Det er en simpel - men ganske effektiv - idé, der er udgangspunktet i den nye, amerikanske spændingsfilm No escape. For det handler det om en amerikansk familie, forældre og to piger på hhv. 9 og 7, der ankommer til et unavngivet land i Sydøstasien. Her er det tanken at faderen skal begynde at arbejde som ingeniør på et vandværk. Uheldigvis ankommer familien på selvsamme aften, hvor en gruppe lokale oprørere har dræbt landets præsident for selv at overtage magten i landet.

Derfor bliver den ellers så kærlige familiefar pludselig nødt til at træde i karakter som handlekraftig beskytterfigur, idet han på en morgengåtur pludselig oplever blodige konfrontationer mellem militærpolitiet og de lokale. I næste nu oplever han amerikanske turister blive hevet ud af deres hotelværelser og skudt i hovedet. Det lykkes dog faderen at komme frem til familien, men han har ikke tid til at ånde lettet op for samtidig trænger maskebærende, blodtørstige rebeller med våben, højtråbende ind på hotellet. Mens disse banditter går fra dør til dør og hugger gæsterne ned med macheter, opdager familien at den yngste datter på egen hånd er taget fire etager ned, for at benytte hotellets pool.

Som man måske kan ane af overstående, skal tilskueren nu i den næste times tid følge familiens kamp for overlevelse mod helt umulige odds, for ikke alene skiller den amerikanske kernefamilie sig markant ud fra mængden, de lokale militser har også et særligt had til netop amerikanerne. Dette had får man også i løbet af filmen forklaret årsagen til, for familien møder heldigvis tidligt i filmen en mand – Hammond - der kender landet indgående, idet han har arbejdet dér i mange år.

Hammond leverer i en scene mod slutningen filmens egentlige morale, for det skal vise sig at der er en ganske god grund til at lokalbefolkningen ikke bryder sig om amerikanere. Selv om detaljerne i denne morale ikke skal ekspliciteres i detaljer her, så synes den at ligge ganske tæt på en reel praksis der har eksisteret i mange år. En praksis, hvor Vesten bevidst ønsker at destabilisere et område i et tredjeverdensland, hvorefter der opstår tumult og inden længe er der vestlige interesser som står klar til at få styr på oprørerne og genopbygge landet. Lyder det bekendt?

Filmen kan dog ikke bryste sig af levere en socio-politisk engageret handling, der er interesseret i at levere en sønderlemmede kritik af, hvordan multinationale konglomerater udnytter Den Tredje Verden, for No escape er basalt set en helt klassisk thriller, hvor den lille familie bliver kastet ud i den ene mere voldsomme nærdødsoplevelse efter den anden. Det er også i denne nærmest ubærlige fremdrift af filmen er allerbedst, for det har vitterligt krævet en masse kreativ energi at udtænke så mange scener af høj intensitet efter hinanden. Det er så intenst orkesteret, med så få pauser indlagt, at tilskueren næsten kan opleve stresssymptomer og åndedrætsbesvær, blot ved at se og høre familien på flugt fra de nådesløse oprørere.

Til gengæld så følger filmen så også en fast formel for denne type thrillers/katastrofefilm, for sin titel til trods, så kræver det næppe en højre embedseksamen at regne ud hvordan det hele spænder af. Genrekonventionerne er simpelthen for fastlåste til, at filmmagerne tager chancer her. Der er i overlevelsen at forløsningen sker, ganske som vi så det i den tsunami Naomi Watts og hendes fiktive familie blev skyllet væk af i The Impossible , eller for den sags skyld den ene soldats kamp for kompagniet og i sidste ende sig selv i filmen Lone Survivor.

Selv om man muligvis godt kan regne slutningen ud, så er det stadigvæk en meget intens oplevelse at lægge øjne og ører til No escape. Skal den kritiseres, så må det være for at filmen naturligvis helt bevidst skruer helt op for excessen, intensiviteten og skaber tableau efter tableau, hvor enten enkelte familiemedlemmer eller hele familien er i overhængende fare for at blive slået ihjel. Det er konstant så intenst at helhedsindtrykket ender med at virke en anelse utroværdigt. For der er næppe nogle der er så heldige eller dygtige til at undslippe døden, hvis ikke det da var for at de var med i en Hollywood-film.

Hvis No escape havde turde taget flere chancer og muligvis øge den ellers så barske realisme, så ville slutresultatet også have været bedre, men man kan sikkert også godt forstå producenters bekymring over indtjeningen, havde filmen nu endt helt anderledes end den gør. Hvad står tilbage er dog en glimrende spændingsfilm som rent fremdriftsmæssigt er virkelig eminent velkonstrueret.