans ord på anden måde.

Det er uvist, hvor frie hænder animatorerne har fået i forhold til deres tolkning af det oplæste, da der (i al fald på den danske BluRay-udgivelse), ikke findes ekstramateriale, der går bag om filmen. Det virker dog, hvis man skal gætte, som om der har været ganske frie hænder for de kreative kræfter der har stået bag, for filmen er både virkeligt udsyret og visse af sekvenserne. Anskaffer man sig filmen på BluRay er der også mulighed for at opleve den i 3D, hvis man har udstyret til det, men det er ikke strengt nødvendigt at skynde sig ud og investere flere tusinde kroner i 3D udstyr for denne film, idet den primært udnytter effekten til at skabe lidt dybde og kun et par enkelte gange at vise ting der peger ud af skærmen.

Det er naturligvis virkelig unfair at sammenligne A Liar’s Autobiography med en ”rigtig” Monty Python film, men ikke desto mindre formår den ganske fint at indfange den bizarre ånd som både serien og filmene er kendt for. Den fortæller, stadig iklædt humoren, en ganske fascinerende historie om en mand der må erkende at han holder mere af andre mænd end af kvinder og som efter lang tid, beslutter sig for at være fuldstændig ligeglad med hvad alle andre mener om dette. Kort sagt, er det en film om at finde sig selv – og selv om det hele er iklædt humorens befriende dragt, så virker det desto stærkere fordi lystløgneren også (på udsatte steder) nødtvungent benytter sig af virkeligheden til at fortælle hans bizarre historie med.

Sagt på en anden måde: se filmen. Det er faktisk en ganske ekstraordinær oplevelse! PS. Eric Idle dukker op til allersidst, men heldigvis synger han ikke – det ville måske også have været upassende.