Det er vist ingen hemmelighed at undertegnede var svært begejstret for Jiro Taniguchis manga Min tabte barndomsby, som blev anmeldt for et års tid siden. For den fortalte en - på samme tid realistisk og fantastisk - fortælling om en person, der får mulighed for som voksen at genopleve sin ungdom. Det kan godt være at Fahrenheits anden udgivelse Manden der går tur ved første øjekast kan forekomme som meget kedelig, idet den primært handler om en midaldrende herre, der godt kan lide at gå lange ture (som regel uden at tale med de han møder på sin vej) men man skal ikke lade sig narre, for det er både en lyrisk og eminent tegnet manga, der fokuserer på de pusterum, man indimellem bør give sig selv oven på det ellers så hektiske liv, som omgiver os.

Det er meget muligt at en af de dragende ting ved netop denne udgivelse er at den er fremstillet i Japan, for det kan, set med vesterlandske øjne, opleves som om serien forsøger at inkorporere østens mystisk i mandens nærmest meditative gåture. Samtidig kunne man forvente at der ville opstå en gedigen verfremdungseffekt i mødet med den fåmælte mand, der godt kan lide at gå ture, for når vi som læsere ikke har adgang til hans tanker i form af tankebobler, eller når han nu kun nødtørftigt veksler ord med de andre karakterer han møder, så kunne man nemt tro at hans bevæggrunde ville forekomme mystiske eller fremmedartede. Ikke desto mindre er hans vandringer rundt i den by han bor i holdt i en tone, der aldrig udfordrer det ordinære mere end at det forbliver troværdigt og samtidig er fortællingerne så enkle, at man aldrig er i tvivl om hvad det er der foregår.

Det kan dernæst virke nærliggende at stille spørgsmålet om hvad læseren monstro kan få ud af at følge en karakter, der fåmælt, bevæger sig gennem landskaber og bybilleder – men dertil er svaret faktisk ganske enkelt: det handler om at genopdage den verden, der hele tiden omgiver os, at give sig tid til at fordybe sig i små, banale ting eller blot få lidt tid til sig selv hvor man kan genfinde roen. Det er i al fald et par af de ting, som nærværende anmelder, tænkte over efter endt læsning.

Det er aldrig svært at forstå hverken mandens bevæggrunde for at gøre som han gør, hans reaktioner eller observationer er aldrig uigennemskuelige og selv om de små historier, der sagtens kan læses hver for sig, men hvor enkelte af disse (eks. En natlig svømmetur og En tur til havet) er forbundne, så bliver hver tur en lige så stor oplevelse for læseren som det er for manden i bogen.

Hvor udgivelsen er meget fattig på dialog er den dog utroligt rig på billeder. For til trods for at Taniguchis bog er i sort/hvid så er detaljerigdommen ufattelig stor. Der er masser af se på og giver man sig tid, så kan man fordybe sig helt i detaljerne, lidt ligesom når man studerer den amerikanske serietegner Geoff Darrows kaotiske stregunivers. Forskellen er dog helt klart i tematikken, for hvor det hos Darrow ofte er ekspressive og eksplosive begivenheder der er fastfrosset med tusch, er det det helt mondæne dom regerer hos Taniguchi.

Der er sikkert enkelte tegneserielæsere (og de, der ikke vil betegne sig som sådanne, men som i stedet påstår at de læser ”graphic novels” – som om det skulle være finere) der vil synes at Manden der går tur er både langsommelig, uden noget egentligt indhold, budskab eller for den sags skyld fremdrift - ud over gåturene - og det ville de sådan set have ret i. Ikke desto mindre er udgivelsen både poetisk og virkeligt flot tegnet. Bogen handler om de små eventyr man kan give sig selv, hvis man ikke er bange for at åbne øjnene og måske gøre uventede ting, være ligeglad med hvordan omgivelserne opfatter en, besøge steder man normalt ikke kommer eller turde kommunikere med fremmede, som man tilfældigt møder på ens vej. På den måde, kan selv den mest simple slendretur forvandles til et lille, ekstraordinært eventyr.