Det er ikke mange måner siden vi her på kapellet bragte en anmeldelse af Mutant Girls Squad. Filmen var produceret af det japanske indie-selskab med det mundrette navn ”Sushi Typhoon” og de specialiserer sig tydeligvis i film, der både er langt ude, men som samtidig viser seeren en efterhånden kanoniseret del af den japanske popkultur. For selskabet er leveringsdygtige i alt fra film med karaterobotter til mere udsplattede film med mutanter og cyborgs der med muterede eller mekaniske lemmer slås for deres overlevelse. Det er selvsamme Sushi Typhoon der har skudt penge i Alien vs. Ninja, og ulig den australske Aliens vs. Zombies, som var en utrolig skuffelse, er der langt mere underholdning at hente i den japanske film.

Historien i filmen er så tynd at selv en dødssyg anorektiker ville bede den om at tage på. (Undskyld metaforikken – men vi bevæger os ikke på den gode smags territorium her). Et meteor skvatter ned i nærheden af to stridende ninjaklaners område. De anklager straks hinanden for at der pludselig dør en masse mennesker, men sandheden er jo at det ikke er ninjaer der står bag, men - som filmens titel antyder - indeholdt meteoren i en vaskeægte, blodtørstig gæst fra det ydre rum, som selvfølgelig er begyndt at hærge i det feudale nærmiljø.

Vi følger i filmen en lille gruppe af ninjaer – et par seje drenge, en sexet pige og endelig en helt uduelig amatørtyksak, som bliver sendt dybt ind i skoven, for at finde frem til hvad der har forårsaget dødsfaldene. Idet de pludselig står ansigt til ansigt med en overjordisk fjende, må gruppen indse at der skal lidt mere til end et par puff-bomber for at skræmme dette blodtørstige rumvæsen væk. Der er derfor lagt i ovnen til en række scener hvor folk udstyret med stramt, sort tøj, kataner, kastestjerner og alt andet ninjagrej skal møde et stort besynderligt væsen fra rummet. Et væsen som bestemt ikke er en decideret karbonkopi af den alien vi kender fra den populære amerikanske filmserie.

Faktisk ligner rumvæsenet mest af alt en stor grå and med spidse tænder, men til forskel fra en and har den nogle mærkværdige huller langs siden på hovedet, hvorfra den kan udsondre nogle små, lyserøde, ormelignende væsener, som den benytter til at styre almindelige dødelige med. Derfor er vore helte ikke kun i krig med et nærmest usårligt rumvæsen, men også med alle de mennesker som rumvæsenet vælger at tage kontrol over, levende som døde. Det hele er meget fjantet, men som instruktøren siger på det inkluderede ekstramateriale, så har hans primære intention været at han ville underholde tilskueren hele vejen igennem og det lykkes til dels.

Ideen med at kombinere ninjafilmen med science fiction/horrorfilmen er fin, men der er flere faktorer der gør, at en sådan kombination bliver en succes. En af elementerne er naturligvis at kampscenerne, der er så vigtige, fungerer – og det sker kun delvis. For i scener hvor det er ninjaer der kæmper mod andre (besatte) ninjaer går det rigtigt godt, men idet rumvæsenet bliver sat til at kæmpe med næb, kløer og hale, så bliver det pletvis ganske lattervækkende. Apropos lattervækkende, så bør man også sige at den humor som filmen benytter sig af er af den mest platte japanske slapstick-variant – primært med den afblegede, tykke ninja som katalysator, og det er sikkert ikke noget der falder i ret mange lokales smag.

Filmen er lige som en række andre nyere japanske splatterfilm optaget på HD digital video, men i modsætning til flertallet er det digitale efterarbejde langt mere professionelt udført i AvN end man har set det i eksempelvis Samurai Princess eller RoboGeisha. Desuden har de der har stået for filmens special effects sørget for ikke kun at skabe animeret blod, men også at rekvirere en ganske pæn portion god, gammeldags teaterblod og skabe velfungerende prostetiske effekter, som alle tager sig ganske lækkert ud i den endelige film. Filmen er ganske udsplattet, som man næsten kunne forvente, så alle de seere, der holder af at se folk virkeligt gå i stykker, bør få tilfredsstillet denne trang i løbet af filmen 80 min.

Alien vs. Ninja er ikke en fantastisk film som man vil huske på ens dødsleje, men det er bizar, japansk indie-underholdning af den bedre slags. Det er en utrolig letbenet og fjollet film, selv om skuespillerne forsøger deres bedste for at tage materialet seriøst og denne kontrast gør at helhedsindtrykket faktisk ender med at blive underholdende, selv om de konstante kampe godt kan blive lidt trættende i længden, især fordi filmen ikke byder på ret meget andet end kampscener. Man skal nok være gjort af en bestemt støbning for at kunne lide denne film, men er man det, så hører den absolut til blandt de mere underholdende, japanske, splatterkomedier som i øjeblikket render skingerskrigende rundt under kulturkapellets hvælvinger.